Hunden Hachiko blev født i 1923 og boede i Shibuya, en forstad til Tokyo med en familie. Men han var mandens hund.
Det var Ueno, der var professor ved universitetet i Tokyo.
Hver morgen fulgte Hachiko Ueno til toget, som han tog til sit arbejde. Og hver eftermiddag blev Ueno “hentet” igen af Hachiko, som stod klar på togstationen i Shibuya for at følges med ham hjem. Hver dag på samme tidspunkt.
En dag kom Ueno ikke. Han havde fået en hjerneblødning, mens han var på arbejde. og døde.
Hachiko ventede som sædvanlig ved stationen, men forgæves. Ueno kom ikke.
Dagen efter stod Hachiko igen på det sædvanlige tidspunkt og ventede. Men der kom ingen Ueno.
Det gentog sig dagen efter. Og de følgende dage. Hachiko ventede faktisk foran stationen på sin elskede ejer hver eneste dag resten af sit liv, men Ueno kom naturligvis aldrig.
Folk i Shibuya og på togruten kendte allerede til Ueno og Hachiko og deres helt særlige bånd.
Men historien om dem blev først udbredt, da en af Uenos gamle elever begyndte at besøge Hachiko. Han skrev artikler til aviser, der handlede om den trofaste hund, som ventede dag ud og dag ind på sin ejer, der aldrig kom.
Hachiko blev landskendt, og folk på stationen begyndte at komme med mad til ham, så han ikke skulle sulte. Hachiko kom nemlig ikke særligt meget hjem til familien Ueno længere, men strejfede rundt i området omkring stationen.
Folk sagde til hunden, at manden ikke kom mere. Men Hachiko blev bare ved med at vente.
Hachiko døde i 1935, og blev begravet ved siden af Ueno i Tokyo.
Siden blev der rejst en statue af Hachiko på Shibuyas togstation. Statuen står ved siden af den indgang til stationen, som de to venner brugte, når de fulgtes hjem.
Statuen er rejst til ære for den loyalitet og trofasthed, som Hachiko er blevet er symbol på.
På universitetet, hvor Ueno arbejdede, er der en statue af både Ueno og Hachiko.
Der er desuden lavet flere bøger og film over historien. En af dem er den amerikanske film: “Hachi – a dog’s tale” fra 2009 med Richard Gere.
Hvert år er der en mindedag ved stationen. Den loyale Hachiko og det særlige bånd mellem de to venner bliver stadig husket i dag næsten 100 år senere.
På 100-året for hundens død skrev mange aviser verden over om Hachito. (BBC)
Hachiko var en akita, der dengang ikke var ret udbredt i Japan. Men Hachikos bemærkelsesværdige loyalitet ændrede det, så akitaen i dag er en ret udbredt hund, ikke bare i Japan, men i hele verden. (gudog.dk)
Historien om Hachiko er usædvanlig, men den minder os om, hvorfor mennesket til alle tider og mange steder i verden har knyttet hunden til sig og kaldt den for sin bedste ven.