Hizbollah er færdig som en magtfaktor i Libanon og i Mellemøsten.
Da Israel eliminerede Hassan Nasrallah den 27. september, eliminerede man samtidig de facto Hizbollah.
Terrororganisationen kommer ikke igen efter drabet på generalsekretæren, skriver Naser Khader, som også ser en voksende intern modstand i Iran mod præstestyret:
Torsdag aften fik vi vished for, at den psykopatiske Hamas-leder Yahya Sinwar er blevet dræbt. Oplysningen nåede i første omgang de internationale medier fra den Hamas-venlige tv-station Al-Jazeera, som henviste til IDF’s radio, Israel Defense Forces.
Torsdag aften havde Hamas selv endnu ikke bekræftet drabet på Sinwar, men den anden tv-statione, Al-Arabiya, bekræfter via deres kilder i Hamas, at Sinwar er død. Så budskabet om, at Hamas nu står uden leder er ude i den arabiske verden sammen med billederne af den dræbte terrorist for fødderne af de israelske soldater.
Dermed er vi endnu et skridt nærmere mere fredelige tilstande i Mellemøsten.
Både libaneserne og den sunni-arabiske verden kan takke Israel for disse skridt. Israel har udført deres beskidte arbejde. Og det på trods af en bred fordømmelse og løftede pegefingre fra det handlingslammede FN og andre frelste institutioner i Vesten.
En befrielse af Libanon
Derfor er vi i øjeblikket vidner til en regulær befrielse af Libanon. Ved at infiltrere både Hizbollah og de inderste iranske magtcirkler er det lykkedes Israel at udrydde en perlerække af ledere med blod på hænderne.
Af samme grund har ingen lyst til offentligt at erklære sig som ny leder af Hizbollah; det indebærer en betydelig risiko for et kort liv.
Siden Hizbollahs gennembrud i 1983, da man slog 220 amerikanske marineinfanterister ihjel i Beirut, har den shiamuslimske organisation udgjort en magtfaktor, der har kørt Libanons legitime regering ud på et sidespor.
En milits, som også er et politisk parti
Foruden at bedrive terrorvirksomhed er Hizbollah nemlig også et politisk parti.
I forbindelse med en fredsaftale indgået med Saudi-Arabien i 1989 lod alle andre libanesiske partier sig afvæbne. Kun Hizbollah insisterede på at beholde sine våben, og de har sandelig gjort flittig brug af dem.
Hizbollah er det eneste parti, der er bevæbnet, og det er især gået ud over det nordlige Israel, hvor 60.000 israelere er fordrevet og venter på at kunne vende hjem i sikkerhed.
Argumentet i forbindelse med fredsaftalen dengang var, at alle skulle overdrage deres våben til den libanesiske hær. Men med støtte fra Iran nægtede Hizbollah, fordi Israel har besat noget jord i det sydlige Libanon, og Hizbollah fandt det helt nødvendigt at kunne beskytte sine egne.
Hizbollah har imidlertid aldrig forsøgt at befri området fra Israel. Det drejer sig om nogle få kvadratkilometer.
I stedet har Hizbollah effektivt besat Libanon, og de har været inde over grænsen til Syrien og slået en masse syrere ihjel, fordi iranerne bad dem om det.
Hizbollah blokerer for politiske løsninger
Libanon har ikke haft en legitim præsident i to år. Hver gang kristne grupper fremsætter forslag om en præsident, nedlægger Hizbollah veto. De vil have en præsident, der er loyal over for Hizbollah.
Forfatningen siger ellers, at præsidenten skal være kristen og medlem af den maronitiske kirke, parlamentets formand skal være shiamuslim og premierministeren sunnimuslim.
Men det vil Hizbollah ikke acceptere. Man har ikke kunnet blive enige om en præsident, og dermed er ufreden fortsat.
Hizbollah årsag til sanktioner mod Libanon
Fordi Hizbollah betegnes som en terrororganisation, er vestlige sanktioner gået ud over hele Libanon.
Landet har tidligere været kendt som “Mellemøstens Schweiz”, og der var vestlig dekadence og gang i nattelivet i et frisindet Beirut. I dag er Libanon en fejlslåen stat. Alt er gået i stå.
