For et år siden brød Hamas-islamister fra Gaza ind i Israel, hvor de gennemførte et blodbad mod israelere i kibutzer og unge på en stor musikfestival.
1269 døde som ofre for terrormassakren. 816 civile og 382 israelske soldater. 5400 blev såret.
254 israelere og udenlandske gæstearbejdere blev taget som gidsler og ført til Gaza, heraf 40 børn og unge. (Kilde: Magnus Rantorps bog “Hamas – terror indefra” via Politiken)
Håbet var tilsyneladende, at angrebet på Israel vil få de andre islamistiske Iranstøttede bevægelser til at kaste sig ind i kampen og tilintetgøre Israel.
Israels premierminister Benjamin Netanyahu personificerede den fjende, de ville til livs.
Og Netanyahu fik store problemer i tiden efter Hamas’ terrorangreb.
Men han tog med det samme kampen op. Og nu et år efter har han succes i kampen mod Hamas, Hizbollah og måske også Iran. Og han går selv frem i meningsmålingerne.
Netanyahu: Vi er i krig med Hamas
Lige efter Hamas’ terrorangreb gik Netanyahu i offensiven mod Hamas.
Han erklærede med det samme, at Israel var i krig med Hamas.
Når Israel blev angrebet, så slog man tilbage for at tilintetgøre angriberen. Derfor begyndte israelske tropper og kampvogne at invadere Gaza for at trænge Hamas-terroristerne og Hizbollah tilbage, så israelere kunne leve i fred.
Mange ledere og andre fra Hamas blev dræbt. Hamas blev svækket.
Israelerne ramte med højt udviklet teknologi deres mål. Men målet – Hamas – gemte sig blandt civile på skoler, hospitaler og i boligområder.
Derfor blev et stort antal civile palæstinensere dræbt og store dele af Gaza lagt i ruiner i kampen for at tilintetgøre Hamas.
Voldsom kritik af Netanyahu
Det blev Netanyahu kritiseres ,ege hårdt for.
Men han holdt fast og forfulgte sit mål: at tilintetgøre Hamas for at israelerne kan leve i fred.
Den stærkeste kritik i Israel gik dog på, at han ikke fik gidslerne hjem. Flere gidsler blev dræbt i Hamas’ fangenskab.
Næsten dagligt var der demonstrationer i Israel mod Netanyahu.
I FN blev der lagt pres på Israel for at indgå en våbenhvile. Sydafrika ville have Israel dømt for folkedrab ved Den Internationale Domstol.
USA og Europa går ind for Israels ret til at forsvare sig selv. Men de har alligevel været med til at mudre billedet til med støtte til kravet om en våbenhvile.
Hamas greb kravet om våbenhvile med kyshånd. De krævede, at Israel trak sig helt ud af Gaza som en forudsætning for at frigive gidslerne.
En våbenhvile ville være en gave til Hamas, der kunne få et pusterum til at blive styrket og reorganiseret med hjælp fra Iran.
Det forstod USA og flere europæiske lande ikke, de blev ved med at presse på for en våbenhvile.
Men Netanyahu stod fast.
Netanyahu kæmpede videre
Netanyahu og hans flertal i parlamentet ville under ingen omstændigheder indgå en våbenhvile.
Derfor kæmpede Netanyahu videre for at tilintetgøre Hamas – trods voldsom kritik og pres for en våbenhvile.
Samtidig blev Israel tvunget til at kæmpe på flere fronter.
Houtierne i Yemen beskød skibe på vej til Israel. Militser i Irak og Syrien angreb Israel. Hizbollah beskød konstant Israel fra det sydlige Libanon. Bag det hele stod Iran, der førte en skyggekrig mod Israel.
Alt imens voksede kritikken i Israel og presset for en våbenhvile steg.
Netanyahu vinder vigtige sejre og hans popularitet vokser
Men så ændrede billede sig. Netanyahu bragte Israel i offensiven.
Med stor dygtighed og stærk motivation opnåede man en række militære successer i kampen mod Hizbollah.
Hizbollahs mangeårige leder Hassan Nasrallah blev dræbt. Flere andre højtstående ledere er også blevet slået ihjel.
Verden var målløs. “Jeg havde aldrig troet, at Israel ville være i stand til at udrette dette”, sagde den sikkerhedspolitiske analytiker Jacob Kaarsbo.
Den første oktober skete der et gennembrud. Israel gik ind i Libanon for at sætte en stopper for Hizbollahs angreb.
Målet var og er, at de mange israelere, der er fordrevne fra Libanon, kan vende sikkert tilbage til deres hjem.
Og Israelerne vinder stærkt frem. De har fået en stribe militære successer mod Hizbollah.
Hamas er i knæ og Hizbollah er stærkt svækket.
