Godhedsindustriens afsporede humanisme og misforståede næstekærlighedsbegreb trænger sig frem alle vegne, og skubber kristendommens grundforkyndelse til side.
Tider skifter
I skolen lærte vi, at historien kunne inddeles i tre perioder: Fortid, Middelalder og Nutid. Dette er ikke længere nok. Nu må nødvendigvis tilføjes en ekstra æra: Den efterkristne periode. Jo, for flere nutidige bisper og præster forsøger at nytolke kristendommen, og især dens højtider. Mest i Adventstiden, hvor koncerter og events erstatter forkyndelse af den sandhed, som også trosbekendelsen fremhæver, nemlig at Jesus skal komme igen for at dømme levende og døde, og for at omskabe jorden til paradis igen.
Gamle sandheder
Alle ønsker vi en god ny renæssance, eftersom Globalismen ikke har bragt mest positivt med sig. Men netop derfor er det opmuntrende ord fra Jesus af Nazareth, verdens største lys, intelligens og frelser, at al magt – i himlen og på jorden – er overdraget til ham. Af skaberen selv, til senere brug.
”Kristi genkomst er Guds løsning!” sagde de gamle. Men nu øver kirkens forvaltere sig i at fabrikere nyt omkring kristendomsbegreberne. Advent betyder komme eller ankomst, og selvfølgelig handler det om en kommende fest, hvor man mindes og fejrer Jesu tilsynekomst i denne verden, og i forbindelsen også mindes de mange gode regler, befalinger og anbefalinger, han berigede verden med som voksen.
Hele budskabet
Endemålet for kristendommen, kirkens liv, forkyndelse og eksistensberettigelse er jo, at der forestår en nyskabelse af himmel og jord, hvor retfærdighed, fred og glæde alene hersker. Men hvor tit høres det, at når Jesus ikke kom til jord i denne Jul heller, må vi jo igen nøjes med at fejre hans fødselsdag!
Der er heldigvis en gryende tendens til at tale om kærlighed som mere end en forelskelse. Men blandt præster hører man den tanke udviklet, at evangeliet er en slags kærlighedsdigt, da det er sådan, at når tro, håb og kærlighed træder ind ad døren, bliver alle glade. Det er jo sandt, men gedigen forkyndelse af kristendommen er det ikke, selvom grædende børn er bange, indtil mor kommer og trøster.
Voksenangst
Og vi forældre kan også ligge vågne og være nervøse for, at vore unge kommer galt afsted i nattelivet. Lige Indtil vi hører døren smække. Eller hvis man som ældre, og til tider ensom og glemt, uventet får besøg af børn og børnebørn. Så kan ikke alene juleglæden, men selve livsgnisten tændes igen. En tår kaffe og en opdateringssnak kan gøre underværker. Midlertidigt. Men at sammenlignet Julen med en teaterforestilling, der gentages år for år, er ikke dækkende for, hvad kristendommen har at byde på. Og jo mere kristendomsløs julehalløj udvikler sig, jo længere kommer vi fra sagens kerne.
Frygten i verden
Frygten stiger i verden i disse tider. Og måske derfor indledte både evighedens engle og Mesteren fra Nazareth allerede i datidens med at sige: ”Frygt ikke!” For vi kan alle frygte for alverdens ting. Kun én form for frygt er nu er sjældenhed på jord: Gudsfrygt. – Altså den ærefrygt, der bør være for, hvad Gud i sin visdom har skabt, givet og oplyst menneskeheden om gennem sin søn.
Forsagelse
Et menighedsrådsmedlem harcelerer over, at nogle kalder sig kristne, og samtidig støtter en politisk tale om remigration af folk, der ikke respekterer frihed og demokrati, eftersom kristendom er universel, og at returnering derfor strider mod kristendommens grundlæggende budskab, hedder det. Men det er jo vrøvl. Et rådsmedlem burde vide, at inden man begynder at tale om grundlæggende trossandheder, så indledes Trosbekendelsen med ordene: ”Vi forsager djævelen, og al hans gerning og al han væsen!” Punktum. Altså skal man end ikke gå i dialog, hverken med den eller det onde.
Knæfald for hedenskab
Men menighedsrådsmedlemmer er ikke ene om fejltagelser. Selv biskopperne, altså kirkens åndelige ledere, har mere travlt med at fordømme Israel og gammeldags troende mennesker, end med at forsage det onde. De indkalder sågar imamer til fredelig sameksistens og til fromme fællesandagter i kirken, for at tilkendegive god vilje og ønske om en fælles jordisk samhørighed. På trods af koranens helt åbenlyse opfordringer til djævelskab mod anderledes troende end islams egne disciple.
Politisk kirke
I juni 2025 udsendte otte biskopper en protest over Israels Gaza-krigsførelse. Regeringen opfordredes til at lægge pres på Israel. Som om Hamas ville blive blød i knæene af 8 danske biskoppers medhold?
Men selv Folkekirkens Nødhjælp, der bruger dette navn med urette, har altid afsløret et had til jøder. Og herhjemme har biskopper og andre topfolk i folkekirken jævnlig udtrykt afstandtagen til den såkaldt stramme udlændingepolitik, og sympati og omsorg med muslimske asylanter og asylsøgere.
Ret skal være ret
Retfærdigvis skal det nævnes, at der stadig er præster i folkekirken der har en anden holdning, og f.eks. ikke mener det forkert, at jødiske børn i Danmark går i skole bevogtet af pigtråd og bevæbnet politi. For alle ved jo, at risikoen for terror i særlig grad udspringer fra islamiske miljøer.
Men der fokuseres i disse år meget på, hvorfor så mange dropper deres medlemskab af Folkekirken. Og måske er forklaringen ligetil.