Den Korte Avis | Forening bag blodpenge-moské snørede Københavns Kommune og fik ulovligt milliontilskud – nu kræver politiker, at pengene betales tilbage

Den Korte Avis | Forening bag blodpenge-moské snørede Københavns Kommune og fik ulovligt milliontilskud – nu kræver politiker, at pengene betales tilbage


Gennem de sidste 24 år har foreningen bag den berygtede Al-Hidayyah-Moské modtaget ulovlig støtte fra Københavns kommune.

 

Alene i 2024 har foreningen, der kalder sig Islamisk Center for Europæiske Lande (ICEL), ulovligt modtaget 97.500 kroner i medlemstilskud og 53.711 kroner i lokaletilskud.

 

Eller i alt 151.211 kroner.

 

Det skriver kommunens Kultur- og Fritidsforvaltning i en redegørelse til Kultur- og Fritidsudvalget og Folkeoplysningsudvalget.

 

Samtidig oplyser forvaltningen, at den har indstillet yderligere tildeling af tilskud til foreningen.

 

Glemte at fortælle om driften af berygtet moské

Den muslimske forening har modtaget pengene i henhold til Folkeoplysningsloven.

 

Her fremgår det, at der ikke kan ydes tilskud til aktiviteter, ”der har karakter af gudsdyrkelse eller kirkelige handlinger.”

 

Og da foreningen skrev under på, at den til punkt og prikke opfylder betingelserne i folkeoplysningsloven, glemte den altså lige at fortælle, at den også driver den berygtede Al-Hidayyah Moské.

 

Det var her, der blev forhandlet blodpenge efter et bandeopgør i en frisørsalon i 2021, hvor en bulgarsk frisørelev blev dræb og salonens indehaver hårdt såret.

 

Moskéens imam sidder i foreningens bestyrelse

Den kommunale forvaltning blev først opmærksom på forholdet, da det i forbindelse med afsløringen om blodpengene i oktober 2024 kom frem, at den muslimske forening også driver moskéen.

 

Det erkender den muslimske forening Islamisk Center for Europæiske Lande (ICEL) da også i et svar den 5. november til den københavnske fritidsforvaltning:

 

”Vi kan oplyse, at vores forening driver moskéen som en del af sine aktiviteter og har én bestyrelse, der har ansvaret for hele foreningens drift, herunder moskéens administration. Foreningens bestyrelse består af flere medlemmer, heriblandt imamen.”

 

I samme svar skynder man sig dog at tilføje, at:

 

”Vi ønsker desuden at understrege, at de midler, foreningen modtager i form af kommunale tilskud, udelukkende anvendes til de aktiviteter, vi søger tilskud til – det vil sige vores sociale, kulturelle, sportslige og kunstneriske aktiviteter samt andre arrangementer, der styrker fællesskabet. Midlerne bruges ikke til at dække moskéens omkostninger eller aktiviteter.”

 

Her overser foreningen lige det faktum, at den deler lokale med moskéen på adressen Bispevej 4 samt der i de vedtægter, foreningen har sendt il Københavns Kommune, intet står om moskédrift.

 

Vil kræve al støtte tilbagebetalt

På baggrund af den rent faktiske tilknytning til moskéen konkluderer fritidsforvaltningen i sin redegørelse således, at:

 

”Da der er sammenfald mellem den folkeoplysende forening ICEL og moskeen Al-Hidayyah, er det forvaltningens vurdering, at foreningen ikke er tilskudsberettiget efter Folkeoplysningsloven. Derfor har forvaltningen indstillet yderligere tildeling af tilskud. Det bemærkes, at foreningen allerede har fået udbetalt tilskuddet for 2024.”

 

Og tilføjer senere i redegørelsen, at:

 

”Kultur- og Fritidsforvaltningen vil foretage en vurdering af konsekvenserne for foreningen, herunder om der skal rejses krav om tilbagebetaling mv.”

 

Men det er ikke nok, mener det konservative medlem af den københavnske borgerrepræsentation, Niels Peder Ravn:

 

”Jeg synes helt bestemt, at de burde tilbagebetale de penge, som de har fået uretmæssigt,” siger han til B.T og fortsætter:

 

”Når man modtager skattekroner, skal man huske, at det er skatteydernes penge, som vi på rådhuset bagefter har besluttet at bruge til nogle gode formål. Hvis man misbruger de penge, skal man selvfølgelig betale dem tilbage.”

 

Kunne have tjekket hjemmesiden, inden man åbnede pengekassen

Hvis Københavns Kommunes fritidsforvaltning havde gjort sig den ulejlighed at tjekke foreningens hjemmeside, var der aldrig blevet udbetalt så meget som en krone.

 

Her står der intet om de ”social, kulturelle, sportslige og kunstneriske” aktiviteter, som foreningen hævder at arrangere.

 

Her handler det hele ned til mindste detalje om Al-Hidayyah Moskéen og religiøse aktiviteter.

 

Endda en sådan grad, at der også er en vejledning i, hvordan man skal møde op til fredagsbønnen:

 

Det er ønskeligt før du kommer til Fredagsbønnen:

  • At tage et bad for fredagsbønnen. Det er uønskeligt at udelade det.
  • At iklæde sig hvidt tøj.
  • At parfumere sig.
  • At klippe éns negle.
  • At tage til fredagsbønnen i god tid
  • At lytte til taleren – At lytte vil sige at tie og lytte – At udelade dette er uønskeligt.

 

Man siger, at Verden vil bedrages – Københavns kommune er i hvert fald blevet det, og mon ikke andre kommuner ude i landet også står i samme situation?

 

Svaret blæser garanteret ikke i vinden.

 

Kilder til denne artikel:

https://www.kk.dk/sites/default/files/agenda/00e7589f-bdae-42f3-bc2d-b345b13103e8/feb548cb-67be-4358-8b14-54b1689f72a4-bilag-3_0.pdf

 

https://icel.dk/

 

https://www.bt.dk/samfund/moske-fik-ulovlig-millionstoette-nu-kraever-politiker-at-den-betaler-pengene





Source link