**** 4 stjerner ud af 6
Pablo Larrain (f. 1976) er chilener og kendt som instruktør på ”Fuga” (2006), ”Tony Manero” (2008), ”No” (2012), ”The Club” (2015), ”Neruda” og ”Jackie” (2016), ”Gloria Bell” (2018), ”Spencer” (2022) og senest MARIA om den måske største kvindelige operasanger af alle: Divaen Maria Callas (jf. faktaboksen efter anmeldelsen).
I den altdominerende hovedrolle optræder Angelina Jolie, som i syv måneder op til optagelserne gik i skarp træning for at kunne synge Maria Callas’ arier.
Jolie har selvfølgelig ikke Callas’ unikke stemme, så instruktøren har valgt fortrinsvis at bruge optagelser med Maria Callas, men har haft en teknik til rådighed, der gør, at Angelina Jolies stemme bliver mixet ind i lydsporet.
Handling
Året er 1977, og vi følger Maria Callas de sidste syv dage af hendes liv, hvor hendes stemme er langt fra, hvad den var engang.
Maria har isoleret sig i en stor luksuriøst møbleret herskabslejlighed i hjertet af Paris. Ved sin side har hun to hunde og kokken & stuepigen, Bruna (Alba Rohrwacher) og butleren & privatchaufføren, Ferruccio (Pierfrancesco Favino).
De er begge bekymrede for hendes dårlige helbred og foruroligede over, at hun fylder sig med alskens piller.
Misbruget er af et omfang, så Maria mister forbindelsen til den virkelig verden, men hun ønsker ikke at lytte til advarslerne fra hverken sit trofaste personale eller lægen. Ja, helst vil hun ikke have doktoren inden for dørene, endskønt Ferrucio gør alt for at overtale hende til at konsultere ham.
Den dokumentarfilmskaber, til hvem hun vil fortælle historien om og refleksionerne over valgene i sit liv – og som med en fotograf følger hende rundt i Paris – er han således en rigtig person eller en hallucination?
Maria træner flere gange sin stemme med en pianist(beundrer) i et nærliggende teater, men ved godt, at den aldrig igen vil nå tidligere højder. Også selv om både stuepige og butler pligtskyldigt roser den til skyerne, når hun synger hjemme i køkkenet – som de har fået instrukser om!
Desuagtet Callas for længst har trukket sig tilbage fra sceneoptræden, ved alle stadig, hvem hun er, og hun får altid særbetjening og -behandling, når hun bevæger sig ud i byen.
For det er ikke kun operafans, der kender Maria. Hun er tilbagevendende godt stof i sladderpressen, hvor hun er berømt både som modeikon og for sin stormombruste kærlighedsaffære med Aristoteles Onassis.
Onassis dør i 1975, og to år senere synger så også Callas på sidste vers – i både overført og bogstavelig betydning.
Vurdering
Som stor beundrer af Callas er ”Maria” en film, jeg har set frem til. Den er også god med en interessant fortællestruktur – og cirkelkomposition – der klipper mellem nutid og fortid, fiktion og virkelighed, og lejlighedsvis indfletter en række dokumentarklip, som filmen også runder af med.
Angelina Jolie er blevet rost til skyerne for sin præstation – for at hun ER Callas – og dygtig er hun helt bestemt, men for mig var der noget, der skurrede i forhold til de dokumentarfilm, jeg har set med Callas. Lidt for meget Jolie – om end der næppe findes en nulevende skuespiller, der ville kunne dække rollen bedre.
Er man Callas-fan, er ”Maria” selvfølgelig ’et must’. Er man endnu ikke, så prøv at lytte her og her (gå et minut og 30 sekunder ind).
Længde: 124 minutter
- Medvirkende: Angelina Jolie, Pierfrancesco Favino, Alba Rohrwacher m.fl.
- Instruktør: Pablo Larrain
- Manus: Steven Knight
- Censur: T.o. 11 år
- Premieredato: torsdag d. 30. januar 2025
Faktaboks
”Maria Callas var et ikon i sin tid. I 50’erne og 60’erne blev hun hyldet som ”La Callas” eller ”La Divina” (den guddommelige), men hun var også en god historie om en pige fra beskedne kår, der steg til berømmelsens tinde.
Maria blev født som datter af græske indvandrere i New York 2. december 1923. Faderen var utro, og efter en skilsmisse vendte hendes mor tilbage til Grækenland, da Maria var 13 år gammel. Hun blev optaget på Athens operaakademi og gjorde sin debut som 17-årig.
(…)
På basis af sine tidlige succeser søgte hun ind på Metropolitan Opera i New York, men blev kun tilbudt en kontrakt på at spille biroller. Det anså hun for at være under hendes værdighed, så hun flyttede til Italien, hvor hun spillede hovedrollen i ”La Gioconda” på Verona Arena. Her mødte hun sin kommende mand Giovanni Meneghini. De blev gift i 1949, hvor han også blev hendes manager. Samme år fik Maria sit store gennembrud som Elvira i ”Il Puritani”.
(…)
Herefter voksede Maria Callas’ ry (…)
Callas begyndte at få problemer med stemmen allerede i 30’erne, en periode hvor de fleste sopraner ellers topper. Grunden er uklar, men aflysningerne blev stadig flere. Hun fortsatte dog med at optræde, indtil hun formelt trak sig tilbage i 60’erne.
(…)
Hun var blevet skilt fra sin mand i 1959 og havde en hed og i sladderpressen meget omtalt affære med Aristoteles Onassis. Ud over at fortsætte med at være et modeikon.”
Tilføjelse fra Divaen Maria Callas ofrede alt for kunsten – måske også sit eget liv som kvinde: ”Maria Callas dør af et hjertetilfælde i 1977, 53 år gammel. De sidste år isolerer hun sig i sin herskabslejlighed i Paris. Hun øver sig lige til det sidste. Det kan man høre på en båndoptagelse fra lejligheden få uger inden hun dør.”