Hvem skulle have troet det for blot en måned siden. For slet ikke at tale om for seks måneder eller et år siden. Men situationen er ikke desto mindre, at der nu endelig er ro i Gaza. I hvert fald på overfladen.
Det er en usigelig lettelse for civilbefolkningen, at der nu er fred i området, om end den indtil videre kun er midlertidig og på nogle skrøbelige præmisser. Palæstinenserne i Gaza har været igennem 15 måneders mareridt på grund af Hamas’ terrorangreb på Israel.
Det er også dejligt for de gidsler, som har levet under forfærdelige forhold i tunneler og andre steder, at de nu så småt bliver givet fri; de første tre kvinder kunne vende hjem i sidste uge. Og i weekenden blev yderligere fire gidsler sluppet fri. Følelsesmæssigt er frigivelsen af gidsler uden diskussion en kæmpe lettelse for israelerne.
Når dét er sagt, er arrangementet imidlertid en rigtig dårlig aftale for Israel og for kampen mod Hamas, Islamisk Jihad og islamismen i det hele taget.
Premierminister Benyamin Netanyahus mål var, at han først ville stoppe, når Hamas var elimineret. Det er Hamas ikke, skønt Israel ganske vist har fået ram på adskillige topfolk. Der er stadig Hamas-folk tilbage, og de går nu i gang med at omorganisere og genopbygge terrorbevægelsen. Aftalen om våbenhvile siger intet om, at Hamas ikke fortsat kan spille en rolle ved magten.
Det er ganske enkelt katastrofalt.
Det grundlæggende problem med aftalen om våbenhvile er, at man belønner mennesker, der tager gidsler. Israel og en lang række andre lande forhandler ellers principielt ikke med den slags organisationer. Men denne gang løslader Israel altså hundredvis af mordere for at få sine gidsler hjem. Så nu er der en tilskyndelse til at tage gidsler. Det virker!
Qatar spiller på flere heste
Hvorfor har Netanyahu så givet efter for præsident Trumps krav? Ifølge arabiske diplomater, som jeg har talt med, er Trumps udsending i Mellemøsten, Steve Witkoff, rigtig gode venner med Qatar, der har optrådt som mægler og samtidig spillet en dobbeltrolle ved at lade Hamas’ topfolk leve i sikkerhed og luksus i den stenrige ørkenstat.
Qatar har i flere år kastet om sig med penge. Man fik VM i fodbold til landet, man har givet store summer til amerikanske universiteter, og man har købt sig ind i amerikansk erhvervsliv. Samtidig har Qatar finansieret jihadisme i både den arabiske og den vestlige verden. Qatar ejer den stærkt problematiske tv-station Al Jazeera, der taler med to tunger på henholdsvis arabisk og engelsk. Det er også Qatar, der ejer Danmarks største moske.
Arabiske diplomater fortæller mig, at efter Trumps valgsejr sendte han Steve Witkoff til Qatar, som havde en aftale klar i skuffen. Den skulle have været vedtaget allerede i maj sidste år, men Netanyahu blev ifølge Qatar ved med at stille nye krav. Det lykkedes altså at overbevise Witkoff om, at hovedproblemet var Netanyahu.
Netanyahu forregnede sig
Witkoff rejste videre til Jerusalem og insisterede på et møde med Netanyahu – et møde, som diplomater har fortalt mig om, og som også er beskrevet i den israelske avis Haaretz såvel som i Wall Street Journal.
Netanyahu stod imidlertid fast: Hamas skulle elimineres. Witkoff meddelte den israelske premierminister, at han kunne betragte deres møde som et møde med Donald Trump. Underforstået: Nu vil vi have fred!
Netanyahu troede, at han i forvejen var gode venner med Trump. Han forregnede sig. Trump brød sig ikke om den begejstring, som Netanyahu udviste, da Joe Biden blev valgt i 2020, og det har den nye mand i Det Hvide Hus ikke glemt.
Han er til gengæld blevet gode venner med Saudi-Arabien og flere andre lande i regionen og er godt i gang med at gennemføre et paradigmeskifte i forhold til islamisme. I sin første præsidentperiode indførte han indrejseforbud til USA for mennesker fra en række muslimske lande. Denne gang leflede han i valgkampen for islamisterne i Dearborn i svingstaten Michigan, hvor over halvdelen af befolkningen er muslimer.
For præsident Trump handler det i bund og grund om at skabe fred i Mellemøsten. Derom skal der ikke herske nogen tvivl. Først og fremmest fordi krig ødelægger for mange forretninger. Hvis det lykkes ham at skabe en fredsaftale mellem Israel og Saudi-Arabien, vil andre muslimske lande følge med, og så kan Nobelkomiteen slet ikke komme uden om ham. I hvert fald ikke i Trumps egen selvforståelse.
Det løber mig koldt ned ad ryggen
Centralt og mest interessant i dette forløb er Steve Witkoff og hans møde med Benyamin Netanyahu. Det var afgørende for at underminere princippet om, at man ikke forhandler med terrorister. Hvis et af gidslerne var mit barn, ville jeg også blæse på principperne. Men overordnet og principielt set er det en stærkt problematisk aftale, som Israel har indgået med Hamas.
Hvordan det videre forløb bliver, har vi stadig til gode at se. Foreløbig løber det mig dog temmelig koldt ned ad ryggen, når jeg ser en af de 200 palæstinensiske fanger, som Israel løslod i weekenden imod at lade fire israelske gidsler gå fri. Han, Mohammed Abu Draj, er lige blevet løsladt. Og straks er han bevæbnet og vil jihad. Så forstår man bedre, at han sad i fængsel på livstid.
Ingen skal bilde sig ind, at der er nogen rimelighed i våbenhvileaftalen. Der er og bliver tale om uskyldige civile, der efter afpresning bliver udvekslet med koldblodige mordere og voldsideologer. Der tilsyneladende kun venter på en ny chance for at slå til igen. Derfor er der også en grund til, at det er meget, meget sjældent man i Israel og Vesten ser den slags aftaler blive indgået. Fordi det giver incitament til at gøre det igen.
