Københavns Vestegns Politi har i de kommende uger et ekstra fokus på bilister, som kører rundt med unge hængende ud af vinduerne for at fejre studentereksamen.
Det skriver politikredsen i en pressemeddelelse og understreger, at det er farligt, og føreren risikerer fængselsstraf, frakendelse af førerretten og konfiskation af bilen.
Så sent som onsdag aften blev en 17-årig kvindelig bilist, som førte bilen med tre unge piger hængende ud af bilens sidevinduer, standset af en færdselsbetjent i Albertslund.
Særlig hensynsløs kørsel Mens passagerne slap med en sigtelse for manglende sikkerhedsseler, blev sagen langt mere alvorlig for den unge fører.
Hun blev sigtet for at overtræde færdselslovens regler om særlig hensynsløs kørsel samt straffelovens bestemmelse om at forvolde nærliggende fare for andres liv eller førlighed.
Dertil skulle hun have være ledsaget af en erfaren bilist.
Nu venter der hende et retligt efterspil, som kan medføre en fængselsstraf, frakendelse af førerretten og konfiskation af bilen, som blev foreløbig beslaglagt på stedet. “Det kan være rigtig farligt for passagerer, der helt uden sikkerhed sidder udvendigt på en bil i fart i tæt trafik,” siger politikommissær Claus Stoltenberg og fortsætter:
”Der kan ske noget i trafikken, de kan falde af i fart og de kan komme slemt til skade – så det er noget, vi holder ekstra øje med i de kommende uger”
Farligt og hårde straffe
Det er ikke kun farligt at køre med passagerer siddende på vinduesrammen med overkroppen ude af bilen – straffen er også hård. Det koster typisk føreren en betinget fængselsstraf på 50 dage, frakendelse af førerretten i et år og dertil bliver bilen konfiskeret. Det har Retten i Glostrup bestemt flere gange inden for det sidste års tid. Her er fire dømt for at overtræde færdselslovens regler om særlig hensynsløs kørsel samt straffelovens bestemmelse om at forvolde nærliggende fare for andres liv eller førlighed, hvilket falder ind under stramningerne for vanvidskørsel. Retten har før udtalt, at selvom passagererne medvirker ved at hænge ude af bilen, så er det førerens ansvar, at kørslen foregår sikkert og forsvarligt.
Her er de fire domme:
En 23-årig kvinde fra Søborg kørte den 28. juni 2024 på Roskildevej med to passagerer, som sad på vinduesrammen med overkroppen ude af bilen.
Hun blev idømt 60 dages ubetinget fængsel, frakendt førerretten i et år, frakendt førerretten i et år og konfiskation af bilen.
En 20-årig mand kørte den 29. juni 2024 på Hold-an Vej i Ballerup med en passager siddende på vinduesrammen med overkroppen ude af bilen.
Han fik 50 dages betinget fængsel, et års ubetinget frakendelse af førerretten og konfiskation af bilen. Dommen er anket til Landsretten. En 22-årig mand kørte den 25. juni 2024 på Ishøj Parkvej med en passager siddende på vinduesrammen med overkroppen ude af bilen.
Han fik 50 dages betinget fængsel, frakendt førerretten i halvandet år og bilen konfiskeret.
En 22-årig mand kørte den 23. juni 2023 på Gammel Køge Landevej i Hvidovre med en passager siddende på vinduesrammen med overkroppen ude af sideruden.
Han blev idømt 50 dages betinget fængsel, et års frakendelse af førerretten og konfiskation af bilen.