Terrortruslen mod Danmark er fortsat i niveauet alvorlig, som er niveau fire ud af fem.
Det skriver PET’s Center for Terroranalyse (CTA) i sin “Vurdering af terrortruslen mod Danmark” for 2025, som blev offentliggjort torsdag.
Her konstaterer CTA, at den væsentligste terrortrussel mod Danmark fortsat kommer fra militante islamister.
Denne trussel er blevet forstærket af blandt andet konflikten mellem Israel og en række regionale aktører, som har radikaliseret og mobiliseret militante islamister.
“Vi har både set velkendte trusselsaktører som Islamisk Stat og al-Qaida, der har opfordret til angreb på baggrund af konflikten, men vi ser også en trussel fra aktører, der ikke tidligere har haft betydning for trusselsbilledet herhjemme,” siger Michael Hamann, der er chef for Center for Kommunikation og Strategi i PET og fortsætter:
”Kombinationen af både velkendte og nye trusselsaktører giver et mere fragmenteret og uforudsigeligt trusselsbillede.”
Andre aktører er begyndt at spille en stadig større rolle
Konflikten i Mellemøsten har fortsat afledt betydning for trusselsbilledet i Danmark, fremgår det af terroranalysen.
Såedes har flere gennemførte og afværgede angreb i vesten taget afsæt i konflikten og især været rettet mod jødiske og israelske interesser.
Blandt andet har der I Danmark i 2024 været rejst sigtelse efter terrorparagrafferne i straffeloven mod flere personer i to separate sager, hvor målet i begge sager var jødiske eller israelske interesser i Danmark.
Venstreekstremistiske voldshandlinger
Blandt de rabiate på de to politiske yderfløje vurderer CTA, at terrortruslen fra højreekstremister fortsat er i niveauet generel (niveau tre ud af fem).
For venstrefløjens vedkommende hæver CTA niveauet for terrortruslen fra minimal til begrænset, hvilket er niveau to ud fem.
Det skyldes især, at den pro-palæstinensiske dagsorden atter er blevet aktuel som en samlende sag i miljøet, ligesom der i Vesten er set en stigning i venstreekstremistiske voldshandlinger de seneste år.
Kriminelle hyres til at begå terrorhandlinger
Historisk har terrortruslen ifølge CTA primært været drevet af aktører motiveret af militant islamisme, højreekstremisme, venstreekstremisme og
Det er fortsat de væsentligste trusselsaktører, skriver CTA, men gennem de senere år har andre aktører, som ikke umiddelbart passer ind i disse kategorier, spillet en stadig større rolle i trusselsbilledet.
Det er blandt andet personer med relation til organiseret kriminalitet, hvor fænomenet Crime as a Service, hvor alvorlig kriminalitet, også kan få en betydning i en terrorsammenhæng, hvor kriminelle via markedspladser på internettet hyres til at begå terrorhandlinger.
Stater med terrorlignende metoder
Det er ikke mere kun organistationr og bevægelser, der anvender terror.
Således konstaterer CTA, at den sikkerhedspolitiske situation er i de senere år desuden blevet forværret, og en række globale udviklinger og tendenser har bevirket, at andre aktører spiller en stadig større rolle i trusselsbilledet.
Blandt andet betjener visse statslige aktører sig ifølge CTA sig af metoder og virkemidler, der i deres natur og effekt kan sidestilles med terrorisme, og visse stater holder sig ikke tilbage fra at bruge voldelige virkemidler til at fremme deres ambitioner.
Statslige aktører bruger kriminelle netværk
Der er i den forbindelse set eksempler fra udlandet på, at Crime as a Service er blevet anvendt af statslige aktører på måder, der har betydning for terrortruslen.
“Det er fortsat vurderingen, at organiserede kriminelle netværk først og fremmest er motiverede af at fremme egne interesser, som primært er at tjene penge gennem kriminalitet og sikre status på tværs af kriminelle miljøer,” siger Michael Hamann og fortsætter:
”Men der er en risiko for, at aktører, der ikke selv er ideologisk motiverede, mod betaling, løfte om status eller som resultat af afpresning agerer som stedfortrædere for andre aktører med ideologiske motiver.”
Dermed kan organiserede kriminelle netværk få en betydning for terrortruslen, fastslår Michael Hamann og understreger:
”Det er naturligvis en bekymring for PET, hvis denne fremgangsmåde med voldelige handlinger vinder større indpas i en terrorsammenhæng, og det betyder samlet, at vi ser et mere fragmenteret og uforudsigeligt trusselsbillede end tidligere.”
Du kan læse hele terroranalysen her:
https://pet.dk/-/media/mediefiler/pet/dokumenter/analyser-og-vurderinger/vtd2025-dk-endelig.pdf