Mens verden stadig har opmærksomheden rettet mod Gaza og Libanon, eksploderede den syriske borgerkrig med en voldsom offensiv i sidste uge. Men, som Naser Khader skriver, det er som at blive ramt af kolera og pest på samme tid. Valget står mellem Assad eller jihadister.
I Syrien har en koalition af jihadister på kun få dage formået at erobre Aleppo og omegn – et område på størrelse med Sjælland og Fyn. Bag dem står Tyrkiets præsident Erdogan, som både har trænet oprørerne og givet dem grønt lys til offensiven.
Det oprør, der lige nu trænger sig frem ad A6, motorvejen som går fra Nordsyrien til Sydsyrien og fra Midtsyrien til Irak – svarende til Danmarks E45 og E20 – har sit udspring i den eneste provins i Syrien, der ikke er under præsident Assads kontrol.
Det er en koalition af syriske oprørsmilitser bestående af både jihadister og andre militser, som i den forgangne uge tog alle på sengen med nyheden om, at man havde indtaget Syriens næststørste by og økonomiske centrum Aleppo og nu var på vej mod bl.a. byerne Hama og Homs. Det hævdes, at oprørerne p.t. kun er 180 km fra hovedstaden Damaskus.
Pest og kolera
Løftede pegefinger og sloganet “takfir”. Sejrstegnet foran Aleppos universitet og ved andre markante steder i byen siger alt. ”Takfir” er et islamistisk tegn, som slet og ret betyder, at man dømmer alle ens modstandere som frafaldne. Hvilket også giver carte blanche til at slå dem i ihjel.
Erdoğan kan dermed meget vel vise sig at have sat kræfter fri, som kan blive uhyre vanskelige at styre. For nok er Assad pesten. Herom hersker der ingen tvivl. Han, der lagde ud som en progressiv, på papiret fremskridtsvenlig mand, er med tiden blevet en krigsforbryder af rang.
De jihadistiske grupper er imidlertid ikke løsningen. Så langt fra. Islamisterne er koleraen. For ikke værre end både koleraen og pesten tilsammen.
Vi kender det kun alt for godt fra Det Arabiske Forårs forvandling til Den Islamistiske Istid på ingen tid.
Konflikten mellem Bashar al-Assad og oprørerne, som med tyrkernes hjælp har kontrolleret provinsen Idlib, har de seneste år ellers været holdt i ave blandt andet takket være støtte til den syriske præsident Assad fra Rusland, Hizbollah Iran.
Skaber nervøsitet i den arabiske verden
Nu er ragnarokket imidlertid brudt ud igen med en styrke og en hastighed, som såvel de øvrige arabiske lande som vi i Vesten må se på med den allerdybeste alvor.
I skrivende stund hævder oprørerne, at de nu har kontrol over Aleppo og omegnen af byen Homs, og at de er på vej sydpå mod Damaskus. Det er alt i alt en yderst bekymrende udvikling, fordi det åbner en gigantisk flanke for islamismen, som man ellers var begyndt at få styr på.
De arabiske lande har efter borgerkrigen langsomt er døet ud budt Assad og Syrien velkommen igen. Syrien blev ellers udelukket fra det arabiske fællesskab, men man frygter nu islamisternes fremmarch, der muligvis vil komme til at smitte af på de øvrige arabiske lande.
Araberne frygter også Tyrkiets og Det Muslimske Broderskabs stigende indflydelse i området. Assad bliver derfor igen inviteret med til de arabiske topmøder og Emiraterne har åbnet ambassade i Damaskus
Erdogans interesser
Skal man forstå det, der sker lige nu, findes forklaringen ikke kun i Syrien, men nok så meget uden for i form af Tyrkiets præsident Erdoğan, der i dén grad har en finger med i spillet.
Akkurat ligesom det skete i 2012-2016, hvor han vendte det blinde øje til og lod jihadisterne drage ind i Syrien og Irak via Tyrkiet for at danne Islamisk Stat.
Erdoğan har mange bevæggrunde: En af dem er, at han vil presse Assad til en aftale, som forhindrer kurderne i Nordsyrien i at få opfyldt deres om selvstyre.
Erdoğan ønsker desuden at normalisere forholdet til Syrien for at komme af med de 2-3 millioner syriske flygtninge i Tyrkiet.
Der er en stigende modvilje blandt almindelige tyrkere mod de syriske flygtninge. Det syriske regime, derimod, hævder, at indblandingen ene og alene skyldes Erdoğans sultan-drømme og drømme om genoplivning af Det Osmanniske Rige, der gik i opløsning omkring 1. Verdenskrig.
