USA er i dag stadig den eneste supermagt og er indehaver af hegemoniet i det internationale system af stater. Det vil sige, at USA er den stærkeste militære magt i systemet, så stærk endda at USA har kunnet bestemme de grundlæggende regler for staternes omgang med hinanden – og fået opslutning om dem.
Hertil kommer også, at USA både er den stærkeste økonomiske og den mest indflydelsesrige kulturelle magt. Men med Kinas hurtige modernisering og enorme vækst i sin økonomi og sit militær, behøver man ingen krystalkugle for at kunne se, at Kina har potentialet til inden for en overskuelig fremtid på nogle få årtier at presse sig foran USA militært og overtage både den militære og økonomiske del af hegemoniet. Derimod kan man have sine tvivl, om Kina har evnen til at erobre det kulturelle hegemoni, men det er i første omgang ikke det væsentligste.
Hegemonikampe mellem stormagter har traditionelt siden 1494 resulteret i verdenskrige iflg. George Modelski, sådan som jeg tidligere har redegjort for her i Den Korte Avis (https://denkorteavis.dk/2023/nu-fra-europas-verden-til-kinas-verden/). Når jeg ikke tror, det bliver resultatet denne gang, skyldes det eksistensen af de nukleare våben – de være sig strategiske som taktiske, globale som regionale – og deres ekstremt nøjagtige fremføringsmidler, men der kan ske mange uforudsete farer og overraskende ubehageligheder hen ad vejen endda.
EUROPA ALENE I VERDEN
Europæerne er for øjeblikket vidne til en sådan ekstraordinær overraskende ubehagelighed i form af at blive sat fuldstændigt og eftertrykkeligt uden for indflydelse, endda i Europa, ikke bare af vor fjende Rusland, men også af vor egen hidtil vigtigste allierede USA ved dets præsident Donald Trumps efter eget udsagn forsøg på at skabe fred mellem Rusland og Ukraine.
Sidst Europa blev sat uden for døren på denne måde, var tilbage i begyndelsen af 1970’erne, da USA og Sovjetunionen forhandlede begrænsning i de strategiske a-våben, forhandlinger der i 1972 resulterede i SALT I aftalen og en vred vesttysk forbundskansler Helmut Schmidt, der forlangte udstationering af amerikanske landbaserede mellemdistance missiler i Europa for at forhindre en europæisk afkobling fra USA i tilfælde af en a-våbenkrig. Det fik han. Det var de herostratisk berømte 572 mellemdistancemissiler og NATOs såkaldte dobbeltbeslutning 12. december 1979.
Men Donald Trump er ingen Jimmy Carter og han er langt fra heller en fredsdue, så hvad forventer han til gengæld af Putin, nu han på forhånd har givet Putin meget af det, fredsforhandlingerne ellers måske skulle resultere i, såsom et forhåndsløfte om at Ukraine ikke vil blive NATO-medlem og et andet om, at de af Rusland erobrede områder, d.v.s. hele Krim og Donetsk og Luhansk m.m. forbliver russiske – og meget mere, der kan summeres op til, at USA kræver ukrainsk kapitulation!
FREDSFORHANDLINGERNE USA – RUSLAND ER MERE END OM UKRAINE
Mit gæt er, at Trump har krævet disse såkaldte fredsforhandlinger af grunde, der er meget større for USA end en afslutning af krigen mellem Rusland og Ukraine. Jeg ser Trumps forhandlinger med Rusland som led i noget meget mere vidtgående for både USA og Rusland end de øjeblikkelige forhandlinger.
Det store og vidtgående består i, at jeg gætter på, at Trump vil søge at få Putin med på en ”noget-for-noget” byttehandel, hvor Rusland får den fremtidige hovedindflydelse, ikke bare over Ukraine, men i princippet over hele det kontinentale Vesteuropa mod, at Putin tilkender USA eksklusiv eneindflydelse over hele den vestlige hemisfære, som USA under Obama-administrationen gav afkald på ved at proklamere at ”the Era of the Monroe Doctrine is over”, sådan som Obamas udenrigsminister John Kerry bekendtgjorde i en tale 18. november 2013 i Organisation of American States (OAS) (se https://2009-2017.state.gov/secretary/remarks/2013/11/217680.htm).
