Fyns Politi advarer nu om, at der igen er ældresvindlere på spil i politikredsen.
En af dem er her fanget på video i færd med at hæve på et af ofrenes kreditkort.
Signalement: Mand, 30-40 år, umiddelbart etnisk dansk, 175-180 cm høj, iført langærmet grå T-shirt, shorts, grønne Adidas sko, sort kasket og mørke solbriller med påskrift ”LOXAM”
Ved man hvem personen er, så bedes man kontakte Fyns Politi på 114.
Otte nye sager inden for de sidste to døgn
I alt otte sager om kontaktbedrageri er anmeldt af fynske borgere inden for de sidste to døgn, og derfor bringer Fyns Politi nu en advarsel til borgerne om at passe på deres penge. Metoden er den samme som desværre set mange gange før, skriver Fyns Politi:
En person ringer til borgeren og udgiver sig for at være fra banken.
Her får man overbevist borgeren om, at vedkommendes konto er i fare, og man sender derfor et bankbud, der får kort og koder udleveret af borgeren.
Gerningspersonenerne misbruger herefter kortet ved at foretage hævninger i bankautomater, hvor de forsøger at få så mange penge som muligt ud på kort tid.
Bedragerne var på spil onsdag og torsdag
Onsdag den 18. juni modtog Fyns Politi to anmeldelser om kontaktbedragerier begået i hhv. Ringe og Tarup i Odense.
Torsdag den 19. juni modtog politiet så seks nye anmeldelser om kontaktbedragerier med samme modus bare begået i Odense S.
Alle torsdagens bedragerier er foregået inden for et meget kort tidsinterval mellem kl 12.00-15.00.
Ofrene i de otte sager er mellem 69 og 92 år og er blevet bedraget for mellem 2000-15.000 kr.
Skruppelløse og lynhurtige
Politikommissær Finn Wegner Petersen fra Fyns Politis afdeling for økonomisk kriminalitet siger:
“De her gerningspersoner er skruppelløse og lynhurtige. De hæver, det maksimale beløb de kan i automaten, og så er de videre til den næste,” forklarer Wegner Pedersen og fortsætter:
”Derved er det også svært for borgeren at nå at spærre deres kort, selvom de måske fatter mistanke bagefter.”
Fyns Politi efterforsker nu sagerne. Hvis man bliver udsat for bedrageri eller forsøgt udsat for bedrageri bedes man kontakte Fyns Politi på 114, så hurtig som muligt.