Efter at en 42-årig libysk mand og en 41-årig russisk mand begik vold mod hinanden på asylcenteret i Hviding, er der nu afsagt dom i sagen.
Libyeren er ved Retten i Esbjerg idømt ti måneders fængsel og udvisning med indrejseforbud i seks år.
Russeren blev idømt tre måneders fængsel samt advarsel om udvisning.
De blev begge dømt for grov vold.
Russeren fik en kniv i brystet – libyeren en elkedel i hovedet
Slagsmålet fandt sted søndag den 12. januar 2025 på asylcentret i Hviding, hvor begge kom alvorligt til skade og kørt på hospitalet.
Under slagsmålet stak libyeren en kniv i brystet på russeren, men det hindrede ikke russeren i at fortsætte.
Han fik fat i en elkedel, som han bankede libyeren i hovedet med, ligesom han slog ham flere gange i hovedet og på kroppen.
De blev begge fremstillet i grundlovsforhør den 13. januar 2025 og har været varetægtsfængslet frem til sagens behandling i retten den 20. og 26. maj med domsafsigelse den 3. juni.
Begge mænd modtog dommen. Libyeren er fortsat varetægtsfængslet på grund af udvisningsdommen, medens russeren blev løsladt til senere afsoning.