Konsekvensen heraf har givet Kina og dets ”One Belt, One Road-Initiative” mulighed for ikke bare at trænge USA tilbage i Latinamerika, men direkte at fortrænge USA fra Latinamerika og berede vejen for et landangreb sydfra på USA. Sådan så John Kerry dog ikke på det den novemberdag i 2013. Han glædede sig i talen i stedet over, at hans Assistent Secretary Roberta Jacobson netop var kommet tilbage fra Kina og en dialog med Kina ”regarding the Western Hemisphere and Latin America” (se https://2009-2017.state.gov/secretary/remarks/2013/11/217680.htm).
I kontrast hertil giver den tidligere stabschef for The National Security Council under Trump Alexander B. Gray denne opsummering af Kinas indflydelse i regionen i dag i en artikel 13. januar 2025 i tidsskriftet FOREIGN POLICY:
“Siden år 2000 har Kinas handel med Latinamerika steget med det 35 dobbelte og Kina er det største eksport- og importmarked for mange af regionens største økonomier. Mere end 20 af hemisfærens lande har tilsluttet sig Beijings Belt og Road-initiative [Den Nye Silkevej, HD], et program designet til at vinde tvingende økonomisk og politisk indflydelse over modtagerne. Kina har investeringer i dybvandshavne i 17 lande og er den valgte telekommunikations leverandør i dusinvis af lande, og begge dele giver anledning til betydelige bekymringer m.h.t. sikkerhed.
I tillæg til at vinde betydelig kontrol over Panama-Kanalens funktion har Kina kontinuerligt opgraderet sine faciliteter til indsamling af efterretninger på Cuba, 90 miles eller sådan fra USAs kyst; det har sendt marinesoldater til Brasilien med henblik på fælles militære øvelser; det underminerer aktivt Den Antarktiske Traktat, idet det søger at udvide sine militære aktiviteter på det sydlige kontinent; og det undersøger muligheden for rumsamarbejde over hele Sydamerika. Måske allermest vigtigt, det er kinesisk fentanyl som uhindret strømmer ind over den amerikansk-mexicanske grænse og dræber titusinder af amerikanere.
På trods af tilbageslag andre steder, forbliver Rusland interesseret i Kold-Krigstidens leg med Washington i hemisfæren, idet det understøtter det kubanske og venezuelanske diktaturer og sender krigsskibe til Caribien. Iran og dets Hizbollah stedfortrædere forbliver aktive over hele Latinamerika. Og transnationale karteller og forbryderbander udgør en reel trussel mod amerikanske borgere og interesser. Snarere end et strategisk dødvande er hemisfæren selve stedet for USA’s sikkerheds- og økonomiske interesser i en æra af stormagtskonflikt. Disse interesser vil blive om muligt endnu vitalere for USA’s økonomiske sikkerhed i takt med at afkoblingsforanstaltninger accelererer og der lægges mere vægt på at fremme sikre regionale økonomiske blokke.” (Min oversættelse)
(https://foreignpolicy.com/2025/01/13/trump-greenland-panama-canada-monroe-doctrine-geopolitics-western-hemisphere/).
AMERICA FIRST OG DEN VESTLIGE HEMISFÆRE
Trump sætter America First, sådan som han har sagt igen og igen. Det betyder i det konkrete tilfælde, at han vil søge at få én eller flere langsigtede underhåndsaftaler med Putin om både USA’s og Europas sikkerhed i form af nye afstukne og af begge accepterede indflydelses- og kontrolsfærer i Verden. Putin får hele Øst- og Vesteuropa eller dele heraf (?), mens USA får hele den vestlige hemisfære, inklusive muligvis Canada (?) og i hvert fald Grønland.
Trump anser det for en vital amerikansk national interesse, at USA genvinder sin uindskrænkede magt over hele den vestlige hemisfære, som USA tildelte sig selv med Monroe Doktrinen, proklameret af Præsident James Monroe i sin årlige tale til Kongressen 2.december 1823. Dengang i 1820’erne var årsagen til Monroe Doktrinen, dels truslen fra Rusland i Den Hellige Alliance (se Johny Leisner: Europas historie i det 19. århundrede/1. Paludan, 1967 (419 ss.), ss. 30 – 37 & ss. 268 – 277), dels at de sydamerikanske stater ved borgerkrige havde frigjort sig af sine europæiske kolonimagter Spanien og Portugal, der nu forsøgte at genvinde tabt terræn. (Se Håkan Berggren: De forenede Staters historie. Hasselbalch, 1966 (427 ss.), ss. 155 – 157). Monroe Doktrinen skulle forhindre, at de europæiske stormagter kunne restaurere sin magt over kolonierne. Monroe Doktrinen var ret beset ganske dristig, idet USA på det tidspunkt kun bestod af c. 20 østkyststater, og Monroe Doktrinen lykkedes kun, fordi engelske Royal Navy ”ruled the waves” og blokerede for at Spanien og Portugal kunne slippe over vandet (se René Albrecht-Carrié: A Diplomatic History of Europe since THE CONGRESS OF VIENNA. Methuen, 1965 (736 ss.), s. 30).