Jacob Kaarsbo, siger, at han er overrasket over, hvor meget Israel allerede har opnået. “Hizbollah er stærkt svækket i ikke mindst deres ledelsesstruktur, de øverste ledelseslag er allerede blevet elimineret. Personsøgerangrebet satte også en masse kommandører i mellemlaget ud af spil og sårede en markant del af bevægelsen. Så det er et voldsomt svækket Hizbollah, vi ser, …” siger Kaarsbo til Politiken 5.10.
Vi kæmper i dag på syv forskellige fronter sagde Netanyahu i en TV-tale lørdag. Og han har tænkt sig at vinde på alle syv fronter.
Denne kampberedthed og sejrene over Hamas og Hizbollah har giver Netanyahu betydelig fremgang i meningsmålingerne.
Nogle af de israelere, der har kritiseret Netanyahu, er ved at komme på andre tanker.
Det er ved at gå op for dem, at Netanyahu har en afgørende rolle at spille i et opgør med islamisterne. Et opgør, der er en forudsætning for, at Israel kan eksistere i fred.
Netanyahu udviser en stor beslutsomhed og har så stor succes med sin strategi for at besejre Hizbollah og Hamas, at selv de israelere, der havde været vrede på ham, er i dag taknemmelige og opmuntrer ham til at være endnu dristigere og ramme Iran og dets stedfortrædere endnu hårdere.
Netanyahus popularitet vokser i den israelske befolkning som følge af de militære successer i kampen mod Hizbollah, skriver BBC.
Meningsmålinger viser opsigtsvækkende øget opbakning til Netanyahu nu hvor krigen går ind i sit andet år.
Dramatisk vending i billedet
Tilbage i januar var Netanyahus opbakning i bund med 15 procent, og et stort flertal af israelere ønskede, at han skulle træde tilbage.
Men nu ser det anderledes ud.
En undersøgelse fra den israelske avis Maariv den 13. september viste, at 41 procent af israelerne mener, at Netanyahu er den bedst egnede person til at lede en koalitionsregering.
Det markerer en betydelig fremgang fra tidligere meningsmålinger, der har vist et fald i det år der er gået.
I målingen bakkede 47 procent op bag Netanyahu mod 34 procent til oppositionens leder Yair Lapid.
Hvis der var valg i morgenville Netanyahus parti vinde valget, skriver BBC.
Samtidig har Netanyahu allerede nu fået øget parlamentarisk styrke. Hans samlingsregering har kun et meget spinkelt flertal. Men nu har et parti mere tilsluttet sig regeringen.
Derfor øget støtten til Nethanyahu
Dette er ikke nødvendigvis udtryk for, at israelernes flertal nu pludselig er blevet varme tilhængere af Netanyahu. Men det er udtryk for, at situationens alvor er ved at gå op for mange israelere.
De forbinder nu Netanyahu med viljen til at tage kampen op over for Hamas, der har invaderet Israel, og Hezbollah, der sender byger af missiler mod Israel.
Det gør indtryk på israelerne, at Netanyahu er blevet meget mere kampberedt i sit forsvar for Israels selvstændighed og sin kamp mod islamisternes indflydelse.
Men i Danmark og andre vestlige lande har mange ikke fattet, hvad der står på spil. Politisk korrekte kræfter får jævnligt fremstillet islamistiske kræfter som stakkels ofre, der ikke bliver behandlet godt nok af vores samfund.
Islamismen truer også Danmark
Kendsgerningen er, at islamismen er blevet en alvorlig trussel mod vores samfund. En trussel, der vokser i takt med en ikke-vestlig indvandring, som der slet ikke er styr på.
I stigende grad får danskere en skræk i livet, fordi de pludselig bliver konfronteret med en ekstrem voldskultur, der synes at varsle voksende problemer i fremtiden. Nu synes det for eksempel snart at blive en almindelig foreteelse, at der bliver sprængt bomber i København.
Men debatten om disse nye trusler mod vores samfund er ofte noget af en parodi.
Der synes ikke at være nogen klar strategi for noget som helst. Der synes ikke at være nogen klar strategi for, hvordan vi i Danmark skal håndtere en tiltagende islamisering af vores samfund og en dermed forbundet voldskultur.
Mange politikere og meningsdannere vælger den overlevelsesstrategi, at de lader som ingenting. Men på et eller andet tidspunkt sker der det, at man ikke længere kan skjule fremvæksten af en sådan voldskultur. Det er det, som man nu begynder at erkende.
I Danmark er det indtil videre nogenlunde muligt at håndtere den slags problemer. Men de popper stadigt hyppigere op. Voldskulturen breder sig, som enhver kan se.
Forude venter uundgåelige konfrontationer. Islamister vil angribe vores samfund, og meget tyder på, at det også vil ske med voldelige midler.
En islamiseret voldskultur vinder frem. Den skal selvfølgelig så vidt muligt bekæmpes med fredelige midler. Men det er ikke noget, vi bare selv kan afgøre.