En iransk morder har fået ophævet sin udvisningsdom af Højesteret på grund af ”ændringer i sine forhold”. Det skrev Den Korte Aavis en artikel om den 22. august.
Igen en dom, der ikke tager hensyn til befolkningens liv og helbred.
Af dommen fremgår, at da han har forbindelse til den ene af sine tre døtre og hendes lille søn, vil det krænke hans familieliv i henhold til Menneskerettighedskonventionens artikel 8 at blive udvist.
Bemærk især passus’en i dommen: ”Han har ikke begået kriminalitet siden 1999, og det må efter de foreliggende lægelige oplysninger lægges til grund, at der er lav risiko for, at han vil begå alvorlig kriminalitet, forudsat at han er i medicinsk behandling.” (Min kursivering).
Højesteretsdommerne er altså villige til på befolkningens vegne at løbe den ”lave” risiko for fornyet kriminalitet og så håbe på, at han overholder sin medicinering. I modsat fald bliver det igen befolkningen – ikke højesteretsdommerne – der må tage konsekvenserne.
Denne højesteretsdom er ikke en enlig svale, for Højesteret kan altid finde en grund til at lade en vaneforbryder blive i Danmark. Og undgå, at sagen kommer for Menneskerettighedsdomstolen.
Eritrea-sagen
En mand fra Eritrea – kaldet T i dommen – fik midlertidig opholdstilladelse i henhold til udlændinglovens § 8, hvoraf fremgår:
Efter ansøgning gives der opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold til udlændinge, der kommer hertil som led i en aftale med De Forenede Nationers Højkommissær for Flygtninge eller lignende international aftale, og som er omfattet af flygtningekonventionen af 28. juli 1951, jf. § 7, stk. 1.
I § 8, stk. 4. står endvidere:
Ved udvælgelsen af udlændinge, der meddeles opholdstilladelse efter stk. 1-3, skal der, medmindre særlige grunde taler derimod, lægges vægt på udlændingenes mulighed for at slå rod i Danmark og få glæde af opholdstilladelsen, herunder deres sproglige forudsætninger, uddannelsesforhold, arbejdserfaring, familieforhold, netværk, alder og motivation. Der skal dog endvidere lægges vægt på hensynet til folkesundheden, medmindre helt særlige grunde taler derimod.
Da T har vist sig at være vaneforbryder, har man ikke været særlig heldig med den udvælgelse, der skulle give manden ”glæde af opholdstilladelsen”. Til gengæld fik befolkningen lov til som sædvanlig at bære konsekvenserne af udvælgelsen.
T var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i 1994 og permanent opholdstilladelse i 1999. På grund af grov vold i gentagelsestilfælde blev T dømt til udvisning i 2019. Det har ikke været muligt at sende ham til Eritrea.
I mellemtiden har T fået konstateret kræft og siges nu at være i den terminale fase. Den 25. april 2025 afgjorde Højesteret, at T skulle frifindes for udvisning i medfør af udlændingelovens § 50, stk. 1.
T bibeholder tilmed sin permanente opholdstilladelse, idet en udlænding fortsat generhverver en permanent opholdstilladelse (se også § 20 spørgsmål) ved ophævelse af udvisning, hvis vedkommende havde permanent opholdstilladelse på tidspunktet for udvisningen.
Det betyder, at skulle han blive rask og være i stand til at genoptage sin kriminelle karriere, vil retssystemet på grund af den permanente opholdstilladelse skulle igennem det samme bøvl med ham én gang til. Og omkostningerne ikke at forglemme.
Danmarks Internationale Forpligtelser
Disse forpligtelser er nok kendt som den største forhindring, når det gælder om iværksættelse af udvisning af udvisningsdømte kriminelle.
Men det er bestemt ikke den eneste hindring. Herudover kommer Menneskerettighedskonventionen og dens utallige tillægsprotokoller, konventionens implementering i dansk ret i 1992, Menneskerettighedsdomstolens fortolkninger af konventionen og Domstolens absolutte krav om, at Domstolens domme – uanset kvaliteten af disse – skal følges. Se artikel 46 i Menneskerettighedskonventionen.
Men også andre konventioner, såsom Statsborgerskabsretskonventionen og Flygtningekonventionen, forhindrer, at udvisning faktisk sker.
Men hermed er det ikke slut. Da Menneskerettighedskonventionen, som nævnt, er implementeret i dansk ret, skal de love, som Folketinget vedtager være i nøje overensstemmelse med konventionen. Og efterhånden som Menneskerettighedsdomstolen afsiger nye domme, reguleres vores nationale love henad vejen.
Og så må vi ikke glemme de hensyn, de skal tages til kriminelle udlændinge. De skal være ualmindeligt uheldige for at blive udvist.
Udenlandske forbryderes hensynsparagraf
Udlændingelovens § 26 kaldes også elastikparagraffen. For paragraffen er udformet således, at der gives dommerne rig mulighed til at skønne til fordel for udlændingen. Man kan altid finde en grund. Udlændingens ansvar for egen kriminalitet er ikke-eksisterende.
Ved afgørelsen om udvisning efter §§ 25 a-25 c skal der tages hensyn til, om udvisningen må antages at virke særlig belastende (for udlændingen naturligvis), navnlig på grund af
– tilknytning til det danske samfund,
– alder, helbredstilstand og andre personlige forhold,
– tilknytning til herboende personer,
– konsekvenser for herboende nære familiemedlemmer, herunder i relation til hensynet til familiens enhed,
– manglende eller ringe tilknytning til hjemlandet eller andre lande, hvor udlændingen kan ventes at tage ophold, og
– risikoen for, at udlændingen uden for de i § 7, stk. 1 og 2, eller § 8, stk. 1 og 2, nævnte tilfælde vil lide overlast i hjemlandet eller andre lande, hvor udlændingen kan ventes at tage ophold.
Stk. 2. En udlænding skal udvises efter §§ 22-24 og 25, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. dog § 26 b.
Det er beskæmmende, at ingen af de love, der vedtages i Folketinget i overensstemmelse med Menneskerettighedsdomstolens domme, tager hensyn til den danske befolkning. Eller Danmark.