Den vestlige hemisfære består af hele det amerikanske kontinent fra Ildlandet ved den sydlige spids af Sydamerika over Mellemamerika med Caribien i øst og øerne ned langs Sydamerika og Nordamerika med Hawaii og andre nære Stillehavsøer i vest helt op til øgruppen Aleuterne, der er amerikanske og strækker sig helt over til russiske Kamtjatka syd for Beringhavet og Beringstrædet, hvor i øvrigt afstanden mellem Alaska og Rusland iflg engelsksprogede Wikipedia på det korteste sted er 82 km, og videre helt op i det circumpolare Arktiske Hav. Den vestlige hemisfære omfatter således også både Canada og Grønland. Tilbuddet om at købe både den suveræne stat Canada og verdens største ø Grønland som er en del af den selvstændige og suveræne stat Danmark bliver dermed et led i Trumps genetablering under helt nye omstændigheder af den ellers hedengangne Monroe Doktrin (1823 – 2013), der så nok – lur mig – kommer til at hedde Trump Doktrinen.
VESTEUROPA HVOR MEGET UNDER RUSSISK INDFLYDELSE
Det trækker m.a.o. op til en opdeling af verden i nye indflydelses- og kontrolsfærer mellem stormagterne.
For Europa fremkalder det hos mig tanker om tidligere opdelingsaftaler, først den mellem Napoleon og tsar Alexander I i Tilsit 25. juni 1807 på en tømmerflåde ude i Niemen (Hugh Seton-Watson: THE RUSSIAN EMPIRE 1801 – 1917. OUP, 1988 (813 ss.), s. 95), på Hitler – Stalin/Ribbentorp – Molotov Traktaterne med de hemmelige protokoller undertegnet i Moskva i 23. august 1939 (se Erwin Oberländer (Hg.): Hitler-Stalin-Pakt 1939 – Das Ende Ostmitteleuropas?. Fischer,1989 (149 ss.)) og Jalta-aftalerne 4. – 11. februar 1945 mellem Churchill, Roosevelt og Stalin i Jalta på Krim (Se Diane Shaver Clemens: YALTA. OUP, 1970 (356 ss.)).
I skrivende stund (20. 2. 2025, kl. 12:41) bringer den store finske svensksprogede avis Hufvudstadsbladet et interview med den tidligere chef for Finlands udenrigspolitiske institut (FIIA) og nuværende Europaparlamentariker for Samlingspartiet Mika Aaltola, hvor han med kilder i NATO og USA siger, at Europa her fået et ultimatum på 3 uger til at komme overens om Ukraines kapitulation eller alternativt måtte acceptere meget dårlige fredsvilkår for Ukraine. Afvises dette krav tænker USA at trække sine styrker tilbage fra Østeuropa. Nu 16:36 20.2. 2025 meddeler den finske statsminister Petteri Orpo iflg. Hufvudstadsbladet, at han ikke har kendskab til nogen amerikansk tidsfrist.
Sagt på en anden måde, så vil Trump betale Putin for dennes accept af USA’s herredømme over den vestlige hemisfære med som minimum, at Putin kan beholde Krimhalvøen og de andre besatte områder i Donetsk og Luhansk mod, at Putin accepterer mod behørig betaling i landområder, at Trump får fuld kontrol over Grønland. Og måske endda Canada!
Hvad angår Canada, afhænger det, gætter jeg på, helt af, hvor meget Putin kan få af Vesteuropa og EU.
