Det er nok ikke helt ukendt for de fleste, at Menneskerettighedsdomstolen gang på gang ændrer de udvisningsdomme, som EU-landenes domstole har idømt forbrydere, der har opholdstilladelse i deres land.
Der gives meget lidt rum for politikerne til at vedtage love, da implementeringen i 1992 af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention i danske love betyder, at det er konventionen, der skal følges af vores egne domstole.
Samtidig med, at Menneskerettighedskonventionen til stadighed tilføjer nye rettigheder til kriminelle udlændinge under hatten ”retten til privatliv”, udvider også den aktivistiske Menneskerettighedsdomstol nye rettigheder, så EU-landene dømmes til at beholde selv meget grove forbrydere.
Nedennævnte to artikler i Menneskerettighedskonventionen er især dem, som dommerne i Menneskerettighedsdomstolen anvender til at ændre EU-landenes udvisninger.
Menneskerettighedskonventionens artikel 8 – retten til familieliv
Retten til familieliv er en menneskeret, som vi nok alle kan tilslutte os. Men der er nok mange, der ikke er klar over, at Domstolen anvender de mest fantasifulde fortolkninger for at ændre de nationale udvisningsdomme.
Er den kriminelle født eller opvokset her fra barnsben, er det stort set lige så godt som at være dansk statsborger.
Men derudover vurderes, til hvilket land den kriminelles tilknytning er størst: Danmark eller hjemlandet. Begrebet tilknytning er ikke så meget et spørgsmål, om den kriminelle er velintegreret, men om han selv har stiftet familie, altså har en ægtefælle og børn, om hans hjemlands familie bor i Danmark, om der er familiemedlemmer i hjemlandet, om han taler hjemlandets sprog, og om hvor ofte han har været på ferier i sit hjemland.
I storkammerdommen (Savran mod Danmark) skete igen en nyskabelse, for også her udvidede Menneskerettighedsdomstolen sin fortolkning, således at mordere, hvis de er psykisk syge, ikke må udvises, da de ikke formodes at kunne få den samme behandling i hjemlandet, som tilfældet er i et EU-land. Er de allerede hjemrejst, skal de hentes tilbage.
Menneskerettighedskonventionens artikel 3 – Forbud mod tortur
Ingen må underkastes tortur og ej heller umenneskelig eller vanærende behandling eller straf.
Alle kan nok tilslutte sig forbud mod tortur. Men også under umenneskelig eller vanærende behandling eller straf kan der med lidt god fantasi tilføjes nye ideer.
Vurderes det, at den kriminelle ikke kan få et arbejde eller på anden måde klare sig i sit hjemland, så regnes det for en vanærende og umenneskelig straf at udvise ham.
Som det ses, tager Domstolen det mest mulige hensyn til kriminelle, uanset hvordan det påvirker befolkningen.
Man kan næsten ikke undgå at få tanken, at disse fortolkninger skyldes, at Domstolen synes, det er synd for de kriminelle. Ansvaret for forbrydelserne løftes af de kriminelles skuldre og overføres til befolkningen.
Opsigelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
Det er ikke første gang, at professor, dr.jur. Mads Bryde Andersen advokerer for, at politikerne skal opsige Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Se Berlingske – bag betalingsmur.
Han har gang på gang givet udtryk for, at Danmark uden at bryde nogen internationale pligter kan træde ud af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) for straks derefter at tiltræde i den med forbehold på de særlige områder, hvor domstolens aktivistiske fortolkninger kolliderer med dansk politik.
Bryde Andersen står ikke alene med sin kritik af Menneskerettighedsdomstolen, som han mener underminerer demokratier.
Nogle af landets bedste jurister har gang på gang kritiseret Domstolen: professor Ph.d. Jens Elo Rytter, fhv. højesteretspræsident professor Børge Dahl, Professor i strafferet på Aarhus Universitet Gorm Toftegaard Nielsen og Højesteretspræsident Jens Peter Christensen. Sidstnævnte har bl.a. udtalt: ”Det er karakteristisk for Menneskerettighedsdomstolen, at dommerne på grundlag af abstrakte principper i betydeligt omfang selv fastlægger de regler, de synes, skal gælde.”
