Af Aia Fog, cand. jur., formand for Trykkefrihedsselskabet
Lucy Connolly er fri efter 377 dage i fængsel. Hendes navn er nu føjet til den efterhånden lange række af britiske borgere, som er blevet straffet, ikke fordi de har begået noget kriminelt, men fordi de har ytret sig kritisk mod magthaverne og samfundsudviklingen.
Sagen begyndte den 27. juli sidste år, da England blev grundrystet af attentatet i Southport, hvor en islamist knivdræbte tre små piger til et dansearrangement.
Det fik den 41-årige dagplejemor, Lucy Conolly til i raseri og afmagt at skrive på X: ”Massedeportation nu: brænd alle hotellerne [der huser illegale migranter ] ned – jeg er kold. Hvis det gør mig til racist, er det bare ærgerligt”.
Hendes frustrerede tweet om Southport attentatet – som hun slettede samme dag – blev ikke desto mindre gjort til årsag til en lang fængselsstraf. Formålet var tydeligt: At gøre hende til et afskrækkende eksempel.
Hun er langt fra den første: sammenlagt er der i England blevet idømt mere end 39 års fængsel for ytringer siden Southport-attentatet. Mest spektakulær er den engelske ytringsfrihedsaktivist Tommy Robinson, der afsonede 7 måneder i isolation for at have offentliggjort en magtkritisk dokumentar. Han står allerede som symbol på, hvad der sker, når man konfronterer systemet. Robinson er gentagne gange blevet retsforfulgt og fængslet under påskud, som mange jurister siden har kaldt både politisk motiverede og juridisk problematiske. Hans ”forbrydelse” var ikke at bryde loven, men at tale om emner, som magthaverne ønsker skjult: at eksponere grooming-skandalerne, myndighedernes svigt og den stadigt mere udbredte anvendelse af dobbelte standarder i myndighedsudøvelsen. For både Connolly og Robinson gælder det samme: De er blevet behandlet som statens fjender, fordi de udfordrede magthavernes fortælling.
Et demokratisk skråplan
England, som i generationer er blev betragtet som frihedens hjemland, bevæger sig nu faretruende langt væk fra sine egne idealer. Når almindelige borgere fængsles for ord, er det ikke blot enkeltsager, men symptomer på en større sygdom: Ytringsfriheden er ikke længere garanteret.
Connollys fængsling handlede ikke om retfærdighed, men om magt. Og Robinsons mange retssager er udtryk for samme mønster: staten bruger domstole og politi til at intimidere og disciplinere, i stedet for at beskytte borgerne og deres frihed.
USA holder øje – fordi det er nødvendigt
Det mest opsigtsvækkende i Lucy Connollys sag er dog, at sagen nu er nået til Washington. Trump-administrationen har bekræftet, at man overvåger Connollys sag, og at man er bekymret over ytringsfrihedens tilstand i Storbritannien. En talsmand udtalte: “The United States supports freedom of expression at home and abroad, and remains concerned about infringements on freedom of expression.”
Normalt ville det være utænkeligt, at USA officielt fulgte en britisk retssag om en husmor -og ganske uhørt, at en vestlig allieret blander sig i et lands interne affærer. Men netop den omstændighed, at USA – helt åbent – føler sig kaldet til at overvåge frihedsrettighederne i England, er en knusende dom over britisk demokrati: når et af verdens stærkeste demokratier føler sig nødsaget til at holde øje med, hvordan Storbritannien behandler sine egne borgere, afslører det, hvor langt man er gledet væk fra grundlæggende borgerrettigheder.
At Trump-administrationen går ind i sagen, bør derfor ikke betragtes som utidig indblanding i et andet lands indenrigspolitik, men som udtryk for dyb bekymring for den demokratiske udvikling hos en nær allieret og bestyrtelse over, at Englands egen regering ikke længere beskytter sine borgeres friheder.
Et faresignal til alle
Lucy Connolly er fri, men hendes sag – ligesom Tommy Robinsons – står tilbage som bevis på, at ytringsfriheden i Storbritannien er truet indefra. Det er ikke de voldelige optøjer, systemet for alvor vil knuse. Det er de stemmer, der stiller spørgsmål, som man ikke ønsker hørt.
Når USA må holde øje med England, er det et faresignal til os alle: Hvis England, selve frihedens vugge, kan glide så langt ud, er ingen af os sikre.
Aia Fog
cand. jur.
Formand for Trykkefrihedsselskabet