Det er vigtigt, at de vesteuropæiske ledere forstår, at her har de et handlerum om end ubestemt, som det er vesteuropæernes egen opgave at udfylde. Jeg bemærkede, at statsminister Mette Frederiksen 20. 2. 2025 benyttede ordet territorial afskrækkelse. Det forekommer mig at være en præcis betegnelse for, hvad det drejer sig om i denne forbindelse.
Lidt begrebsforklaring: Man skelner traditionelt mellem 2 slags afskrækkelse. Den ene kaldes deterrence by punishment og den anden detererence by denial. Deterrence by punishment sigter på som ordene siger at afskrække en modpart eller fjende ved at demonstrere evnen til at afstraffe vedkommende uacceptabelt meget, skulle vedkommende foretage sig den eller de handlinger, vi ikke kan eller vil acceptere. Atomar afskrækkelse er standardformen for deterrence by punishment. Deterrence by denial sigter på at forhindre en fjende i at invadere ens territorium. Det gøres almindeligvis ved konventionelle militære styrker, hær, flåde og luftvåben. Ud over de konventionelle styrker af hær, flåde og flyvevåben kan deterrence by denial understøttes af såkaldte territoriale forsvarsenheder (se Glenn H. Snyder: DETERRENCE BY DENIAL AND PUNISHMENT. Princeton University, 1959 (39 ss). Herhjemme kaldes de almindeligvis for hjemmeværnet, i England for territorial forces. Det lyder ikke af ret meget, men for en invaderende fjende kan det være en meget ubehagelig erkendelse, at den ikke ved, om og hvem der evt. skjuler sig bag husmuren eller træerne derovre og måske retter sit våben mod en lige nu, kun ventende på det rette øjeblik til at trykke af.
Statsministeren forestiller sig, sådan som jeg forstår hende, at den territoriale afskrækkelse skal bestå i, at de danske styrker skal udfylde det danske territorium ved sin tilstedeværelse og sin bevæbning – og tilsvarende for andre europæiske lande vil jeg tilføje. Den evne er faktisk traditionel suverænitetshævdelse. Problemet for DK i skrivende stund er, at DK ikke har de nødvendige styrker hertil. Her havde rigtig mange værnepligtige gjort godt og også set godt ud!
Her kunne DK med fordel hente hjælp fra Finland og om muligt Schweitz. Da jeg var på tjenesterejse til Finland i foråret 2015 i forbindelse med NOKA (Nordisk Kadetstævne), fik besøget ekstra tyngde af, at de finske myndigheder ugen før, tror jeg, havde udsendt forhåndsordre til 500.000 m/k om at være parate til mobilisering. Finnerne skød kanonerne ind ved at skyde til måls ud over vandet. En af mine militære kolleger, en major i artilleriet, konstaterede tørt at ”de skyder flere skud på en formiddag end jeg må på et år!”
Jeg er fuldt ud klar over, at denne tankegang ikke bare vil virke meget uvant og afskyelig for de fleste vesteuropæere i dag, og bestemt også for danskere. Mange vil føle sig krænkede. Jamen, vi er jo suveræne, vil mange sige. Svaret er: Ja, men det kræver også, at vi er i stand til at demonstrere det. Her er Hærens traditionelle betydning i DK. Hæren er knyttet tæt sammen med territoriet og er den synlige suverænitet.
Folk bliver nok forbavsede over disse ord. De har i årtier fået tudet ørene fulde – også af politikerne – af, at en fremmed kun er en ven, du endnu ikke har mødt! og andre anarkistiske og defaitistiske lokketoner. Nu er det tid til at opdrage sig selv til en realistisk verden. Nu er vi tilbage i virkeligheden.
SAMMENFATNING
Jeg har her skitseret, hvad jeg gætter på, ligger bag den imødekommende amerikanske strategi over for Rusland og USA’s afvisning af europæerne. USA vil – tror jeg – bytte sin imødekommenhed overfor Ruslands ønsker om indflydelsessfære over Vesteuropa med en forventet gengæld i form af Ruslands imødekommenhed over amerikansk eksklusiv indflydelsessfære over hele den vestlige hemisfære.
Bemærk: Jeg har helt udeladt et meget centralt element i den amerikanske imødekommenhed overfor Rusland: Den driver en kile ind mellem Rusland og Kina, men den analyse må vente til en anden gang.
- februar 2025
Henning Duus
Cand. mag. i samfundsfag og idehistorie
Pensioneret lektor i statskundskab ved Hærens Officersskole