Endnu engang har en udlænding arbejdet sig gennem hele retssystemet for at undgå udvisning efter at have slået en dansker ihjel. (DKA)
Det var en sommerdag i 2021, at den 19-årige Ali Hassan Zubair kørte om kap med to andre på Borups Allé i København.
Bilen kom ud af kontrol og med en hastighederne mellem 126 og 145 kilometer i timen ramte han en 21-årig fodgænger, der døde på stedet.
”Jeg så ham kun i et splitsekund,” forklarede pakistaneren dengang i byretten, hvor han nægtede at have kørt om kap med to andre biler.
Som sædvanen er, er han sluppet billigt fra det.
I 2021 blev pakistaneren, Ali Hassan Zubair, i Landsretten idømt fire år og seks måneders fængsel samt udvisning med indrejseforbud i 6 år for at have slået et andet menneske ihjel. Se EB.
Det var slemt nok, at indrejseforbuddet ikke gjaldt for altid, men det skulle blive meget værre, da sagen blev anket til Højesteret.
Ankesagen i Højesteret
Den 8. november 2024 afgjorde Højesteret sagen til pakistanerens fordel. Ganske vist blev strafudmålingen stadfæstet.
Men med den indbyggede strafrabat, er han allerede sluppet løs på danskerne igen.
Den allervigtigste del af dommen for danskernes liv og helbred, nemlig udvisningen, blev ændret.
Højesteret mente, at han skulle nøjes med en betinget udvisning (advarsel).
Vi kender særdeles godt til de betingede udvisninger. Det er jo blot et intetsigende udtryk til at kaste blår i befolkningens øjne. De betingede udvisninger gives igen og igen. Se DKA.
Efter oplysninger om pakistaneren og den begåede kriminalitet finder Højesteret, at der ikke er grundlag for at antage, at der er risiko for, at han igen vil begå kriminalitet.
Det er nemt at påtage sig et ansvar, som Højesteret her påtager sig på danskernes vegne, når konsekvenserne alene skal bæres af befolkningen.
Det højere juridiske skoleridt
Nogle nedslag fra højesteretsdommen:
På side 4, 2. afsnit, sidste punktum, citerer Højesteret forarbejderne til § 252 i Straffeloven:
”Faren skal efter bestemmelsens ordlyd have været ”nærliggende”. I dette udtryk antages at ligge et krav om, at der har været tale om en åbenbar og væsentlig risiko for følgens indtræden…”
Og man kan vist rolig sige, at hvor der er vanvidskørsel, er der ”væsentlig risiko for følgens indtræden”.
Side 4, nederst, anfører Højesteret:
”Den farlige handling – kapkørsel med for høj hastighed mv. – er foretaget forud for, at der opstod konkret fare for Fs liv eller førlighed, og den farlige handling har derfor alene været generelt og abstrakt farlig og ikke konkret farlig. Da han ikke var bekendt med Fs tilstedeværelse, før påkørslen var uundgåelig, har der ikke foreligget forsæt til konkret at forvolde nærliggende fare for netop Fs liv eller førlighed” – (min kursivering).
Det er tæt på at være ubærligt at læse om den udlægning af vanvidskørsel, hvor et menneske har mistet livet. Enhver, der kører vanvidskørsel, ved, at det med meget stor sikkerhed er farligt for andre mennesker.
Men retssystemet ser sådan på det, at hvis ikke der har været forsæt til at slå nogen ihjel, altså hvis morderen godt var klar over, at det kunne ende helt galt, men ikke på forhånd havde planlagt mordet, så har retssystemet en eufemisme til at dække over, hvad der reelt er tale om.
Det burde rettelig være anført, at F (ofret) – forud for mordet på ham – ikke var klar over, at en vanvidskører inden for bare et øjeblik ville slå ham ihjel. Og så kunne han jo blot være blevet hjemme.
Retssystemet snor sig som en ål, når det gælder om at redde udenlandske forbrydere fra udvisning.
Side 5, 3. afsnit:
”Der skal foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning, når der er tale om en fastboende udlænding, der er født her i landet og har haft hele sin barndom og ungdom her.”
At slå et andet menneske ihjel er åbenbart ikke tungtvejende nok.
Side 5, 3. afsnit:
Højesteret kalder det mord, pakistaneren har begået, for blot ”et udslag af uagtsomhed”, og der var tale om ”et forløb, som varede få minutter”.
Det taler åbenbart til morderens fordel, at det stakkels offer blev slået hurtigt ihjel.
Forsvareren gnider salt i såret
Til den 22-åriges fordel har han under sin varetægtsfængsling færdiggjort sin gymnasieuddannelse. Den slags gi’r pote i retten.
Med al ære og respekt for forsvareren, som alle forbrydere har krav på, er det ligefrem tåkrummende, når en forsvarer (som her) udtaler:
”Han er ekstremt lettet. Det er hele hans liv, der har stået på spil. Med udsigt til at han skulle derned og bo – og blive revet ud af sit helt almindelige liv – var helt ubærligt for ham.”
Jeg græmmes.
