Den Korte Avis | “Her er London …” : Hør frihedsbudskabet den 4. maj 1945

Den Korte Avis | “Her er London …” : Hør frihedsbudskabet den 4. maj 1945


Husk lysene i aften den 4. maj – fred og frihed er ikke en selvfølge.

 

Den 4. maj 1945 om aftenen gik danskerne fuldstændig amok og rev jublende mørklægningsgardinerne ned og satte i stedet levende lys i vinduerne.

 

Årsagen er velkendt.

 

Den aften sad tusindvis af danske familier klokken 20:30 og lyttede til de ulovlige dansksprogede udsendelser fra den britiske radio, BBC.

 

Midt i en længere redegørelse om krigens gang på de forskellige fronter, blev udsendelsen pludselig afbrudt, hvorefter det efter en kort pause lød:

 

”I dette Øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske Tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig. Her er London.”

 

”Vi gentager: Montgomery har i dette Øjeblik meddelt, at de tyske Tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig.”

 

Frihedsbudskabet, som det senere er blevet kaldt, blev oplæst af journalist Johannes G. Sørensen, der efter krigen flyttede til Bornholm, hvor han arbejdede som journalist på Dagbladet Bornholmeren. Han døde 81 år gammel i 1989.

 

Glæde og bekymring

Denne fjerde maj om aftenen, hvor Danmark jublede og satte lys i vinduerne, var glæden dog også ledsaget af en underliggende frygt.

 

Godt nok havde tyskerne overgivet sig, men var det engelske soldater eller var det sovjetiske tropper, der som de første ville rulle over grænsen i Sønderjylland og måske dukke op som en ny besættelsesmagt?

 

Langt hovedparten af befolkningen frygtede det sidste i en sådan grad, at Johannes G. Sørensen den 4. maj få minutter før udsendelsen blev afbrudt af frihedsbuskabet, blandt andet havde oplæst følgende tekst:

 

”Den svenske Presse har bragt Forlydender om at russiske Faldskærmstropper skulle være landsat i Dyrehaven nord for København, og i Dag gik der Rygter i Danmark om, at russiske Tropper var gået i Land på Falster. Alle disse Rygter savner enhver Begrundelse.”

 

Først tre dage senere kunne danskerne omsider trække vejret lettet, efter at engelske tropper som de første dukkede op den 7. maj i Kolding.

 

Og de var ikke så lidt mere velkomne, end de tyske tropper, der fem år tidligere den 9. april 1940 var marcheret ind over grænsen og besatte Danmark.

 

Bornholms befrielse kom først et lille år senere

Det var dog lykkedes for sovjethæren at komme først til Bornholm, som tyskerne forlod den 9. maj 1945, hvorefter Sovjetunionen holdt øen besat indtil 5. april 1946.

 

Såedes er 5. april 1946 af samme grund Bornholms officielle befrielsesdag og altså ikke den 4. maj 1945 som i det ørige Danmark.

 

Sovjethæren overtog øen fra tyskerne uden sværdslag, selvom man fra Moskvas side har forsøgt at tegne det modsatte billede.

 

Således er i alt 30 navngivne omkomne russiske soldater begravet ved Allinge Kirkegård, hvor en obelisk på russisk bekendtgør:

 

“Evig berømmelse for de russiske helte som ofrede livet i kampen mod tyske okkupanter. Fædrelandet 1945.”

 

Netavisen OLFI, som skriver om forsvars- og sikkerhedspolitik, har dog afsløret, ar de alle er omkommet efter ophøret af den tyske besættelse.

 

Ni døde af alkoholforgiftning, 18 ved et skibsforlis og tre af andre årsager.

 

Lysene i vinduerne

Begrebet ”Aldrig mere niende april” har med lysene i vinduerne den 4. maj om aftenen som symbol været et grundlæggende fundament for Danmarks sikkerheds- og udenrigspolitik.

 

NATO blev grundlagt den 4. april 1949 og ti dage efter, den 14. april, havde Danmark tilsluttet sig forsvarssamarbejdet, der fra oprindeligt 12 lande nu er oppe på 31, efter at Finland den 4. april i år blev medlem.

 

Den 9. 1940 april lærte danskerne, at frihed ikke er en selvfølge og tændte lysene, da andre den 4. maj fem år senere gav os friheden tilbage.

 

Og vi tænder stadig lysene for aldrig at glemme.

Lyt her til hele udsendelsen, hvor frihedsbudskabet bliver oplæst efter fem minutter:

https://www.google.com/search?q=you+tube+befrielsesbudskabet&rlz=1C1SQJL_daDK875DK875&oq=you+tube+befrielsesbudskabet&aqs=chrome..69i57j0i546i649j0i546l2j69i64.18608j0j15&sourceid=chrome&ie=UTF-8#fpstate=ive&vld=cid:f7bc9c63,

 

Kilder til denne artikel:

https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/befrielsesbudskabet-4-maj-1945

 

https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/befrielsen-1945

 

https://olfi.dk/2021/05/09/gravplads-paa-bornholm-endte-som-sovjetisk-propagandavaerktoej





Source link