Den Korte Avis | Flere under 18 år starter på en erhvervsuddannelse trods en samlet nedgang

Den Korte Avis | Flere under 18 år starter på en erhvervsuddannelse trods en samlet nedgang


DANSK ARBEJDSGIVERFORENING

 

Mens der samlet set i dag er 10.000 færre, der søger ind på en erhvervsuddannelse, end der var i 2015, skiller én gruppe sig ud fra tendensen. Nemlig de helt unge under 18 år, hvor antallet af ansøgere er steget med omkring 20 procent.

 

Siden 2015 er det samlede årlige antal elever, der søger ind på en erhvervsuddannelse, faldet med cirka 10.000. Faldet er bekymrende, særligt i lyset af den nuværende og forventede mangel på faglærte i fremtiden.

 

Faldet i tilgangen skyldes imidlertid, at der primært har været et markant fald blandt elever mellem 18 og 24 år, der i stigende grad vælger andre uddannelsesveje eller beskæftigelse.

 

Ser man derimod på de yngre elever, der kommer direkte fra grundskolen – de 15-17-årige – har der været en positiv udvikling. Tilgangen er steget fra 10.889 i august 2015 til 12.895 i august 2024, hvilket svarer til en stigning på omtrent 20 pct.

 

Det er det højeste optag siden erhvervsuddannelsesreformen fra 2015, hvor formålet var at løfte uddannelserne markant, højne kvaliteten og forbedre trivslen blandt eleverne. Samtidig er tilgangen for de 15-17-årige steget med hele 755 elever alene siden 2023, jf. figur 1.

 

Figur 1. Flere unge tilgår erhvervsuddannelserne direkte fra grundskolen

 

Til sammenligning har der blandt de ældre elevgrupper, henholdsvis de 18-24-årige og de 25+-årige, samlet set været en tilbagegang på 12 pct. fra august 2015 til august 2024.

 

Håndværksuddannelser trækker unge direkte fra folkeskolen

Når man ser på de mest populære uddannelser blandt de unge, er det især uddannelser inden for håndværk, der tiltrækker elever direkte fra folkeskolen. Særligt “Træfagenes byggeuddannelse” har oplevet en markant stigning i tilgang de seneste år, mens uddannelsen til elektriker også har en stor tilgang i 2024, jf. tabel 1.

 

Tabel 1. Top-5 mest populære uddannelser for de unge 15-17-årige

 

Omvendt oplever uddannelsen “Social og sundhedshjælper” et fald i tilgangen blandt de 15-17-årige.

 

Kønsfordelingen blandt de 15-17-årige er generelt mere skæv end blandt de øvrige elevgrupper på erhvervsuddannelserne. Mens kønsfordelingen samlet set for alle erhvervsuddannelseselever ligger på cirka 35 pct. kvinder og 65 pct. mænd, ser billedet anderledes ud blandt de 15-17-årige, hvor tilgangen i august 2024 bestod af cirka 28 pct. kvinder og 72 pct. mænd.

 

Derudover er andelen af elever med indvandrerbaggrund lavere blandt de helt unge elever end i den samlede elevgruppe. Blandt alle elever på erhvervsuddannelserne udgør elever med indvandrerbaggrund 9,7 pct., mens andelen blandt de 15-17-årige er 4,5 pct.





Source link