Det har været et vedvarende spørgsmål i Vesten, hvordan man bedst integrerer muslimer. Hvordan skaber vi fredelig sameksistens mellem dem, der bekender sig til islam, og dem, der er opvokset med frihed, frivillighed og demokrati?
Et spørgsmål, der sjældent rejses, er: Hvorfor er det egentlig en opgave for frie demokratier? Er det ikke snarere op til muslimske tilrejsende og efterkommere at finde ud af, hvordan man kan leve i harmonisk samhørighed i de samfund, man påberåber sig at være en del af – og som man er i sin gode ret til at forlade?
Jeg har gentagne gange spekuleret over debatten om rigmænd, der bruger deres frihed til at søge andre græsgange udenfor Danmarks grænser, når bureaukrati og skattetryk er blevet dem for meget. Til manges forargelse. Men hvorfor dog det? De pågældende rigmænd har blot taget konsekvensen og residerer så steder, hvor de kan være mere i fred med deres ambitioner og værdier. Denne mulighed flugter med den frihed, vi har skabt i Vesten.
Frihed i luftballon
Jeg tænkte det samme, da jeg forleden så filmen Flugten fra Østtyskland (2018) med min datter. Den handler om en familie i det daværende Østtyskland, der ikke ville leve under de vilkår, der blev dem tilbudt i det såkaldte socialistiske paradis i DDR. Familien var villig til at risikere alt, herunder at tage flugten i en luftballon, for at opnå frihed, og det kom så til at koste mand, kone og to børn livet.
I modsætning til dengang, hvor friheden til at flyve var begrænset, står vi i dag et andet sted. Alle har nu rettigheden, jeg vil kalde det pligten, til at søge derhen, hvor man kan opnå optimal udfoldelse for sine private eller ideologiske ambitioner.
I det lys undrer det mig – jeg vil gå så langt som at sige – provokerer det mig, når herboende muslimer mener, at det er en skatteyderfinansieret opgave at facilitere en tradition, der har rødder i den arabiske verden, for eksempel ramadanen.
Ramadan for egne midler
Jeg har deltaget i et festligt kinesisk nytår og sågar spist en fremragende ramadanmiddag under private former, uden nogen har følt sig diskrimineret. Det er den frihed, der er blevet os givet.
Men at man efterhånden misbruger et begreb som diskrimination for at få skatteydernes penge til at finansiere ramadanmiddage, rammer mig ikke bare som borger, der provokerer mig.
Fordi jeg er modstander af ramadan? På ingen måde. Min far afvikler ramadanmiddag for venner og bekendte for egne midler. Det er en direkte hån imod dem, der har ofret deres liv for at leve i frihed. For eksempel den østtyske familie, der sad lammet af kulde og frygt i en luftballon, fordi de ikke havde lov til at dyrke den ideologi, der lå dem kært: frihedens.
Behovet for de mange dialogprojekter med inddragelse af islamisk kultur siger noget centralt om islams tilpasningsevne, dvs. dens mangel på samme. Og om viljen til det sekulære, vestlige samfund, dvs. manglen på samme. Mængden af integrationsprojekter og statsfinansierede dialogtiltag og ramadanmiddagen siger i virkeligheden alt om muligheden for at integrere endsige assimilere muslimer i Vesten.
”Viljen til at ville giver evnen til at kunne”
Citatet kommer fra erhvervsmanden Hans Niels Andersen, der stiftede rederiet ØK, men kan overføres til muslimer i Vesten. Hvis de vil Vesten, må de udvise viljen til at kunne – uden konstant at stikke snablen i statskassen efter endnu et dialogprojekt.
For de er faktisk heldige. De har samme muligheder som danske rigmænd, der har friheden til tilvælge lande, hvor deres ideologi er kompatibel med bedre skatteforhold landets love og regler. Samme mulighed har danske muslimer. De behøver ikke risikere liv og lemmer i en luftballon. De behøver ikke længere stå foran Wiens porte med våben i hånd. De kan frit søge hen til steder, hvor landet dyrker ramadanen, som var det juleaften.
Mulighederne er mange. Stop derfor med at bilde os ind, at ramadanen er dansk. Det er den ikke. Og hvis I mener det, har I ikke viljen til at kunne. I hvert fald i denne del af verden. Og slet ikke på vores regning.
