Da Københavns Politi i en eftermiddag i september 2021 ransagede en frisørsalon på Nørrebro, kunne betjentene ved selvsyn konstatere, at der måtte være tale om en veldrevet forretning.
Der var masser af penge i butikken, men de lå blot ikke i kassen.
Ved ransagningen blev der blandt andet fundet 400.000 kroner i kontanter svøbt i en Louis Vuitton-stofpose, 14.500 kroner gemt under et ringbind i en skuffe og adskillige pengebundter med 500- og 1000-kronesedler.
Politiet fandt desuden store kontantbeløb i en bil.
En mand med rygsæk ledte politiet sporet
Det var en af frisørens venner, der ledte politiet i retning af salonen, da han blev stoppet med en rygsæk, der indeholdt 578.000 kroner i kontanter, skriver BT.
Onsdag faldt hammeren ved Retten på Frederiksberg.
Her blev den 43-årige syriske frisør idømt tre års fængsel for grov hvidvask og hæleri samt en bøde på 29 millioner kroner svarende til det beløb, der blev hvidvasket for i frisørsalonen.
Til gengæld slap han med en advarsel om advarsel om udvisning.
Turde ikke gå i banken med pengene
I retten fortalte frisøren, at det var almindeligt, at hans kunder betalte kontant, men at han ikke havde indsat pengene i banken, fordi han vidste, at den ville afvise dem.
Det var således ikke ualmindeligt, at hans kunder betalte med femhundrede- og tusindkronesedler, forklarede den syriske frisør.
Han forklarede også, at han havde sendt penge ud af landet til familie i Syrien ved at give kontanter til andre, som sendte pengene videre.
Det var blandt andet en sådan pengetransport i en rygsæk, der bragte politiet på sporet af syreren.
Han indberettede kun moms af kort- og mobilbetalinger og havde ifølge skatteoplysninger en skattepligtig indkomst på 125.000 i 2021.
Den syriske frisør kom til Danmark for 15 år siden og startede med at arbejde i en frisørforretning, som han senere overtog.
Det er uklart, hvorvidt han vil modtage eller anke dommen.
https://www.bt.dk/krimi/frisoer-hvidvasker-sig-til-stor-boede-og-tre-aars-faengsel