Den Korte Avis | Mange danskere oplever medarbejdermanglen i hverdagen

Den Korte Avis | Mange danskere oplever medarbejdermanglen i hverdagen


DANSK ARBEJDSGIVERFORENING

 

6 ud af 10 danskere oplever mangel på medarbejdere i hverdagen. Det giver blandt andet ventetid til læge- og hospitalsbesøg eller til håndværker- og serviceydelser, hvilket er de to områder, hvor danskerne oftest møder udfordringerne med medarbejdermanglen.

 

Størstedelen af danskerne oplever, at der mangler medarbejdere både i den private og offentlige sektor. Det viser en ny, repræsentativ undersøgelse, som Epinion har gennemført for DA blandt 2.007 danskere i alderen 18-65 år. I undersøgelsen er danskerne blevet spurgt til, om de er stødt på udfordringer det seneste år, som skyldes mangel på medarbejdere.

 

Samlet set har 6 ud af 10 danskere gennem det seneste år oplevet en eller flere udfordringer, der skyldes mangel på medarbejdere. Det svarer til, at ca. 2,2 mio. danskere mellem 18 og 65 år har haft udfordringer på grund af mangel på arbejdskraft.

 

Mere end 4 ud af 10 svarer, at de har oplevet ventetid i det offentlige i forbindelse med fx læge- eller hospitalsbesøg, ligesom 3 ud af 10 har måttet vente på håndværker- og serviceydelser (fx tømrer, VVS’ere, mekaniker, frisør og rengøring) på grund af medarbejdermangel, jf. figur 1.

 

Ligeledes svarer 18 pct. af danskerne, at de har oplevet problemer med lang leveringstid på de produkter og varer, som de ønsker, mens 8 pct. har oplevet ventetid, når de bookede bord på en restaurant på grund af mangel på medarbejdere.

 

Figur 1. Mange danskere oplever ventetid på grund af mangel på medarbejdere

 

Kigger vi nærmere på de danskere, der har oplevet udfordringer på grund af medarbejdermanglen, svarer stort set alle, at det er et problem, jf. figur 2. Godt 4 ud af 10 betegner udfordringerne som et meget stort eller stort problem, og halvdelen svarer, at udfordringerne var af mindre omfang.

 

Figur 2. 4 ud af 10 angiver det som et meget stort eller stort problem

 

Blandt de personer, der har oplevet udfordringer med at få udført en opgave eller købe et produkt grundet for få medarbejdere, svarer 3 ud af 10, at de har måttet opgive at få udført deres opgave eller køb, jf. figur 3. Hermed går vi som samfund glip af vækst og velstand, når vi ikke kan få udført de opgaver, som vi har brug for.

 

Figur 3. 3 ud af 10 har måttet opgive deres opgave eller køb pga. mangel på medarbejdere

 

Survey udarbejdet af Epinion

Epinion har for DA spurgt danskerne om konsekvenserne af mangel på medarbejdere, som både private og offentlige virksomheder oplever.

Stikprøveundersøgelsen er udarbejdet på baggrund af 2.007 gennemførte interview med et repræsentativt udsnit af danskerne i alderen 18-65 år.

 

Interviewene er indsamlet via et onlinepanel i perioden d. 26. juni-4. juli 2024.





Source link