Der er noget absurd og ildevarslende over de drøftelser, der nu løber mellem Donald Trump, Vladimir Putin og Volodymyr Zelenskyj.
Det absurde ligger i, at de involverede i den grad spiller med fordækte kort. De lader, som om der er tale om en helt almindelig forhandling. Men de forsøger at dominere hinanden med alle de tricks, der nu findes i bogen.
Der er sådan set ikke tale om rigtige forhandlinger, hvor man indgår kompromis’er, der skal finde en farbar fælles vej frem for Europa.
I stedet er der tale om en benhård magtkamp.
Putin vil underkaste sig Ukraine. Det har han villet længe, og det er Zelenskyj helt på det rene med. Men Zelenskyj er klar over, at den vigtigste del af den kamp, han står i, ikke længere handler om direkte våbenmagt.
Nu handler den om at vinde politisk opbakning til sine mål. Opbakning fra Donald Trump og fra de vestlige lande med USA i spidsen – men altså vel at mærke et USA, der er overtaget af Trump.
Derfor går Zelenskyj forsigtigt frem. Han vil ikke ud i en ny åben konfrontation med Trump og hans håndgangne mænd, som han oplevedet det under det famøse verbale slagsmål i Det Hvide Hus.
Det er en vanskelig situation for Zelenskyj. Han har i den nuværende situation ikke de store magtmidler, som han kan true eller presse med. I stedet forsøger han at skabe en positiv stemning i håbet om, at det i det mindste vil kunne flytte noget.
Trump satser først og fremmest på at smede en alliance med Putin. Han forestiller sig formentlig, at han kan blødgøre den russiske diktator, så denne er parat til at indgå kompromis’er. For Trump er dette nødvendigt: Som landet ligger, er Putin en afgørende magtfaktor, som Trump tydeligvis er parat til at tilpasse sig.
Trump fabrikerer så en begrundelse, der giver indtryk af, at Putin af et ærligt hjerte ønsker at skabe en våbenhvile. Men han (Trump) har det åbenlyse problem, at Putin absolut ikke udviser nogen entusiasme over for en våbenhvile.
Putin går nu som før efter at undertvinge Ukraine. Og han forbereder sig på at bruge den nødvendige magt, for at det kan ske. Han ser dette som et skridt på vejen mod et større opgør med Vesten.
Men så længe en afgørende russisk sejr over Vesten ikke er inden for rækkevidde, ønsker han ikke at kaste sig ud i en risikabel væbnet konfrontation med Vesten. Så foreløbig afventer han, mens han gør sig klar til nye erobringsforsøg mod Ukraine. Og på længere sigt rækker Putins magtambitioner så længere ud i Europa.
Sandsynligheden taler for, at landene i det baltiske område risikerer at blive det næste bytte for de russiske magtambitioner.
Trump forsøger at anslå optimistiske toner, fordi han har brug for noget succes. Men foreløbig er der altså ikke engang tale om, at man er på vej til at indgå en våbenhvile.
I forsøget på dog at få lidt succes og optimisme ind i billedet taler Trump om en “fremragende tone og ånd” i drøftelserne med Putin. Det er mere lyrik end realiteter. Putin nøjes da også med mere forbeholdent at tale om “meningsfulde og åbenhjertige drøftelser”.
I Trumps bagland lyder der røster, som spørger, om Putin simpelt hen trækker Trump rundt ved næsen. Den russiske diktator synes ikke at være til forsoning og forlig. Men han gør gode miner til slet spil. Og Trump, der er opsat på at vise sit værd som samlende kraft, synger med på sangen om, at man er ved at skabe store resultater.
Men det er man ikke. Det er kendsgerningen. Putin fortsat reelt afviser en våbenhvile. Han siger, at han er indstillet på kompromis’er med Ukraine. Men realiteten er, at Putin ikke rokker sig ud af stedet.
De krav, som Putin fremsætter i forhold til Ukraine, er stor set de samme krav, som Rusland fremsatte, da Rusland angreb Ukraine for tre et halvt år siden.
I februar 2022 retfærdiggjorde Putin sin invasion i Ukraine med vilde påstande om, at landet blev styret af nazister, der blev støttet af Vesten. Zelenskyj blev kaldt en illegitim præsident. Ukraines demokratisk valgte regering skulle erstattes af et prorussisk marionetregime.
Det er dette mål for krigen mod Ukraine, Putin holder fast i som forudsætning for en våbenhvile. Putins reelle mål er at fortsætte sin erobringskrig mod Ukraine. Med flere af de myrderier, som man har set i Ukraine – også mod uskyldige, ubevæbnede civile som i Sumy og Kiev.
Der er i den grad noget surrealistisk i, at Trump bliver ved med at tale, som om parterne i Ukraine-konflikten bare skal have sig en ‘god snak’, så man kan få ryddet misforståelser af vejen.
Kendsgerningen er, at Putin iskoldt går efter at undertvinge Ukraine, så det endegyldigt bliver indlemmet i et Storrusland eller i hvert fald underkaster sig et sådant Storruslands magt.
