Hvis det står til politiet, kan en af de fire unge mænd, der nu er tiltalt for et brutalt drab på en 19-årig mand, risikere at miste sit danske statsborgerskab.
Det viser en aktindsigt, som Ritzau har fået i anklageskriftet.
Her fremgår det, at anklagemyndigheden tager forbehold for at nedlægge påstand om, at den ene tiltalte, en nu 21-årig mand, skal frakendes sit danske statsborgerskab, hvis han bliver kendt skyldig.
Slået og sparket og stukket med kniv flere gange i brystet
Det brutale overfald på den 19-årige mand fandt sted på Reginehøjvej i det nordlige Aarhus om natten til den 15. december sidste år.
Ud over at blive slået og sparket, blev den 19-årige under overfaldet også stukket flere gange i brystet med en med en kniv og døde senere af sine kvæstelser.
Dagen efter overfaldet anholdt Østjyllands Politi tre af mændene, medens den fjerde i blev anholdt i maj i år.
Han var blevet sporet til Brøndby, hvor Københavns Vestegns Politi anholdt ham.
Politiet: Planlagt overfald i det kriminelle bandemiljø
Ifølge anklageskriftet er det politiets overbevisning, at overfaldet var planlagt og fandt sted i det kriminelle bandemiljø.
De fire tiltalte er i alderen 18 – 28 år.
Sagen, der endnu ikke er berammet, vil blive afholdt ved et nævningeting ved Retten i Aarhus.
Kilder til denne artikel:
Ritzau