Fyns Politi har indhentet videoovervågning og talt med vidner i forbindelse med et røveri mod Rema1000 i Nørre Aaby i Middelfart den 29. december 2024.
På den baggrund efterlyses gerningsmanden nu med fotos fra butikken samt oplysninger fra vidner.
Den 29. december 2024 kl. 2023 blev der begået et væbnet røveri i Rema 1000, Jernbanevej 1, Nørre Aaby.
Her henvendte gerningsmanden sig ved kassen og sagde til kasseekspedienten: ”det er et røveri, hænderne op” samt ”giv mig pengene” imens han pegede på kasseekspedienten med en kniv. Herefter fik gerningsmanden et kontantbeløb udleveret.
Gerningsmanden beskrives som:
Mand, 18-25 år, 180-185 cm, Kropsbygning: Spinkel, Hudfarve: lys, talte dansk.
Var iført sort jakke med hvidt mærke på venstre skulder og mindre hvidt logo på venstre bryst. Mørk hættetrøje under jakken. Mellemblå Jeans og mørke kondisko.
Maskeret med tørklæde/halsedisse til op over næsen og hætte trukket over hovedet. Bar mørke handsker.
Gerningsmanden var bevæbnet med kniv og undløbet med de stjålne kontanter i en blå Rema 1000 pose.
Der er sikret DNA fra gerningsstedet, som politiet afventer svar på.
På overvågning fra gerningsstedet ses gerningsmanden undløbe alene i vestlig retning ad Svinget.
Vidner har efter røveriet kontaktet politiet og forklaret, at de har set en mandsperson svarende til gerningsmanden løbe ad Østergade i vestlig retning og på Kongsgaardsvej i sydlig retning mod rundkørslen ved Idrætsvej.
Fyns Politi er interesseret i at høre fra borgere
Har du set eller hørt noget i relation til røveriet. Det kan være:
- At du har set noget ved butikken eller på den beskrevne strækning den 29. december omkring gerningstidspunktet kl 20.20-20.40
- At du bor langs den nævnte strækning og har videoovervågning i din indkørsel eller i din bil som måske har optagelser fra gerningstidspunktet
- At du kan genkende – eller mener at kunne genkende – gerningspersonen ud fra overvågningsbillederne og signalement
- At du har hørt nogle tale om nogen eller noget, som kunne have relation til røveriet
Du kan som altid kontakte Fyns Politi på telefon 114.