Putin ønsker ikke en våbenhvile her og nu. Han ønsker at fortsætte sin erobringskrig mod Ukraine. Og Trump fungerer i realiteten som en ‘nyttig idiot’, der skal bistå med at bringe den storhed tilbage, som Rusland havde på Katarina den Stores tid.
Putin går ikke efter våbenhvile. Han går efter russisk storhed og magt. Rusland er en aggressiv magt. Det er ikke styret af ønsket om gode relationer til de omgivende lande. Det er styret af ambitionen om at dominere.
Trump har indtil videre en betydelig magt og indflydelse i kraft af sin sin præsidentstatus og sin pengepung. Men præsidentmagt kan være en flygtig ting. Vælgere kan forsvinde. Og nok giver penge indflydelse, men til syvende og sidst er det våben, der er afgørende for magtforholdene i verden.
De våben har Putin i den grad. Det har Trump også. Men han har dem til låns i den forstand, at han er afhængig af vælgerbefolkningen på en måde, som Putin slet ikke er. Taber Trump sit tag i vælgerne, kan han komme i alvorlige problemer.
Derfor må Trump gardere sig. Han skal have ordentligt tag i vælgerne. Og han skal have stærke allierede – det søger han at opnå i allianccn med Putin.
Diktatoren Putin står stærkt. Han skal ikke tækkes vælgerne, og han har desuden en massiv våbenmagt i ryggen.
Alt tyder på, at Putin går efter at erobre mere magt i Europa. Landene i Baltikum og Østersøen er udsatte i den forbindelse, og det gælder til en vis grad også Danmark.
Samtidig er Ukraine sårbart i forhold til Ruslands magt, hvilket i den grad fremgår af den aktuelle udvikling.
Trump forsøger at favne Putin. Han ønsker at opnå en afgørende indflydelse arm i arm med den russiske diktator.
Men Trump kan ikke styre Putin. Den russiske diktator sidder på så stor en magt – i sidste ende atomvåbnene – at Trump er nødt til at være gode venner med Putin, hvis han virkelig vil have noget at skulle have sagt.
Trump har en indflydelsesrig rolle. Men han kan ikke diktere Putin, hvad der skal gøres. Så derfor tilpasser han sig den russiske diktator.
Det kommer til udtryk i, at Putin afviser en våbenhvile – og slipper af sted med det.
Den russiske diktator kræver, at ukrainerne skal forlade de besatte områder under en våbenhvile. Og det ville reelt være en overgivelse, hvilket selvfølgelig er helt uacceptabelt for ukrainerne.
Her kunne man i princippet tænke sig, at Trump greb ind og stillede sig på ukrainernes side. Men det gør han ikke. Han holder ret lav profil.
Trump har truet Rusland med strammere sanktioner og øget våbenhjælp til Ukraine. Men det bliver ved ordene, og der er ikke udsigt til, at der bliver gjort alvor af truslerne. Putin har overtaget i forhold til Trump.
Putin afviser reelt fortsat en våbenhvile. Han kræver, at ukrainerne skal forlade de besatte områder under en våbenhvile. Og det ville reelt være en overgivelse – noget, der selvfølgelig er helt uacceptabelt for ukrainerne.
Men Trump lader det ske. Og Putin har reelt ikke rokket sig en tøddel. Han holder fast i de vidtgående krav, der blev fremsat, da Rusland angreb Ukraine for tre et halvt år siden. Dengang sagde Putin: “Det vigtigste for os er at eliminere de grundlæggende årsager til denne krise.”
Putin taler fortsat om at “afnazificere” og “demilitarisere” Ukraine – med en retorik, som hører fortidens Rusland til.
Hans mål er klart: Han vil fortsætte sin erobringskrig mod Ukraine.
Og Trump lader det ske. Han tilpasser sig Putin og løber politiske ærinder for den russiske diktator.
Imens siger Trump en masse ting, som Putin ikke tillægger afgørende betydning. Trump kaldte således sin opreklamerede telefonsamtale med Putin for “fremragende”.
Men den våbenhvile, som Trump taler om, ønsker Putin ikke her og nu. Han ønsker at fortsætte sin erobringskrig mod Ukraine.
Men Trump lader som ingenting. Han er helt opslugt af, at hans samarbejde med Putin skal give indtryk af stor indflydelse og stor succes. Han kalder sin telefonsamtale med Putin for “fremragende”. Det står uklart, om han selv ved, hvad han mener med det.
Trump ytrer sin glæde over, at Rusland og Ukraine skal mødes til fredsforhandlinger snarest. Men han har stort set intet sagt om kravene til sådanne forhandlinger. Og han har heller ikke sagt noget om, hvilke konsekvenser det skulle have for Putin, hvis ikke Rusland stoppede angrebene på Ukraine.
Der bliver intet sagt om sanktioner mod Rusland eller øget våbenhjælp til Ukraine. Der fremsættes ingen klare krav til, hvad der skal komme ud af sådanne forhandlinger.
Trump kaldte sin telefonsamtale med Putin for fremragende. Men han sagde intet om, hvilke krav der skulle stilles til videre forhandlinger. Og han sagde intet om konsekvenserne for Rusland, hvis man ikke stoppede angrebene på Ukraine.
Kort sagt: Det er en billig omgang. Den har ikke bidraget til at komme nærmere en fred.