Erdogan har trænet islamisterne
Angrebet på Bashar al-Assads positioner i Aleppo og omegn blev indledt af en farlig blanding af jihadister, såkaldt HTS, tidligere al-Qaeda relateret al-Nusra, der deltog side om side med andre militser, herunder hæren, der tidligere blev kaldt Den Frie Syriske Hær, men som nu ikke længere er fri, idet den er adopteret af netop Tyrkiets præsident Erdoğan og Det Muslimske Broderskab.
Styrkerne har således modtaget militærtræning af tyrkerne, som også har beskyttet dem overfor Assad-regimet. Hér findes nøglen til at forstå årsagen til offensiven, og hvorfor den sker lige præcis nu.
Det er faktisk ikke så overraskende, som alle skriver og siger, fordi måden det sker på, tempoet det sker i, samt den strategiske snilde, hvormed det er udtænkt, klart viser, at det er tyrkerne, der står bag. Eller rettere sagt: Oprørsgrupperne kunne aldrig have iværksat angrebet alene uden tyrkernes hjælp.
Erdogan udnytter et magttomrum
Når det overhovedet rent praktisk har kunnet lade sig gøre, og når det overhovedet har kunnet gå så stærkt, skyldes det det magttomrum, der blev åbnet med svækkelsen af Assads hidtidige støtter, dvs. Iran, Hizbollah og Rusland.
Russerne har travlt i Ukraine, især efter præsidentvalget i USA, mens Hizbollah og andre iranske militser flyttede deres styrker fra området til Libanon, hvor de er langt mere pressede, end vi tror i Vesten.
Erdoğan var ikke sen til at udnytte muligheden. Her finder vi forklaringen på det knapt så overraskende tidspunkt. Modsat Vestens ledere – og især de evigt selvpinende vestlige medier – er Erdoğan nemlig realist.
Han ved, at russerne er pressede i Ukraine efter den afgående amerikanske præsident Joe Biden har sat alt ind på, at Ukraine skal stå så stærkt som muligt ved de kommende fredsforhandlinger, som den kommende amerikanske præsident Donald Trump er ved at stable på benene.
Samtidig med at Israel er ved at vinde krigen mod diverse terrorbevægelser i både syd, nord, øst og vest.
Dette er simpelthen hovedforklaringen på hvorfor nu. For at presse Assad, giver Erdogan jihadisterne et rum at lege i. Det er den bedste måde, man kan beskrive det på.
Kurderne er Erdogans hovedproblem
Årsagen til, at Erdoğan på den måde ser en interesse i at puste til ilden er også let at få øje på. I den forbindelse er noget af det vigtigste det ovennævnte ”kurdiske problem”.
Erdoğan udnytter ganske enkelt iranernes svækkede position i Mellemøsten til at presse Assad til at indgå nye aftaler og leve op til de gamle.
Erdoğan har tidligere forsøgt at gå i samarbejde med Assad omkring løsning på Idlib-problemet. Med russernes mellemkomst forsøgte han at overtale Assad til et topmøde. Men Assad var stædig og afviste forslaget.
Han ville først mødes med Erdoğan, når denne havde trukket alle sine tropper fra Nordsyrien tilbage. Og stoppet støtten til de syriske oprørere i Idlib.
Her kommer Erdoğan kurdiske problem for alvor ind i billedet. Assad har nemlig tidligere været neutral i forhold til de syriske kurdere. Men hvis kurderne i Syrien får autonomi som i Irak, sådan som de er i gang med, vil de også kræve det i Tyrkiet. Og dermed er drømmen om et Storkurdistan ikke langt væk.
Med sin manøvre i ly af natten forsøger Erdoğan altså at forhindre kurderne i Nordsyrien i at opnå autonomi. Det handler i al sin enkelhed om at presse Bashar al-Assad til en aftale om Nordsyrien – imod kurderne.
Resultatet er det, vi ser i disse dage og timer.
Håbet ligger i Vestens intervention
Biden-administrationen reaktion på oprørernes offensiv har indtil nu været, at sådan går det, når man læner sig op ad russisk og iransk støtte. Det kommer der ikke noget godt ud af. Briterne siger, at det skyldes al-Assads nej og atter nej til alle fredsaftaler, man har forsøgt.
Håbet er, at Trump hurtigst muligt tvinger Assad til at overholde Astana-aftalen fra 2020. Den syriske, sekulære opposition har allerede forhandlet med Assad-regimet med russernes mellemkomst – hvor USA også har været inde over.
Man kan håbe, at den nye amerikanske administration genstarter denne proces og fører den til ende, sådan at de 5 millioner syrere, der er flygtet, endelig kan vende tilbage. Uden at blive retsforfulgt.
Og sådan at regimet inkluderer den syriske opposition. Det, man kan satse på, er, at Trump, når han kommer til magten, insisterer på, at samtlige parter overholder Astana-aftalen. Sker det, vil de rige oliestater kunne gå ind og hjælpe med at genopbygge Syrien. Så også freden kan vindes.
