I samarbejde med finsk og norsk politi har Københavns Politi gennem længere tid efterforsket en omfattende sag om organiserede kontaktbedragerier begået mod primært ældre borgere i Norden.
Efterforskningen førte den 4. juni 2024 til anholdelse af 17 personer i Helsinki.
Blandt de anholdte var seks danske statsborgere samt en polsk og en somalisk statsborger begge med fast bopæl i Danmark.
Medlemmer af Loyal To Familia (LFT)
To af de anholdte er medlemmer af den forbudte bande LTF, mens to andre anses som relateret til banden.
De otte anholdte er alle mænd i alderen 21 til 28 år og sidder på sjette måned varetægtsfængslet i Helsinki.
Det er politiets vurdering, at flere af de otte anholdte er bagmænd i netværket.
Svindlen, de mistænkes for, udføres ved, at gerningsmændene under påskud af at være fra politiet eller banker.
På den måde snyder deres ofre til at overføre penge til dem eller udlevere kort og kode til medgerningsmænd, som kommer hjem til ofrene.
Et stort antal sager med betydeligt udbytte
Der efterforskes et stort antal sager med betydeligt udbytte, men af hensyn til efterforskningen kan politiet på nuværende tidspunkt ikke sige mere om det samlede omfang af svindlen.
Netværket har rettet deres svindel mod ofre i bl.a. Norge og Finland, men der arbejdes også med stærke indicier på, at de i månederne forinden har svindlet danske ofre.
Et godt samarbejde med politiet i Norge og Finland
Efterforskningen blev startet af Københavns Politi,som efterfølgende har haft et godt og tæt samarbejde med politiet i Norge og Finland.
”Der er tale om organiseret svindel, og vi ser det som en stor succes sammen med norsk og finsk politi at være kommet så tæt på bagmændene i det her netværk,” siger vicepolitiinspektør Bjarke Dalsgaard, der er leder af Københavns Politis afdeling for Økonomisk Kriminalitet 2 og fortsætter:
”Vi efterforsker fortsat sagen, ikke mindst for at få et fuldt overblik over, om der er danske borgere, der er blevet ramt.”
Det forventes, at sagerne vil blive ført ved henholdsvis de norske og finske domstole.