INDLEDNING
En rapport fra Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab (VS) fra sept. 2024 om den voksende mangel på faglighed i centraladministrationen inspirerede forfatterne til at beskrive denne udvikling fra 1960- 2024(artikel 1) og til at eksemplificere dette i en efterfølgende artikel. Denne beskriver udviklingen i Danmarkshistoriens hidtil største og dyreste projekt: Danmarks omstilling til grøn el: ”Klimaaftale for energi og industri mv. 2020” af 22 juni 2020(artikel 2). Denne aftale blev vedtaget af et bredt folketingsflertal. Det faglige teknisk-økonomiske beslutningsgrundlag var dog helt utilstrækkeligt.
DET HISTORISKE FORLØB AF DANSKE MINISTERIERS FAGLIGHED OG ADGANG TIL FORSKNINGSBASERET VIDEN
Indtil 1960erne var universiteternes forskningsbaserede myndighedsbetjening ret begrænset og uformel med især gensidige orienteringer.
I begyndelsen af 1960erne steg problemerne med især forureninger i diverse miljøer. Hertil kom studenteroprøret mod universiteternes rådgivningssamarbejde med erhvervsliv og myndigheder og mod såkaldt ”professorvælde”.
I løbet af 1960erne ophørte universiteterne derfor– ikke helt ugerne-med rådgivning og overgik til ren grundforskning. Dette reducerede ministeriernes muligheder for at tilvejebringe den bedst mulige faglige viden.
De begyndte derfor at udbygge deres egen faglige viden ved ansættelse af grupper af specialister fx natur- og ingeniørvidenskabsuddannede mv i afhængighed af ministeriets ansvarsområder til supplement af den faste grundbemanding i ethvert ministerium af administratorer i videste forstand: jurister, økonomer, statskundskabs- og formidlingsuddannede mv. Antallet af de nye specialister voksede og en del af disse blev i 1970erne og 1980erne organiseret som såkaldte sektorforskningsinstitutter (SEFI), i alt 28 af slagsen.
I 1990erne blev den faglige kvalitet af sektorforskningsinstitutter SEFI stærkt øget, da de overgik til ansættelses- og forfremmelsesprocedurer som på universiteterne og med inddragelse af disse i SEFI´s bedømmelsesudvalg. Yderligere kom der uddannelse af ph.d og ansættelse af professorer på sektorforskningsinstitutter (SEFI).
sektorforskningsinstitutter (SEFI) kunne derfor i slut 90erne præstere forskningsbaseret rådgivning på internationalt niveau udført af videnskabeligt uddannede medarbejdere, hvis faglighed og antal blev skræddersyet til det enkelte ministeriums behov. Samarbejdet mellem departementerne/styrelser og deres sektorforskningsinstitutter (SEFI) fungerede vel og var givende for begge parter både i det daglige beredskab og i det planlagte arbejde.
Alt i alt var det en vellykket kvalitetsforøgende udbygningsproces som bragte dansk sektorforskning op på internationalt niveau med de mange ”National Institutes” i andre lande som eksempelvis: ”National Institute of Occupational Safety and Health” i USA, hvor det danske tilsvarende (men mindre) institut i dag hedder: ”Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø”.
I sin første nytårstale i 2002 udtalte statsminister Anders Fogh Rasmussen: ”Vi behøver ikke eksperter og smagsdommere til at bestemme på vore vegne. Der er tendenser til et eksperttyranni, som risikerer at undertrykke den frie folkelige debat”. Fogh Rasmussen synes således ikke at have forstået den accepterede rollefordeling, da ingen ekspert i Statens tjeneste har været og stadig ikke er i tvivl om, at han/hun/de altid er rådgivere. Det er den ledende politiker i en regering, der altid har ubegrænset ret til at bestemme inden for lovgivningens rammer. Men da en politiker kunne ønske at overhøre og evt. skjule den faglige rådgivning, bør denne som i nogle andre lande være offentlig tilgængelig, når loven er vedtaget.