Måske burde forsvareren have holdt lidt igen med sin kvalmende omsorg for en person, der har slået et andet menneske ihjel. Måske burde forsvareren have så meget omtanke, at han huskede, at der i sagen er tale om et offer, der er blevet ”revet ud af sit helt almindelige liv”, og som ikke får en chance for et liv overhovedet, og en familie, hvis liv er ødelagt.
En forvrænget virkelighed
Hvis man læser domme igennem, hvor retsinstanserne skal finde en grund til ikke at udvise en forbryder, bliver man hurtigt klar over, at grundene til ikke at udvise er legio.
Historierne er stort set ens. Udlændinge fra ikke vestlige muslimske lande i Mellemøsten, Afrika, Pakistan og Tyrkiet (de såkaldte MENAP-lande) risikerer at blive Palle alene i verden, hvis de udvises til deres eget land. Ingen familiemedlemmer overhovedet til at tage imod dem. De har heller ingen at tale med i hjemlandet, for det eneste sprog, de taler, er deres modersmål, som på forunderlig vis er dansk i alle disse familier.
Men sådan ser virkeligheden ikke ud.
Kendetegnende for familier i MENAP-landene er, at de er enormt talrige med tanter, onkler, niecer, fætre og søskende på begge forældres side.
Og det er vist almindelig kendt, at kendskabet til det danske sprog er så som så i udenlandske familier, måske lige med undtagelse af den unge generation, som har haft deres skolegang i Danmark. Selv her halter det ret ofte.
Ferier til hjemlandet har ingen, der står foran en eventuel udvisning, haft eller i hvert fald kun et enkelt eller to kortere besøg.
Undersøger Anklagemyndigheden det, eller tages påstanden for pålydende?
Inden 2012 var alle børn indskrevet i forældrenes pas. Først herefter , hvor selv babyer skal have deres eget pas, ved nogen, om den udvisningsdømte har været på adskillige ferier i hjemlandet med familien. Det er mere reglen end undtagelsen, at alle ferier tilbringes i hjemlandet.
Se også DKA om den iranske ISIS-kvinde (pseudonym Sara), hvis administrative fratagelse af det danske statsborgerskab af Højesteret blev erklæret ugyldig. Hun kom stort set med de samme fantasifulde udflugter som ovennævnte forbryder. Og så var det danske statsborgerskab igen hjemme.
Konventionernes forbandelse
Er de fleste politikere virkelig så uvidende om, hvad der rører sig i befolkningen, at de kan blive ved med at sidde de ikke-venstreorienterede danskeres utryghed og stigende vrede overhørig?
Selv om danskerne overvejende er et besindigt folkefærd, som nødigt deltager i voldelige demonstrationer, er det måske på tide, at politikerne begynder at være bange for befolkningens reaktion på alle de livsfarlige overgreb – der er stort set ingen dag uden – som de udsættes for fra de gæsters side, politikerne uden befolkningens ønske har importeret.
Politikerne hager de sig fast i 80 år gamle konventioner. Og kommer der nye konventioner, som både FN og EU til stadighed udspyr, er de parat til at underskrive – igen. Og følge til punkt og prikke.
Med hver eneste underskrift bringes Danmark et skridt nærmere en borgerkrig. Det ønsker politikerne selvfølgelig lige så lidt som befolkningen, men det er det, de lægger til rette for os. De vil næppe selv svare på, hvorfor de handler på en måde, der er så skadeligt for det land, de er valgt til at tjene.
Skyldes det frygt for at blive upopulær? Konfliktskyhed? Frygt for karrieren?
Kun få tør tale magten midt imod. De, der gør det, får ”kærligheden” at føle. At blive mødt af en shitstorm kræver et stort mod og en bred ryg.
Det bliver næppe i vores århundrede – om nogensinde – at konventionerne bliver opsagt.
Men mens der stadig er et Danmark, kunne der måske samles et flertal, der går ind for redigering af de forældede konventioner. Med årene er disse blevet tilføjet yderligere artikler, der giver fremmede endnu flere rettigheder, og hver gang har befolkningen tabt.
At fjerne implementeringen af Menneskerettighedskonventionen (EMRK) i dansk lov vil være et stort skridt fremad for selvbestemmelsen, så de nationale dommere ikke behøver skæve til, hvad Menneskerettighedsdomstolen måtte mene.
De danske love kræver også et eftersyn. Først og fremmest skal det præciseres for udlændinge, at kriminalitet altid betyder udvisning, uanset om man påberåber sig ikke at have været på ferie (ret ofte) i hjemlandet, ikke taler hjemlandets sprog, ikke har familiemedlemmer i hjemlandet, og at de her har bestået en eksamen i et eller andet, mens de har afsonet en straffedom. Og skulle Menneskerettighedsdomstolen mene noget andet, må en sådan dom ignoreres.
Er forældrene bekymret for, hvordan den udviste vil kunne gebærde sig i hjemlandet og gerne vil bevare familielivet, er der jo intet til hinder for, at hele familie rejser hjem sammen.
Det lover ikke godt for fremtiden, at en kriminel udlænding, der er født og/eller vokset op i Danmark, roligt kan fortsætte sin kriminelle løbebane uden risiko for udvisning.