Danmarks yngste parti i Folketinget har mildt sagt fået en kaotisk start.
Moderaterne havde knap nok fået sæde i Folketinget, førend skandaløse forhold om mobning og ekstremt dårligt arbejdsmiljø i partiets sekretariat kom til offentlighedens kendskab.
Og nu er den gal igen.
Lars Løkke at bestikke folketingsmedlem til at forsvinde
Således har Frihedsbrevet via en lydfil afsløret, at Danmarks udenrigsminister om aftenen den 16. november 2023 i en kælder ude på Islands Brygge forsøgte at bestikke folketingsmedlem Mike Fonseca til helt at forsvinde ud af Folketinget.
Beløbet, der skulle få Fonseca til at forsvinde fra både Moderaterne og Folketinget, lød på 360.000 kroner, så hans plads i Folketinget kunne overtages af hans suppleant.
Af lydoptagelsen fremgår det ligeledes, at Mike Fonseca gav udtryk for, at han følte sig både “afpresset” og “manipuleret.”
Shitstorm på grund af 15-årig kæreste
Mike Fonseca var dengang havnet i en shitstorm, efter at det var kommet frem, at han var kæreste med en 15-årig pige.
En shitstorm, der også ramte Moderaterne, hvor Lars Løkke erklærede at Fonseca ville blive ekskluderet, da hans privatliv var i modstrid med Moderateres moralske normer.
Men hvis ikke Fonseca i samme forbindelse også valgte helt at forlade Folketinget, ville Løkke miste et mandat i sin gruppe, og det var, hvad han forsøgte at undgå via bestikkelse.
Fonseca bed dog ikke på, og er nu løsgænger i Folketinget.
Moderaterne har bekræftet, at samtalen har fundet sted
Lars løkkes forsøg på at bestikke sig til et mandat i folketingsgruppen har vakt furore på Christiansborg
Hos De Konservative nægtede politisk ordfører Mette Abildgaard i første omgang at tro på, at lydfilen med Lars Løkke Rasmussen og Mike Fonseca var ægte.
Først da Moderaterne selv bekræftede, at samtalen havde fundet sted, blev hun overbevist.
”Der er ingen tvivl om, at Løkke ved hjælp af kolde kontanter har forsøgt at skaffe et problem af vejen, siger hun til Ritzau og tilføjer, at Moderaternes fremgangsmåde burde være ulovlig.
Samme toner lyder fra Alternativets Helene Brydensholt, som er forperson for partiets folketingsgruppe.
Hun siger til Ritzau, at hun opfatter sagen som afpresning og bestikkelse.
Jurister: Der er tale om en gråzone
Strafferetsadvokat Betina Hald Engmarkssom er advokat hos Blinkenberg og Engmark Strafferetsadvokater, undrer sig.
”Man kan undre sig over, om det kan være lovligt at betale penge for at få en person til at træde ud af Folketinget,” siger hun til TV 2 og fortsætter:
”Personligt er jeg nok af den opfattelse, at der er et eller andet her, der ikke er i orden, og noget man bør kigge nærmere på.”
På Danmarks Medie- og Journalisthøjskole mener forskningslektor Roger Buch ligeledes, at Folketinget børundersøge, om lydoptagelsen viser et forsøg på at fordreje et folketingsvalg.
”Det, som er helt galt, er jo, at Mike Fonseca ikke er ansat af sin partiformand, men af vælgerne,” siger han til TV 2 og tilføjer:
”Til sammenligning kan man sige, at hvis man som vælger forsøger at købe bare en stemme, så er der en strafferamme på to år.”
Sagen skal behandles i Folketingets ledelse
Lars Løkkes forsøg på at bestikke og halvvejs true og manipulere et medlem af Folketinget til at overlade sit mandat til en anden, skal nu behandles i folketingets ledelse.
Således oplyser Folketingets formand, Søren Gade i en skriftlig meddelelse, at sagen bliver bragt op i både Præsidiet og Udvalget for Forretningsordenen.
”I respekt for de drøftelser, vi skal have, ønsker jeg ikke at kommentere på sagen på nuværende tidspunkt,” oplyser Søren Gade ifølge TV 2 og fortsætter:
”Sagen vil blive drøftet på førstkommende møder i henholdsvis Udvalget for Forretningsordenen og Præsidiet.”
Langt ud over vores moralske grænse
Det glæder blandt andre medlem af udvalget og folketingsmedlem fra Dansk Folkeparti Peter Kofod.
Ifølge ham er det nødvendigt at undersøge, om Lars Løkke Rasmussens tilbud er strafbart.
”En ting er, at det er langt ud over de fleste og vores moralske grænse for, hvad man kan tillade, hvad der er ret og rimeligt, og hvad der er dansk,” siger han til TV 2 og tilføjer:
”En anden ting er, om det er ulovligt.”
Lars Løkke: ”Vi forsøgte at finde en løsning, der tog hensyn til alle”
I en skriftlig kommentar til TV 2 understreger Lars Løkke, at han forsøgte at finde en løsning, der tog hensyn til alle involverede parter.
”Mike Fonseca satte både sig selv og partiet i en forfærdelig vanskelig situation. Det forsøgte vi at håndtere proaktivt gennem flere samtaler med ham – hvor der nu bringes enkelte brudstykker,” skriver Løkke og fortsætter:
”Det var en ganske usædvanlig situation, hvor vi prøvede at finde en løsning, der tog hensyn til både Mike og hans nærmeste og samtidig værnede om partiet. Af hensyn til alle parter havde jeg gerne set, at det var endt et andet sted.”
Har ramt et nyt niveau af både politisk og folkelig forargelse
I en lynkommentar skriver TV 2’s politiske analytiker, Ask Rostrup, at Moderaterne har ramt et nyt niveau af både politisk og folkelig forargelse.
”Normalt ligger Borgen lavt, når et parti geråder ud i interne problemer – de ved, at den slags kan ramme dem selv – men ikke denne gang. Fordømmelserne regner ned over Løkke & Co. for at sjakre med et folketingsmandat, og nu har selveste Folketingets formand også bebudet en drøftelse på allerhøjeste sted i folkestyret af sagen,” skriver Rostrup og forsætter:
”Og dermed synes såvel Løkke som Moderaterne at have ramt et nyt niveau af både politisk og folkelig forargelse – på et tidspunkt, hvor partiet i forvejen er voldsomt udfordret af elendige målinger. Det er, for at sige det på jysk, skidt.”
Er på vej mod spærregrænsen
Ifølge den seneste meningsmåling fra Verian offentliggjort i Berlingske 5. juni er Moderaterne godt på vej mod spærregrænsen.
Ifølge målingen ville Moderaterne få tre procent af stemmerne og fem mandater, hvis der var valg i dag.
Ved valget den 2. november 2022 opnåede partiet 9,3 procent af stemmerne og 16 mandater.
Af dem er der nu 12 tilbage, efter at fire har forladt folketingsgruppen.
Blandt dem partiets medstifter Jeppe Søe, som ved sin afsked betegnede Moderaterne som ”en sexistisk klovnebus”.
Kilder til denne artikel: https://frihedsbrevet.dk/skjult-optagelse-lars-loekke-rasmussen-forsoegte-at-koebe-mike-fonsecas-folketingsmandat/
https://www.berlingske.dk/politik/loekke-kommer-taettere-og-taettere-paa-spaerregraensen-daarligste?gaa_at=eafs&gaa_n=ASWzDAjhm