Den Korte Avis | Hver tredje gymnasieelev frygter, at kunstig intelligens gør dem dovne og svækker deres læring

Den Korte Avis | Hver tredje gymnasieelev frygter, at kunstig intelligens gør dem dovne og svækker deres læring


AI er for alvor blevet en fast makker i gymnasieelevers skolehverdag. ChatGPT er tit med, når eleverne læser lektier, skriver opgaver eller deltager i gruppearbejde.

 

En ny undersøgelse fra EVA dokumenterer, at hver tredje skoleelev bruger AI-værktøjer dagligt, og hver tredje elev får AI-hjælp til deres skolearbejde mindst én gang om ugen.

 

Undersøgelsen viser også, at gymnasieeleverne selv er bekymrede for, hvordan AI kan påvirke dem på den lange bane. 32 % af de elever, som bruger AI til skolearbejdet, er bekymrede for, at det kan have en negativ indflydelse på deres læring. Og 40 % af eleverne, der bruger AI, oplever selv, at de bliver mere dovne.

 

Pigerne er mere bekymrede for, at brug af AI kan have negative konsekvenser for deres læring i fremtiden, end drengene.

 

“Undersøgelsen viser et tydeligt dilemma blandt gymnasieeleverne: AI er blevet en naturlig del af deres skolearbejde, men mange oplever samtidig, at det gør dem mere dovne, og de frygter, at det kan gå ud over deres læring på længere sigt,” siger chefkonsulent Mia Uth Madsen fra EVA.

 

Snyd er udbredt

Elevernes brug af AI bevæger sig ofte ud i gråzoner.

 

To ud af tre af gymnasieeleverne angiver i EVA’s undersøgelse, at de mindst én gang har brugt AI-værktøjer på måder, de selv betegner som snyd, når de skal aflevere opgaver. Snyd forekommer især blandt drenge, elever fra hhx og elever, der har lave karakterer fra grundskolen.

 

”Det indikerer, at AI potentielt kan forstærke eksisterende forskelle i elevers forudsætninger for læring,” siger Mia Uth Madsen.

 

Kammeraters brug af AI smitter

Hvorfor der er så meget snyd, giver undersøgelsen også forklaringer på:

 

Knap halvdelen af gymnasieeleverne (45 %) siger, at de er bange for, at det bliver sværere for dem at få gode karakterer pga. deres kammeraters måde at bruge AI på i skolearbejdet. To tredjedele af eleverne mistænker, at mere end halvdelen af deres kammerater bruger AI til at snyde med, viser undersøgelsen. Og den enkelte gymnasieelev er mere tilbøjelig til at bruge AI til en aflevering, jo flere klassekammerater eleven tror vil gøre det samme.

 

”Undersøgelsen viser, at der er en meget klar kammeratskabseffekt i gymnasieelevernes brug af AI. Hvis eleverne ved eller mistænker, at deres kammerater bruger AI, bliver de mere tilbøjelige til selv at tage genveje for ikke at blive stillet dårligere i kampen om de høje karakterer,” siger Mia Uth Madsen.

 

Gymnasieelever ønsker mere undervisning om AI

Undersøgelsen viser samtidig, at eleverne overordnet oplever, at de sjældent modtager undervisning om AI. 30 % siger fx, at de slet ikke har modtaget undervisning om AI i indeværende skoleår (2024/25), og halvdelen siger, at de har modtaget undervisning mindre end en gang om måneden.

 

Det er desuden 30 % af eleverne, der oplever, at deres gymnasiums retningslinjer for brug af AI er uklare, og størstedelen af eleverne ønsker mere undervisning om AI.

 

”Vores undersøgelse peger på, hvor vigtigt det er, at der er retningslinjer på gymnasierne, som ensarter forståelsen af snyd blandt lærere og elever og kan være med til at aflive misforståelser blandt eleverne, bl.a. ved at være tydelige omkring, hvordan de kan bruge AI ifm. deres skolearbejde,” siger Mia Uth Madsen.

 

”Politisk bør man også forholde sig til, hvordan man i den nye AI-virkelighed kan gå til læring og dannelse i gymnasiet.”

 

“Det kræver bl.a., at man for det enkelte fag stiller følgende spørgsmål til læreplanen: Hvad er det vigtigste eleverne skal lære i faget? Kan og skal AI spille en rolle ift. dette? Og hvordan kan man tilpasse undervisningen og eksamensformerne, så det stadig er muligt at understøtte og bedømme elevernes selvstændige faglige indsats i lyset af AI?” siger Mia Uth Madsen.

 





Source link