Israel kæmper for sin eksistens mod islamistiske terrorister fra Hizbollah, Hamas og lignende rabiate bevægelser i Mellemøsten. Men israelerne bliver dolket i ryggen af politisk korrekte kræfter i Vesten.
Israel befinder sig endnu engang i en overlevelseskamp. Den jødiske stat er truet af Irans, Hizbollahs og Hamas’ terrorregimer.
Midt i denne overlevelseskamp må israelerne opleve, at partier fra lande, der skulle forestille at være deres allierede, vender dem ryggen og smisker for deres fjender.
Danske partier modarbejder Israel
I Danmark ser vi for tiden de venstreorienterede og politisk korrekte kræfter lade Israel i stikken midt i landets overlevelseskamp mod islamisterne.
Det kommer nu til udtryk i forbindelse med et stort våbenkøb, som Danmark står over for. Disse våben kan Danmark tilsyneladende skaffe sig mest favorabelt ved at lægge købene i Israel – når man ser på samlet pris og kvalitet.
Alligevel taler repræsentanter for De Radikale og SF imod, at man køber våbnene i Israel. Ikke fordi det er dårlige og dyre våben. Man vil få meget for pengene ved at købe hos israelerne.
Men det vil de Israel-fjendtlige danske politikere ikke. De er tilsyneladende parate til, at man laver et dårligere våbenkøb, bare det betyder, at våbnene ikke kommer fra Israel. Den radikale Stinus Lindgreen og SF’eren Anne Valentina Berthelsen modsætter sig således en våbenhandel med israelske producenter.
Det er meget politisk korrekt … og meget dumt og forkert set ud fra Danmarks interesser.
For det første spænder man ben for det optimale våbenkøb for det danske forsvar til fordel for politisk korrekthed og dyrkelse af egne partipolitiske mærkesager. For det andet demonstrerer man en slående mangel på solidaritet med Israel.
Det er helt uholdbart. Man er parat til at træffe en beslutning, som er afgørende for vores forsvar og vores soldater, vel vidende, at denne beslutning ikke er den optimale løsning for de danske soldater og det danske forsvar.
Samtidig sender man et signal til verden om Israel-fjendtlighed i dansk politik.
Politisk korrekte i Tyskland blokerer for våbensalg til Israel
Det danske svigt i forhold til Israel finder man i en endnu mere chokerende udgave syd for vores grænse, i Tyskland.
Her har avisen BILD afsløret, at toppen af den tyske regering siden marts har blokeret for tyske våbenleverancer til Israel.
Det drejer sig specielt om de venstreorienterede og politisk korrekte kræfter hos partiet De Grønne – økonomiminister Robert Habeck og udenrigsminister Annalene Baerbock.
Siden marts har de blokeret for tyske våbenleverancer til Israel. Det skete i en periode, hvor Israel kæmpede for sin eksistens mod islamistiske terrorister. Og det er i øvrigt foregået samtidig med, at den rød-grønne regering har blåstemplet våbenleverancer til Erdogans Tyrkiet.
Afsløringen af dette svigt har udløst et stormløb mod den tyske regering fra den borgerlige opposition i CDU.
Det er i den forbindelse kommet frem, at den venstresnoede tyske regering har formuleret usædvanligt hårde betingelser for at give støtte til Israel. Man vil kun støtte, hvis den tyske regering levede op til følgende forpligtelse:
Man skulle sørge for, at den israelske regering skriftligt forsikrede den tyske regering om, at våbeneksport fra Tyskland ikke blev brugt i et folkemord! Et ekstremt krav. Uden en sådan forsikring ville den venstreorienterede tyske regering afvise tysk støtte til Israel.
Denne markant anti-israelske linje har nu givet kraftig ballade i tysk politik. Herunder som sagt heftig kritik fra den borgerlige opposition.
Nu kan det så være, at vi får et lignende opgør i Danmark. Her er der dog en bredere og tungere støtte til Israel end den, der er kommet fra den venstredrejede tyske regering.
Men også i Danmark leverer venstrefløjen – specielt SF og Enhedslisten – propalæstinensiske holdninger, der set ud fra danske demokratiske traditioner er stærkt bekymrende.
Synspunkter, der præges af vold, fanatisme og antiisraelske/jødefjendtlige holdninger kommer mere og mere i offensiven.
Og nu følger den noget blødere venstrefløj trop ved at afvise et velbegrundet våbenkøb i Israel – fordi det er Israel.