I Sverige er den generelle momssats (mervärdesskatt) ligesom i Danmark på 25 pct.
På fødevarer, hoteller, restauranter m.m. er momssatsen dog kun på 12 pct. og på bøger, aviser, tidsskrifter, kultur, offentlig transport m.m. er momsen kun 6 pct.
Nedsættelse af fødevaremomsen har angiveligt været drøftet blandt de fire partier, der i 2022 indgik den såkaldte Tidöaftale (aftalen blev indgået på Tidö slott ved Västerås) om grundlaget for den svenske regering.
Aftalen dannede grundlag for, at Ulf Kristersson (Moderaterne) kunne blive statsminister i oktober 2022 med en regering bestående af Moderaterna (M), Kristdemokraterna (KD) og Liberalerna (L).
Sverigedemokraterna (SD) står udenfor regeringen, men er en del af aftalegrundlaget og sikrer parlamentarisk støtte.
Danmark har ikke differentieret moms og regeringen har afvist at sænke fødevaremomsen. Regeringen vil i stedet sænke elafgiften, visse gebyrer for fødevareproducenter og satser i daginstitutioner.