Den Korte Avis | Minister: 2025 slår alle rekorder, når det gælder frivillig hjemrejse til Syrien

Den Korte Avis | Minister: 2025 slår alle rekorder, når det gælder frivillig hjemrejse til Syrien


Sidste år rejste 665 flygtninge og familiesammenførte frivilligt tilbage til Syrien med økonomisk støtte fra Danmark. Det er et rekordhøjt antal, som bidrager til, at nettoindvandringen af syrere er negativ. Med andre ord rejser der flere syrere ud, end der kommer hertil. Ministeren håber, at stadig flere vil rejse frivilligt hjem i 2026.

 

2025 slår alle rekorder, når det gælder frivillig hjemrejse til Syrien med økonomisk støtte efter repatrieringsordningen.

 

På bare et enkelt år er i alt 665 flygtninge og familiesammenførte rejst frivilligt til Syrien med den økonomiske støtte. Det er flere end i hele perioden 2019-2024 tilsammen, hvor samlet 584 personer blev registreret som tilbagevendt til Syrien med økonomisk støtte.

 

I alt er 803 personer uanset nationalitet rejst frivilligt ud af landet med økonomisk støtte efter repatrieringsordningen i 2025. Det er det højeste antal nogensinde.

 

Udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund siger:

Jeg er meget tilfreds med, at så mange vælger at rejse frivilligt hjem til Syrien og andre lande. For det er helt afgørende, at flygtninge kun er i Danmark midlertidigt, og så længe de har brug for beskyttelse. De skal selvfølgelig rejse hjem, så snart forholdene tillader det, og de har mulighed for at det.

 

Jeg ser gerne, at endnu flere gør brug af den her mulighed og rejser frivilligt hjem. Derfor sidder vi lige nu i regeringen og ser på, hvordan vi kan gøre det endnu mere attraktivt for de her mennesker at rejse frivilligt hjem med støtte.

 

Fakta:
I dag kan flygtninge og familiesammenførte m.v. med lovligt ophold få op til ca. 250.000 kr. i økonomisk støtte ved frivillig hjemsejse (hjælp til repatriering).
Den gældende repatrieringsordning indebærer, at der kan udbetales et etableringsbeløb på knap 170.000 kr. pr. voksen samt mulighed for yderligere dækning af en række udgifter, såsom udgifter til rejsen og eksempelvis køb af erhvervsudstyr og udgifter til medicin, svarende til i alt op til omkring 250.000 kr. pr. voksen. Hertil kommer et etableringsbeløb på ca. 50.000 kr. pr. barn og mulighed for dækning af en række udgifter, herunder udgifter til skolegang.
Repatrieringsordningen har været permanent siden 1. august 1993, og den 1. januar 2000 trådte en selvstændig repatrieringslov i kraft. Ordningen er løbende blevet udvidet og justeret.





Source link