Den Korte Avis | Indlæg fra læserne: Malplaceret kritik af Mads Fuglede

Den Korte Avis | Indlæg fra læserne: Malplaceret kritik af Mads Fuglede


MALPLACERET KRITIK AF MADS FUGLEDES PARTISKIFT FRA V-MEDLEM!

 Af Flemming Jansen

 

Leif Tullberg har været medlem af Venstre i 50 år. Respekt for det, selv om det ikke nødvendigvis afspejler evnen eller viljen til også at tænke selv i stedet for til enhver tid at lade partitoppen tænke for én. Imidlertid giver det ham ikke ret til den personlige og unuancerede kritik, han giver af Mads Fugledes partiskift. Mads Fuglede er et selvstændigt tænkende menneske med en indbygget etik, der sætter grænser for, hvor meget han vil gå på kompromis med sin egen inderste overbevisning – det er helt i Grundlovens og folkestyrets ånd. Han har været loyal et meget langt stykke ad vejen. Han var i lighed med mange andre V-medlemmer og V-vælgere stærkt imod at gøre Mette Fredriksen til statsminister og blive en del af hendes regering. Venstre fravalgte borgerligheden til fordel for ministerposter i en ideologiløs teknokratisk midterregering. Statsministeren har bl.a. påført danske skatteydere en regning på kr. 30 mia. som følge af en ulovlig beslutning,  som hun takket være V nu ikke skal stå til ansvar for. Er det et retssamfund værdigt? Så kom afskaffelsen af en kristen helligdag og vedtagelsen af koranloven. Begge dele var Mads Fuglede inderligt imod, ligesom hav var imod, at Inger Støjbergs eget parti stemte for at sende hende for en rigsret, mens Mette F. slap fri.

 

Svigt af grundholdninger – hos V, men ikke hos Mads Fuglede og andre

 

Alt sammen bed Mads Fuglede i sig, mens både medlemmer og vælgere stod i kø ved udgangen, fordi deres parti havde svigtet sine grundholdninger. Så kom intentionen om en CO2-afgift på landbruget. Det var dråben, der fik bægeret til at løbe over for Mads Fuglede, hvilket ikke er udtryk for dårlig moral, men for at have modet til at være tro mod sine holdninger. Venstre er ikke til at kende igen, og det reagerer folk naturligt nok på. Det har jeg også selv gjort. Jeg kan ikke mere se mig selv som en del af det, Venstre i dag står for. Partiet er ikke mere sig selv, men en blålig variant af Socialdemokratiet. Det har både Mads Fuglede og andre ret til at reagere på uden at blive beskyldt for dårlig moral og svigt. De beskyldninger burde partitoppen vende mod sig selv. Er der slet ingen etiske grænser for, hvad Leif Tullberg kan stå inde for som V-medlem?

 

Er det blevet utroværdigt at kæmpe for alt, hvad man har kært? Er fundamentale grundholdninger til salg for ministerbiler? Noget tyder på, at det desværre er tilfældet. Det er ikke i hverken Grundlovens eller folkestyrets ånd.





Source link