Den Korte Avis | Hvem kan man stole på i en spionverden? Troværdig film om forræderi og dobbeltspil

Den Korte Avis | Hvem kan man stole på i en spionverden? Troværdig film om forræderi og dobbeltspil


Af Lone Nørgaard

***** 5 stjerner ud af 6

BLACK BAG ER er instrueret af Steven Soderbergh (født 1963). Han har en række store publikums- og kritiker-succeser bag sig med film som Sex, løgn og video” (1989) – hans debutfilm, der gik hen og vandt Den Gyldne Palme for bedste film i Cannes – den fremragende Oscarvinder ”Traffic” (2000), ”Erin Brockovich” (2000), ”Magic Mike” (2012) og (floppet!) ”Logan Lucky” (2017).
Alt andet end et flop er seneste skud på stammen ”Black Bag” med Michael Fassbender i hovedrollen.

 

Handling
George Woodhouse (Michael Fassbender) arbejder inden for den engelske efterretningstjeneste. Det samme gør hustruen Kathryn (Cate Blanchett). De er et godt match, fordi de begge forstår og har respekt for, at der er ’sager’, som den anden part ikke kan indvies i. I spion-lingoet døbt ’black bag’ – sort pose.

 

Imidlertid er der opstået problemer på arbejdspladsen i form af en læk med den konsekvens, at et farligt, hemmeligt våben udviklet af briterne er forsvundet og altså ude på det frie marked. Der er tale om et program, et lille stykke ’malware’ med kodenavnet Severus, der kan få sikkerheden på et atomkraftværk til at bryde sammen og forårsage en kernenedsmeltning. Tusindvis af mennesker risikerer at dø en smertefuld død.

 

George bliver sat på opgaven med at finde forræderen og får i den forbindelse udleveret en liste over de mistænkte. Blandt navnene optræder Kathryn, som George ifølge eget udsagn er parat til at gøre hvad som helst for – også lyve og dræbe.

 

Vil det lykkes George at indkredse den skyldige, og hvis det viser sig at være Kathryn – hvad har han tænkt sig at gøre?

 

Vurdering
Genren er spion-thriller, og to ret lange scener omkring (middags)bordet i George og Kathryns hjem kan bedst karakteriseres som et kammerspil mellem de seks involverede agenter – med mindelser til ”The Party”.

 

Hovedtemaerne er forræderi og dobbeltspil, kærlighed og utroskab.

 

”Black Bag” udmærker sig ved et uforudsigeligt og inden for genren troværdigt manus medsamt en original kameraføring (læg mærke til optakten) og klipning. Dertil velspillende og interessante skuespillere i samtlige roller.

 

En dejlig overraskelse efter ”Logan Lucky” – og en film, der kalder på et snarligt gensyn.





Source link