NSK har torsdag anholdt en 30-årig mand for at have medvirket til indsmugling af tre pistoler under konflikt.
Den 30-årige afsoner i forvejen en anden dom og blev torsdag fremstillesti Københavns Byret.
I 2024 blev to personer dømt for at have organiseret og stået for indsmugling af tre skydevåben med tilhørende ammunition midt under en voldsom konflikt i det københavnske bandemiljø tilbage i 2019.
Vurderes at være bagmanden
Den person, NSK vurderer at være bagmanden for disse handlinger, er det 30-årige ledende bandemedlem, der efter politiets opfattelse i 2019 beordrede to personer fra samme gruppering til at indsmugle tre pistoler samt tilhørende ammunition fra Sverige til Danmark.
I 2019 lå den gruppering, som den 30-årige tilhører, i voldsom konflikt med en anden gruppering.
Er sigtet efter den skærpende bandeparagraf
I dag er vedkommende anholdt og sigtet dels for våbenindsmuglingen som bagmand samt efter den skærpende bandeparagraf på grund af konflikten, våbnene skulle anvendes i.
Forholdene, som manden sigtes for, stammer fra efterforskning, som Københavns Politi foretog i anden anledning.
Sagen blev overdraget til det daværende Task Force Øst, der nu er en del af NSK, og i 2024 blev de to medhjælpere endelig dømt.
”Sagen viser med al tydelighed, at vi ufortrødent og med dedikation forfølger organiseret og alvorlig samfundsskadelig kriminalitet begået af banderne.,” siger Vicepolitiinspektør i NSK, Lars Feldt-Rasmussen og fortsætter::
”Derfor er jeg også særdeles godt tilfreds med, at vi med nye spor i en gammel sag, nu også rammer bagmanden. Noget, der netop er et kernefokus for NSK, idet den 30-årige efter vores opfattelse har beordret andre personer til indsmugle våben til Danmark til brug i en konflikt, hvori han selv var toneangivende”.
Den 30-årige blev i april 2025 udleveret til Danmark fra Portugal til afsoning i en anden sag.