Oprindelig engelsk tekst: Angry Conservatives, Explained
Oversat af Kirsten Valeur
Hvor længe vil de dominere Det Republikanske Parti? Den nuværende revolutionære stemning er unaturlig for konservative og vil brænde ud. Jeg giver MAGA et årti mere, højst.
Fredagens fiasko, da præsident Trump tromlede og fornærmede Ukraines leder, Volodymyr Zelensky, er en af de værste diplomatiske hændelser i USA’s historie. Det forfærder mig som amerikaner og konservativ – og især som én, der modstræbende stemte på Trump ved præsidentvalgene i 2020 og 2024.
Jeg stemte på Trump, fordi han vil gøre op med en lemfældig grænsekontrol og afvikle den administrative stat (forvaltningen, der udfærdiger, dømmer og håndhæver deres egne love), progressive uddannelsesinstitutioner, racemæssige præferencer og “woke” kønsideologi.
Trump 2.0 har imidlertid på kun lidt over en måned skubbet mig, der er en traditionel konservativ, til at være enig med demokraterne om mange hovedemner: at Rusland begyndte krigen mod Ukraine og skal slås, at USA har brug for frihandel, en stærk NATO-alliance, lovgivning mod bestikkelse, pressefrihed, et uafhængigt retsvæsen og føderalisme. Derudover har jeg tillid til vacciner, mistillid til kryptovalutaer og respekterer resultatet af præsidentvalget i 2020.
Disse afvigelser fra Det Republikanske Parti gør, at jeg efter 48 år som et loyalt medlem nu er politisk uafhængig. Hvordan kom vi dertil?
Hvordan kunne et historisk adstadigt parti forbundet med bestyrelseslokaler og countryklubber afvise konventionelle politikere til fordel for Trump?
Personen Donald Trump er ikke svaret: Han er, som han er. Årsagen er snarere, at republikanere tre gange valgte ham som deres leder. Hvordan kunne et historisk adstadigt parti forbundet med bestyrelseslokaler og countryklubber afvise konventionelle politikere til fordel for en amoralsk, grådig, stridbar, egocentrisk, lunefuld, følelsesbetonet og vulgær særling?
Kort fortalt: Historien begyndte i de turbulente midt-1960’ere, hvor radikale raserede (Chicago, 1968), hvorefter liberale bevægede sig for langt til venstre (George McGovern) og blev for bløde (gidsler i Iran i 444 dage). Disse ekstremer og svagheder ansporede til Ronald Reagans kampagne “Morning in America”: en bragende konservativ succes, der fik demokraterne til at bevæge sig tilbage til midten, vælge Den Tredje Vej” og vælge Bill Clinton som præsident.
Under overfladen var der imidlertid i de tilsyneladende fredsommelige 1990’ere en genoplivet venstrefløj, der afviste midterpositionen og var kamplystne. Slaget i Seattle illustrerede dette på spektakulær vis i slutningen af 1999. Omkring 40.000 modstandere af Verdenshandelsorganisationen kom tilsyneladende ud af det blå og kæmpede mod ordensmagten, idet de overtog en stor del af Seattles bymidte. Et år senere førte det sært tætte præsidentvalg i år 2000 til liberal vrede mod George W. Bush (hvilket Charles Krauthammer kaldte for “Bush-forstyrrelsessyndromet“). Barack Obamas to præsidentperioder bekræftede derefter demokraternes venstredrejning.
Højrefløjen reagerede med en ukarakteristisk vrede, der først gav sig udslag i Tea Party-bevægelsen. Det er sigende, at den intellektuelle David Horowitz kritiserede konservative for at være for høflige og beskrev sig selv som “en tidligere radikal [sendt] til konservative for at lære dem dårlige manerer”, hvilket vil sige at bruge de venstreorienterede aktivisters metoder. Valgtab for to pinagtigt moderate republikanske præsidentkandidater: senator John McCain fra Arizona i 2008 og den tidligere guvernør i Massachusetts, Mitt Romney, i 2012, gav næring til frustrationen og gødede jorden for den umådeholdne Trump.
MAGA-baglandet kom til at beundre Trump, betragte ham som et firdimensionelt skakgeni og følge ham, hvor han end tog dem.
Trump udtrykte på uhyggelig vis republikanernes blanding af vrede, foragt og radikalitet. Med formanden for Repræsentanternes Hus, Paul Ryans, ord, hørte Trump “en stemme ude i det ganske land, som ingen anden hørte”. Make America Great Again-baglandet kom til at beundre ham, betragte ham som et firdimensionelt skakgeni og følge ham, hvor han end tog dem hen, om der så var groft (“Grab ’em“), barnagtigt (“Lille Marco”), korrupt ($Trump), usandt (“stop the steal”), foruroligende (6. januar 2021), imperialistisk (Canada, Grønland, Panama, Gaza), skrupelløst (ukrainske metaller) eller i modstrid med den konservative ånd (en stor stat, enorm gæld). MAGA-loyalister hyldede ham for at bryde tabuer og normer og for at gøre modstandere rasende. De glædede sig endda, da han blev dømt som en forbryder.
Trump voksede ind i sin rolle som deres halvgud, idet han har udviklet sig fra at være amatøragtig som en elefant i en porcelænsbutik til at være en erfaren, dygtig og beslutsom lederskikkelse. Under sin første regeringsperiode mødte han modstand fra “de voksne i rummet”, men nu kræver og møder hans uforskammede persona lydighed. Han omtaler sig selv som “konge” og flirter med tanken om en grundlovsstridig tredje præsidentperiode. Hans taktik med at “oversvømme området” overvælder modstandere og baner vejen for potentielt at kunne tilegne sig magt i et omfang, der ikke er set før i USA’s historie.
Denne farefulde tid rejser spørgsmål om den vrede konservatismes fremtid. Jeg forventer, at MAGA vil gå for langt med brug af motorsave i stedet for skalpeller til budgetnedskæringer og svækkelse af USA på den internationale scene. Dens radikale dagsorden vil bryde sammen uden at have udrettet særlig meget. Konservative vil se tilbage på hele intermezzoet som en pinagtighed af kaos, udskejelser og personkult.
Konservative vil se tilbage på MAGA-intermezzoet som en pinagtighed.
Jeg forudser, at anormalitet og fiaskoer vil udbrænde den revolutionære stemning, der nu dominerer i Det Republikanske Parti. MAGA kommer ikke til at vare endnu et årti, og derefter kommer manerer, etik, konstans, ekspertise og principper tilbage.
Indtil da forbliver denne konservative en resolut uafhængig uden tilknytninger.
Daniel Pipes arbejdede i den republikanske administration under Ronald Reagan, George H.W. Bush og George W. Bush.