Fogh Rasmussen brugte sin bestemmelsesret til at nedlægge den danske sektorforskning undtagen 2 institutter: Seruminstituttet under Sundhedsministeriet og Arbejdsmiljøinstituttet (senere omdøbt til Det Nationale Forskningsinstitut for Arbejdsmiljø) under Arbejdsministeriet. Begge institutter fortsatte i deres ministerium.
En del af de øvrige sektorforskere og en del af deres bevillinger blev overflyttet med dem og til en pulje, hvorfra ministerier efter aftale med et eller flere universiteter kunne opnå bevilling til at løse specifikke opgaver for ministerierne. Det forlød, at Fogh Rasmussen forventede, at ministerierne herved ville opnå adgang til en bredere forskningsbaseret viden end tidligere.
Der kom tværtimod straks et stort erfaringstab ved, at mange veluddannede og erfarne sektorforskere lod sig pensionere fremfor at flytte over i et universitet. Alt i alt var det en katastrofal beslutning med et enormt tab af bred faglig viden opbygget til internationalt niveau i ministeriernes SEFI gennem ca. 25 år.
Universiteternes myndighedsbetjening i dag fastlægges i fireårige aftaler mellem det enkelte universitet og det pågældende fagministerium om dettes ønsker om projekter og betalingen herfor.
Samtidig med sektorforskningens nedlæggelse fik rådgivende ingeniører mulighed for at byde på en række faglige opgaver, som sektorforskningen tidligere havde udført, men som ministerierne nu må betale rådgivende ingeniører for at få udført.
To kritiske rapporter fra Videnskabernes Selskab (VS) om den forskningsbaserede myndighedsbetjening indtil 2024
I årene op til godt midten af nullerne havde det vist sig, at den forventede synergi ved at samle al forskningsbaseret rådgivning på universiteterne var kraftigt overvurderet. Ministeriernes muligheder for at opnå faglig rådgivning var tværtimod blevet forringet. Efter nogle mindre analyser udarbejdede Videnskabernes Selskab derfor i 2021 selv en rapport: ”Adgang til bedre videnskabelig rådgivning i Danmark”. Heri er 8 anbefalinger, hvoraf skal nævnes:
- Det langsigtede viden-beredskab for myndighedsrettet forskning bør sikres-mens tid er
- Der bør rettes op på den generelle svækkelse af faglige kvalifikationer i centraladministrationen
- Der bør sikres bedre imod, at faglig viden ikke frasorteres i ministeriernes beslutningsgrundlag
- Det faglige grundlag for regeringsbeslutninger bør være offentligt, når først beslutningen er truffet
- Ledelsespraksis på universiteterne bør indrettes på en måde, der sikrer, at selvcensur forhindres og at den oplevede frygt for repressalier fjernes.
Der var ikke nogen væsentlig effekt af rapporten fra 2021, hvorfor en ny rapport blev udarbejdet også af VS bl.a. med deltagelse af en tidligere departementschef og publiceret i sept. 2024: ”Plads til forbedring: Forskningsbaseret viden og politik 2024”. Dens barske konklusion er, at Slotsholmen har ondt i fagligheden, hvilket svækker grundlaget for de politiske beslutninger, som politikerne er valgt til at tage om at løse store samfundsproblemer. Problemet er tiltagende.
Andelen af administrativt uddannede- politologer, jurister og økonomer i ministerierne er steget fra 56 % i 2011 til 74% i 2021, mens antallet af de faglige specialister i kategorier udover de administrative er næsten halveret fra 44 til 24 %.
Rapporten har 8 anbefalinger, hvoraf halvdelen handler om at rette op på ”den generelle svækkelse af de faglige kvalifikationer i centraladministrationen”. Andre væsentlige forslag er, at sikre sig imod frasortering af faglig viden i beslutningsforslag og at få det faglige grundlag for regeringsbeslutninger offentliggjort, når beslutningerne er truffet.
Tabet af fagfolk udover de administrative i videste forstand vokser op igennem ministeriernes beslutningshierarki, medens det politiske miljø samtidig styrkes. Der er således en tiltagende skæv balance mellem de forskningsbaserede og de politiske input i sagsbehandling og beslutningstagning i centraladministrationen.