Tidligere kom turister fra Golf-landene til Libanon for at holde ferie, og de glædede sig til at hygge sig i et moderne, afslappet samfund. Det er slut nu. Frygten har tag i folk, og der er stor risiko for overfald og kidnapninger – også af de tidligere gæster fra Golf-landene.
Israel har svækket Hizbollah
Hizbollah er lige nu som en kylling, der har fået hovedet hugget af. Den kan stadig løbe rundt, men den aner ikke i hvilken retning, eller hvad den skal gøre. Til sidst giver den nødvendigvis op.
Det er en kæmpe sejr for Israel. Og et enormt nederlag for Iran, som flittigt har brugt de nyttige idioter i Hizbollah til at føre en stedfortræderkrig. War by proxy.
Nu er toppen elimineret, og når jeg dømmer Hizbollah færdig, kan jeg henvise til libanesiske medier, der naturligvis følger udviklingen tæt.
Libaneserne er trætte af Hizbollah
Folk er blevet langt mere vokale, end de har turdet være det i årevis. De taler højt og kritisk om Hizbollah, der har holdt deres land besat i årevis. Selv lufthavnen i Beirut har Hizbollah kontrolleret.
Nu ser jeg debatprogrammer fra libanesisk tv, hvor Hizbollah åbent kaldes et fremmedelement i Libanon.
Hizbollah er ikke loyal over for den libanesiske stat eller befolkningen, men over for Iran. Og der ses en stadig tydeligere glæde over, at hovedet er hugget af uhyret.
Den almindelige, fredelige libaneser ønsker ikke, at Hizbollah vender tilbage som en magtfaktor.
Løsningen er ikke bare en våbenhvile med Israel; løsningen er, at resterne af Hizbollah afleverer deres våben til den legitime libanesiske hær og underlægger sig hærens autoritet og magtmonopol.
Hizbollah er færdig. Man kan ikke udrydde samtlige medlemmer, naturligvis, men det bliver ikke og må aldrig blive en magtfaktor i Libanon igen. Det er slut med en stat i staten.
Hamas fanatisme fældede både dem og Hizbollah
Selvfølgelig skal vi takke Israel for at udføre det beskidte arbejde, men en særlig tak går til Yahya Sinwar, den netop dræbte Hamas-leder.
Det var ham, der satte gang i det hele. Alt det, som nu er ramlet sammen – inklusive Hamas, som også er i knæ trods godhedsindustriens fordømmelser.
Sinwar planlagde og udførte en terroraktion mod civile israelere. Værre end den 11. september 2011. Men samtidigt gravede han sin og sine allieredes grav.
Allerede den 8. oktober var Hizbollah i fuld gang med at lade missilerne regne ned over det nordlige Israel, der stadig var i chok.
Håbet om at ayatollaherne kan falde
Lykkes det nu Israel for alvor at stække de sorte imamer i Teheran, kan det give iranske unge blod på tanden til at demonstrere igen, som de har gjort det tidligere. Det blev slået hårdt ned.
Men shahens søn, Reza Pahlavi, som lever i eksil i Frankrig og netop har mødtes med Donald Trump, er godt i gang med at samle en opposition mod præstestyret.
Det var i øvrigt et interessant møde; Trump er overbevist om, at Iran stod bag de to attentatforsøg mod ham. Hans mistanke understøttes af oplysninger fra Det Hvide Hus, der udmærket har kendt til de iranske trusler.
De unge i Iran ser mod Vesten
70 procent af iranerne er unge mennesker under 30 år, og de har blikket rettet mod Vesten.
De protesterer mod mørkemændene, de smider tørklæderne, og de holder fester. De gider ikke imamerne. Tværtimod er de trætte af, at regimet bruger iranernes penge på at eksportere terror og revolution frem for at uddanne befolkningen og sørge for et anstændigt velfærdsniveau.
Udviklingen går den rigtige vej, og jeg tror på fred. Hamas, Hizbollah og Iran stod i vejen for fred, men nu er de i knæ. Håbet lever i høj grad.
