Mohammad Rona, gruppenæstformand for Moderaterne, mener, at der i den offentlige debat er en fortælling, ”der spiller på frygt – og på en forestilling om, at Danmark kun vil overleve, hvis vi lukker os om os selv.”
Hvis Rona ikke var nyankommen (35 års ophold i vores lands 1000-årige historie), ville han vide, at Danmark aldrig har lukket sig om sig selv. Med så kort tid i landet, kan jeg tilslutte mig Morten Uhrskovs kritik af Ronas brug af ”vi”, ”vores samfund” og ”vores fællesskab”:
”Jeg kan i øvrigt oplyse Mohammad Rona om, at han ikke er en del af det, han er frisk nok til at kalde ”vi”. Mohammad Rona er født i Afghanistan i 1985, kom til Danmark i 1991 og er, det kan ikke nægtes, dansk statsborger. Det gør ham ikke til dansker. Hvis Rona selv tror det, kan han for min skyld blive i sin vildfarelse, som jeg ville være i, hvis jeg flyttede til f.eks. Indonesien, fik statsborgerskab og derpå kaldte mig indoneser. Jeg ville med rette blive grinet ud” (Se DKA).
Man kunne måske forvente (eller håbe på) en smule ydmyghed. Det synes umiddelbart tåkrummende pinligt, at Rona kalder Danmark ”vores samfund”, når han har været her så kort tid.
Kulturel kompatibilitet
Danmark har altid modtaget folk fra hele verden, dels fra Europa, dels fra lande så langt væk som Chile, Srilanka, Vietnam og andre asiatiske lande. Dygtige og arbejdsomme mennesker, der hurtigt har forstået den danske kultur og i forståelse heraf bibeholdt deres egen kultur inden for hjemmets fire vægge. De har ikke provokerende spillet med musklerne på vores gader, stræder og store pladser. De har ikke sjældent allerede i anden generation kunnet tillade sig at kalde sig ”os” og ”vores”.
Mennesker fra disse lande har ét tilfælles med danskerne. De er kulturelt kompatible. Og det er ikke os, der har tilpasset os dem (som Rona skriver). Det er dem, der har tilpasset sig os. På den måde har vi sammen med disse mennesker kunnet bibeholde vores monokulturelle egenart.
Rona skriver videre: ”Højrefløjens retorik trækker linjer mellem “dem” og “os”, som om det danske fællesskab er noget, man kun kan arve, ikke noget, man kan vælge til og vokse ind i. Men det er forkert. Vores fællesskab bygger på værdier – ikke på DNA.”
Rona tager fejl. Kompatible folkeslag har vist, at det er muligt at vælge Danmark og danskerne til og vokse ind i vores lands værdier. Men Rona kan umuligt undgå at vide, at muslimer tværtom generelt ikke ”kan vokse ind i”. Og for hver ny generation, hvor kompatible folkeslag for længst er blevet danskere, forbliver langt de fleste muslimer i deres egen eller deres forældres kultur.
Et kolossalt bidrag til Danmarks BNP
Rona citerer fra Danske Erhvervs indlæg: ”I 2024 bidrog internationale medarbejdere med 361milliarder kroner til Danmarks BNP – cirka 12 procent af vores samlede økonomi. Det er et afgørende bidrag til den velstand og det velfærdssamfund, vi alle nyder godt af.”
Videre skriver Morten Langager i Danske Erhverv: ”Så der bliver kamp om de bedste hænder og de kloge hoveder.”
Og det regner Danske Erhverv og Moderaterne med, at man får for 25.000 kr. om måneden?
Løntryk og fattiggørelse
Det er horribelt, at Moderaterne har fået gennemført en nedsættelse af lønnen til 25.000 kr. om måneden. Efter skat er der ca. 18.000 kr. tilbage.
Og familien er inviteret med. Består denne udover af ægtefællen også af en flok børn?
Hvor mange af de 361 milliarder kroner på indtægtssiden er der tilbage, når udgiftssiden, som slet ikke nævnes, trækkes fra? Det undlader såvel Danske Erhverv som Rona bekvemt at nævne noget om.
Jeg kan forestille mig, at beløbet på de fleste af dem, Moderaterne ønsker importeret, må virke kolossalt, omregnet til deres egen valuta, så de kan slet ikke vente med at komme til det forjættede land.
Men når virkeligheden indhenter dem, vil udgiftsposterne på især husleje, mad og el komme som et chok. Så begynder det at knibe med at få enderne til at mødes.
Skatteyderne træder til
Man kan udmærket arbejde – i hvert fald i lavtlønsjob – uden at kunne dansk, men de fremmede skal jo kunne finde sig til rette med reglerne her. Så tolk vil i hvert fald i ”indskolingen” være nødvendig.
Og så må vi ikke glemme gratis skolegang, gratis lægehjælp, gratis specialister, gratis hospitalsophold, gratis sagsbehandler, hvor der i øvrigt alle steder mangler ”varme hænder”.
Hertil kommer boligstøtte, børnetilskud og ekstra tilskud, så børnene kan meldes ind i en fodboldklub.
Hvordan går det nu med BNP’et?
Måske husker nogle, da Mattias Tesfaye (S) fandt på, at selv om udlændinge havde fået afslag og var på vej hjem, skulle de alligevel have opholdstilladelse, hvis de havde haft arbejde i 2 år og stadig arbejdede. Det kom især en somalier med en ung kone og (på det tidspunkt) syv børn til gode. Somalieren var lykkelig, for nu skulle han til at bidrage og betale skat. Det havde han vel gjort også i de 2 år, han havde arbejdet som buschauffør.
Hvor meget vil hans skat mon bidrage med til landets BNP, når konen og de syv børn havde fået alle de tilskud, en storfamilie får?
Men det vigtige er, at hans skat bidrager til BNP’et. Udgifterne taler vi ikke om.
Længslen efter landet der var
Det land, Rona ikke har kendt, var et land, hvor overfald sjældent skete, og hvor kvinder trygt kunne gå på gaden om aftenen eller natten fra fest eller arbejde.
Når (unge) mænd blev uvenner og slog på tæven, gik vinderen af kampen sejrrig væk, så snart den overvundne lå på jorden. Ingen spark på kroppen. Ingen trampen på hovedet i håb om at lemlæste modstanderen.
Det var en tid, hvor der kunne diskuteres politik hen over spisebordet, uden at familie og venner blev rygende uvenner og aldrig så hinanden igen efter at have klistret en ondskabsfuld etiket på hinanden.
I skolerne var det lærerne, der bestemte, hvad der skulle undervises i. Overfald på lærerne var uhørt.
Idyllisk? Ja, trods manglende velstand, som vi kender i dag, var der langt større hjælpsomhed, når naboen, genboen, en kollega kom i knibe. I det store hele var det et langt tryggere samfund.
Det er længslen efter det Danmark, mange danskere i dag ønsker tilbage.