Hvem har ansvaret for den nuværende reducerede natur- og ingeniørvidenskabelige mv. faglighed i danske ministerier?
Ovenstående 2024 rapport efterlader ikke tvivl om, at diagnosen reduceret natur- og ingeniørvidenskabelig faglighed mv. i den danske centraladministration er en alvorlig diagnose. I anden sammenhæng havde VS nogle år tidligere set på fagligheden i sammenlignelige landes ministerier og konkluderede da, at Danmarks indsats på de ovennævnte områder var ringere end i de andre lande.
Mange har ansvar for den dårlige nuværende status. Først og fremmest politikerne, hvor statsminister Fogh Rasmussen i 2002 undsagde ministeriernes faglige specialiser på internationalt niveauviden. To SEFI blev bevaret, de øvrige blev nedlagt dels med afskedigelse af medarbejdere og dels med overflytning af medarbejdere til interesserede universiteter. Samtidig blev oprettet en pulje til betaling for ministeriernes brug af deres viden.
Andre med ansvar er:
-Politikere og mange ministerielle ledere, som er mest interesseret i viden, der fremmer deres egne synspunkter. Er dette ikke tilfældet, føles faglig viden ofte som besværlig og forsinkende.
-Universiteterne har altid været mest interesseret i grundforskning og betragter den forskningsbaserede myndighedsbetjening som en lidt uinteressant opgave, der også er belastet af økonomisk udsultning.
-De rådgivende ingeniørfirmaer vil gerne overtage udbudte opgaver mod betaling, men de kan ikke stille med et akut vidensmæssigt beredskab.
-Medierne finder området uinteressant og ønsker ikke at være kritiske over for politikerne, der er deres vigtigste kilde til politisk viden.
RESUME OG KONKLUSION
Den forskningsbaserede myndighedsbetjening fra 1960 og til midten af 1990erne blev stærkt forringet, da universiteterne efter studenteroprøret udelukkende udførte grundforskning og uddannede kandidater. Ministerierne havde stadig større og vanskeligere udfordringer især om diverse miljøer og begyndte derfor selv at ansætte specialister inden for ministeriernes ansvarsområder. Efterhånden blev de organiseret som såkaldte SEFI ledet af en institutchef /direktør.
For at opnå et videnskabeligt kvalitetsniveau inden for SEF som på universiteterne indførte man i 1990erne på SEFI en parallel stillingsstruktur med bedømmelseskriterier sv.t. universiteternes og med en universitetsforsker i SEFI´s udvalg til ansættelser– og forfremmelser. Hertil kom Ph.D uddannelser og ansættelse af professorer. I løbet af 1990erne løftedes de fleste danske SEF til internationalt niveau og svarede da til andre landes ”National Institute of —”. Denne kvalitetsforøgelse var særdeles tilfredsstillende for brugerne.
Nedturen begyndte med statsminister Fogh Rasmussens første nytårstale i 2002: ”Vi behøver ikke eksperter og smagsdommere til at bestemme på vore vegne—.” Sektorforskerne og en del af deres midler blev derefter overført til universiteter og af de 28 SEFI opretholdt kun to den tidligere status inden for deres ministerier. Universiteterne skulle så igen overtage den forskningsbaserede myndighedsrådgivning. Det blev ikke nogen overvældende succes især pga. årligt skrumpende bevillinger.
Det var en stor fejltagelse, at statsminister Fogh Rasmussen med et snuptag nedlagde så megen ministeriespecifik faglig viden og erfaring på internationalt niveau, som det havde taget årtier at opbygge. Det skete på et tidspunkt, hvor miljøkriser og en række andre vanskelige globale problemer skulle håndteres klogt.
Som Videnskabernes Selskab har beskrevet i deres to kritiske rapporter fra 2021 og 2024 var synergien ved at samle al forskningsbaseret myndighedsbetjening på universiteterne blevet kraftigt overvurderet af statsministeren. Man må håbe, at de to rapporter med nødskrig fra Videnskabernes Selskab VS får effekt.