Den Korte Avis | EU-landene tager et skridt mod fælles modtagecentre for asylansøgere – men der kan gå 5-10 år, siger Rasmus Stoklund

Den Korte Avis | EU-landene tager et skridt mod fælles modtagecentre for asylansøgere – men der kan gå 5-10 år, siger Rasmus Stoklund


Ved det sidste rådsmøde for indre anliggender under det dansk EU-formandskab er EU-landene blevet enige om at fjerne de juridiske begrænsninger, så det bliver muligt at indgå aftaler med tredjelande om asylbehandling af asylansøgere uden for Europa.

 

EU-landene er mandag formiddag nået i mål med afgørende danske mærkesager på migrationsområdet.

 

Medlemslandene er blevet enige om at lempe regler, så det bliver muligt for et samlet EU eller en række EU-lande at kunne overføre spontane asylansøgere, der ankommer irregulært til EU, til asylbehandling i et modtagecenter i et sikkert tredjeland uden for Europa

 

Udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund udtaler:

Den tidligere og nuværende regering har i årevis arbejdet benhårdt for at overbevise andre europæiske lande om de danske ideer. Langsomt bakkede flere og flere op. Kommissionen fremsatte i maj i år et forslag om en ændring af reglerne, og i dag er EU-landene så nået til enighed om at lempe reglerne.

 

Det er en kæmpe sejr, at vi europæiske lande er blevet enige om at ændre reglerne, så det i praksis bliver muligt at overføre asylansøgere til asylbehandling i sikre tredjelande. Det skal være med til at stoppe den irregulære tilstrømning mod Europa, der har enorme menneskelige konsekvenser og som destabiliserer de europæiske samfund.

 

Det er et vigtigt skridt i den rigtige retning, og jeg ser frem til det videre arbejde.

 

Der kan dog gå en del år inden befolkningerne mærker effekten.

 

Det bliver ikke i morgen eller om nogle måneder. Det kan gå 5 til 10 år før virkningen kan mærkes”, siger Stoklund til TV2 News.

 

Nedenfor er en gennemgang af de to aftaler, der i dag er opnået enighed om. Begge punkter skal nu forhandles med EU-parlamentet.

EU’s asylregler om overførsler til sikre tredjelande

I dag giver EU’s asylregler medlemslandene mulighed for at afvise at behandle en asylansøgning, hvis ansøgeren kan henvises til et sikkert tredjeland, hvor vedkommende har mulighed for at anmode om asyl. De nuværende regler sætter dog en række skrappe krav, der gør reglerne svære at anvende i praksis – herunder at der skal være en rimelig ‘forbindelse’ mellem asylansøgeren og tredjelandet. Danmark er ikke bundet af disse regler grundet vores retsforbehold, men det begrænser resten af EU i at indgå i et samarbejde med et tredjeland om overførsler af asylansøgere til asylsagsbehandling uden for Europa.

Fælles EU-liste over sikre oprindelseslande

EU-landene har i dag i Bruxelles besluttet at vedtage en fælles EU-liste over sikre oprindelseslande.

 

EU-listen over sikre oprindelseslande skal være med til at sikre, at det bliver hurtigere at behandle og udsende asylansøgere, der kommer fra sikre lande, der som udgangspunkt ikke har behov for beskyttelse i EU, men som reélt kommer som migranter. En EU-fælles liste vil samtidig kunne mindske sekundær migration inden for EU og dæmme op for, at asylansøgere fra de udpegede lande ”asylshopper” ved at søge mod EU-medlemslande, der ikke har udpeget deres hjemlande som sikre oprindelseslande.

 

De foreslåede sikre oprindelseslande består af EU-kandidatlandene samt Kosovo, Bangladesh, Colombia, Ægypten, Indien, Marokko og Tunesien.

 

Mere end 43.000 asylansøgere fra Bangladesh søgte asyl i EU sidste år, hvilket svarer til omkring 4 procent af alle asylansøgningerne til EU i 2024.

 

Omkring 25.000 asylansøgere fra henholdsvis Colombia og Ægypten søgte asyl.





Source link