Man skulle jo umiddelbart tro, at med sådanne kapaciteter at støtte sig til, vil politikerne ikke være bange for at opsige Menneskerettighedskonventionen og – som advokeret for af Bryde Andersen – straks indtræde i den igen, nu med de forbehold, der er nødvendige for, at vi kan slippe af med kriminelle udlændinge permanent.
Men de danske politikere affinder sig med Menneskerettighedsdomstolen og dens evindelige nyskabelser uanset utryghed og store dagligdagsproblemer for mange i den danske befolkning.
Menneskerettighedsdomstolens nye idé – reel eller teoretisk tilbagevenden
Mange har undret sig over, at når kriminelle udlændinge dømmes til udvisning sker det yderst sjældent permanent. Der er oftest tale om et vis antal år, f.eks. 6 år eller 12 år. Men hvorfor i alverden skal vi tage forbrydere tilbage, som vi én gang er sluppet af med?
Men nu har Menneskerettighedsdomstolen igen fået en ny idé, hvorefter mange kriminelle slet ikke mere kan idømmes udvisning.
Med nye principper for udvisningsdømte kriminelle udlændinge får de nu et krav på at blive boende i det land, de har opholdstilladelse i – her Danmark. For hvis de ikke reelt – men kun teoretisk – kan vende tilbage efter 6 eller 12 år afhænger det af, om det vil være muligt for dem at få visum til Danmark. Og det vil mange fra lande uden for EU ikke kunne opnå. Så derfor må de slet ikke idømmes udvisning.
Et eksempel herpå er sagen om den irakiske Sharafane, en kokainhandler der blev dømt til udvisning i 6 år. Men da Sharafane ankede til Menneskerettighedsdomstolen, blev Danmark blev dømt til at beholde ham, da han kun teoretisk – hævdede Domstolen – men ikke reelt ville kunne få visum til Danmark, når de 6 år var gået.
Her må indskydes, at dommerne i Domstolen ofte ikke er eller har været dommere i deres respektive lande inden de blev indrulleret i Menneskerettighedsdomstolen. De er NGO’ere med baggrund i humanisme og menneskerettigheder. Således havde kun to af dommerne i Sarafanes sag været dommere, før de kom til EMD.
Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti
Allerede i 2017 stillede Dansk Folkeparti et § 20 spørgsmål til Justitsministeren om konsekvenserne, hvis Danmark udtrådte af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Ministersvaret kan ses her. Svaret er indhentet hos embedsfolk og er som forventet i det hele en advarsel mod en udmeldelse. Danmarks omdømme ville være i fare. De andre medlemslande ville muligvis kræve Danmark smidt ud af EU. Altså den sædvanlige svada fra juristerne, når et parti nævner noget om udtrædelse.
Den 14. november 2024 kom også de Konservative på banen. I Beslutningsforslag nr. B 62 anmodede partiet om, at man afsøger rammerne for Danmarks internationale forpligtelser.
Som vælgerne har sammensat Folketinget, skal vi nok ikke forvente, at Danmark udtræder af de for landet så skadelige konventioner og kræver, at dommerstanden i Menneskerettighedsdomstolen alle er juridiske dommere. Endvidere ophæver den i 1992 implementering af Menneskerettighedskonventionen i danske love og undlader at følge de politiserende domme, så mange andre lande gør.
Så kunne Danmark igen selv vedtage love i overensstemmelse med vores kultur og sædvane og selv bestemme, hvem der skal bo her i landet.
Som professor Mads Bryde Andersen anfører (se link ovenfor):”Intet – hverken i EMRK, i statutten for Europarådet, i EU-traktaterne eller i traktatretten – forhindrer Danmark i at træde ud af EMRK med henblik på øjeblikkelig genindtræden med de forbehold i relation til enkelte EMRK-artikler og i relation til de bestemte retsområder, som Folketinget måtte udpege.”
Bryde Andersen bemærker endvidere, at ”EMRK som følge af domstolens aktivisme har fået et indhold, som ingen kunne have forudset i 1953, da vi ratificerede konventionen.”