Hvem har skylden for krigen i Gaza?
Mandag var det et år siden den islamistiske terrorbevægelse Hamas angreb Israel, hvor de dræbte ca 1200 israelere og tog omkring 250 med sig tilbage til Gaza, hvor mange fortsat sidder som gidsler.
Det er en deprimerende dag, og det er det også, fordi vi såvel nationalt som internationalt har oplevet en massiv forløjethed, hvad angår placeringen af ansvaret for krigen i Gaza.
Synspunkt
Det var Israel, der blev angrebet af Hamas, men det var deres egen skyld, for de havde med deres bosættelsespolitik mm nedkaldt angrebet over sig selv.
Synspunktet er på månen. Enhver stat må reagere på et så massivt angreb på dets civilbefolkning. Hvordan kan det blive Israels skyld, at Hamas angriber Israel
Synspunkt
Det er Israels skyld, at krigen i Gaza er gået så hårdt ud over uskyldige kvinder og børn, fordi Israel ikke respekterer krigens love.
Synspunktet er på månen. Alle ved, at Hamas gemte sig for israelerne på hospitaler og i skoler. Hamas havde åbenbart ikke nogen problemer med, at kvinder og børn fik lov at betale regningen for deres aggression.
Synspunkt
Det er Israels egen skyld, at de israelske gidsler ikke er blevet frigivet, fordi Israels krav om, at gidslerne som det første skal frigives, blokerer for videre forhandling.
Synspunktet er på månen. Selvfølgelig kan der først forhandles våbenhvile, når Hamas som det første har tilbageleveret samtlige gidsler. Skulle Hamas bare have haft lov at beholde dem, så de til enhver tid kunne true med deres henrettelse?
Mogens Lykketoft
I en dansk kontekst er det især Mogens Lykketoft, der har taget det på sig at forklare, hvordan Israel er skurken i Mellemøstkonflikten. Det gjorde han senest i Deadline 3.10, hvor han som en anden Kloge Åge alvorstungt og bekymret belærte os om, at hele forløbet viste, at Israel var den skyldige.
Lykketofts synspunkt er, at Hamas nok er skyldige, men såkaldt almindelige palæstinensere i Gaza er uskyldige ofre for Israels aggression. De ønsker som alle andre almindelige mennesker blot fred og ro.
De nærer ifølge Lykketoft ingen sympati for Hamas islamiske fundamentalisme og terror.
Men den idealisering af ”almindelige palæstinensere” har intet på sig.
Palæstinenserne slutter tvært imod massivt op om Hamas og dets målsætninger. Det har været åbenlyst siden der i begyndelsen af 2006 afholdtes folkeafstemninger på både Vestbredden og i Gaza. Her viste det sig, at den palæstinensiske befolkning massivt og mod Vestens forventning støttede Hamas.
Palæstinenserne er formet af Hamas og Det muslimske Broderskab. Og for dem er to-statsløsningen helt uacceptabel.
Landet skal ikke deles, nej, jøderne skal smides i havet.
Det er religiøs pligt for muslimer at føre væbnet jihad mod Israel med henblik på at erobre hele Palæstina: ”From the river to the sea, Palestine will be free.
Så Lykketofts og andre danske politikeres to-statsløsning forudsætter altså i den palæstinensiske tolkning, at Israel udslettes.
Det ved Lykketoft godt, men det undgår han meget bekvemt at forholde sig til. For i hans optik er Israel de skyldige i Mellemøstkonflikten og palæstinenserne de uskyldige ofre. Dette hans narrativ er så fortegnet, at det har karakter af en karikatur.
Men det har ikke forhindret den danske venstrefløj i at gøre hans holdninger til sine i Mellemøstkonflikten. Arven fra Lykketoft har fået Venstrefløjen til at forråde deres forhold til vigtige bastioner som for eksempel kvindekamp og demokrati.
Opgør med arven fra Lykketoft
Men kunne man ikke bare vælge at være ligeglad med, hvad en selvhøjtidelig, humorforladt og manipulerende ronkedor som Mogens Lykketoft mener? Nej, desværre ikke.
Hans forløjede og forvrængede holdninger er også mainstream i store del af EU, FN og USA.
Israel er i FN og store dele af den vestlige verden stigmatiseret som hovedskurken, som ethvert tænkende og følsomt menneske må distancere sig fra.
Det er ubegribeligt, at vi vælger at identificere os med en islamistisk og terroristisk organisation som Hamas fremfor det demokratiske Israel, men sådan er det altså.
Men heldigvis er der nu i al fald i Danmark langt ind i Socialdemokratiets rækker ved at vise sig en begyndende træthed, hvad angår Lykketofts dæmonisering af Israel.
Der er en stadigt stigende træthed over den dødssyge og selvdøde to-statsløsning som Lykketoft har været bannerfører for. Det oplevede man for eksempel, da Socialdemokratiets politiske ordfører var i TV.
Holdningen synes at være, at der nok skal en to-statsløsning til, men den skal ikke omfatte en egentlig og selvstændig palæstinensisk stat.
En sådan anderledes to-statsløsning er for eksempel skitseret i Abrahamaftalerne fra omkring år 2020.
Her er der ingen plads til, at de totalitære og illoyale palæstinensere får en egentlig selvstændig stat.
De må nøjes med en form for lokalt selvstyre indenfor Israels grænser.
Det skal ikke være op til dem eller det utroværdige FN at nikke ja til en fredsaftale.
Svend Lindhardt