Det er egentlig ganske galgenhumoristisk at de 2 elementer, der skulle demonstrere for alverden henholdsvis socialismens og liberalismens samfundsmæssige overlegenhed, nemlig planøkonomi og menneskerettigheder, hver for sig demonstrerer det modsatte af, hvad de lovede. Planøkonomien lovede materiel overflod og rationel planlægning, men resulterede i materiel mangel og irrationalitet på alle områder. Liberalismens menneskerettigheder lovede individuel frihed, men resulterede i en statslig tvangsmoral og evig trussel om dommerundersøgelser og sagsanlæg.
Et vigtigt element i liberalismens menneskerettigheder var indvandringen, også fra de muslimske lande, ja for venstrefløjen ville særlig den muslimske indvandring bringe lykke og glæde til alle. ”Vi bliver jo alle sammen så lykkelige!” som en af mine kvindelige lærere på minoritetsstudier under Åbent Universitet udbrød engang i 1997, da vi diskuterede Eyvind Vesselbos Ishøj-rapporter fra 1990 og 1996. Vesselbos beregninger viste en eksplosionsagtig indvandring til Ishøj fra Tyrkiet på grund af retten til familiesammenføringer. Jeg havde afstedkommet hendes udbrud ved at gøre opmærksom på, at den store indvandring forholdsvis hurtigt ville betyde, at København til lands og hele halvkredsen rundt ville være omringet af fjender. ”Det har Hovedstaden ikke været siden svenskekrigene 1658 – 1660”, sagde jeg.
Den nuværende angrebskrig fra HAMAS på Israel og HAMAS’ infiltrationer inde i Israel sætter min pointe i et aktuelt perspektiv.
11. september burde have været stregen i sandet
Nuvel! Jeg kan forstå at mange kunne opretholde illusionen om islam og den muslimske indvandring endnu en tid, men med angrebet 11. september 2001 på World Trade Center i New York, der skete ved at lade 2 kaprede rutefly flyve ind i hver sit af de 2 tårne og 1 i Pentagon og 1, der styrtede ned på en mark i Pennsylvania efter modstand fra passagerer og besætningsmedlemmer, burde alle illusioner have været borte hos det store flertal.
Terrorangrebet er i øvrigt overlæsset med tragisk symbolik: Efter at have promoveret sig som vestligt sindede muslimer skal muslimerne erobre det civile vestlige samfunds institutioner og torpedere dem indefra.
I stedet lancerede de vestlige islamproselytter sammen med muslimerne en kampagne om at vesterlændinge nu skulle vise, at de ikke var islamofober. Og det gjorde man så med liv og sjæl.
Angrebet 11. september var ret beset, som jeg har skrevet her i Den Korte Avis, sandsynligvis en hævn for de vestlige kristne hæres sejr over Osmannerne uden for Wiens porte 11.-12. september 1683, omend ingen andre har bemærket sammenfaldet, se min artikel. Eller også tav man bare.
Sverige under angreb
Ingen steder i Vesten har man strøget islam og muslimerne med hårene som i Sverige.
Alligevel har den svenske stat og de svenske demokratiske institutioner de sidste år været under forskellige typer af yderst alvorlige angreb flere gange:
Den første type var den tyrkisk understøttede kampagne på arabisksprogede Al Jazeera og på de såkaldte sociale medier mod de svenske sociale myndigheder. Her var og er det påstanden, at ikke bare de svenske sociale myndigheder, men de nordiske socialbureaukratier fx kidnapper muslimske børn og sælger dem til svensk-svenske homoseksuelle par eller til svensk-svenske barnløse par og derved tvangskristner dem. Kampagnen er ført af indvandrede muslimer i Sverige, endda med en påstået høj uddannelse og med tilknytning til Det Muslimske Broderskab. I en artikel skriver ”Advokaten”, en 91-årig svensk jurist, bl.a. ”Socialarbejdere synes at der er mere underholdende at kidnappe muslimske børn end at sidde hele dagen og tage hånd om alkoholikere og give dem penge og tøj” (min oversættelse fra svensk). Sydsvenskans Inas Hamdan har gjort et beundringsværdigt afdækningsarbejde i flere artikler i Sydsvenskan, se fx her. Der har også været demonstrationer ved Riksdagen i Stockholm med samme budskab, men det meste af kampagnen er foregået på de sociale medier på tyrkisk og arabisk og i Al Jazeera Arab med base i Doha i Qatar iflg. Inas Hamdan.
Den anden type var de såkaldte påskeopløb i påsken 2022. De påstodes at være reaktioner på Rasmus Paludans Koran-afbrændinger. Det var nu snarere tale om kærkomne anledninger til at gribe til massive voldsomheder for at afskrække fra enhver kritik af islam. I hvert fald var både angrebene mod politiet og ødelæggelserne af et omfang og en sådan intensitet, at de iflg. en højtstående svensk politimand må karakteriseres som borgerkrigslignende tilstande.
Den tredje type inden for de sidste 2 – 3 år er så den aktuelle bølge af hævnmord ved skydninger med automatvåben eller ved eksplosiver, der ind imellem rammer deres mål, men oftest ikke, så mange uskyldige bliver ofre. Denne bandekriminalitet, gängkriminaliteten på svensk, indbefatter også en omfattende handel med narkotika og anden vidtforgrenet økonomisk kriminalitet, hvor bl. a. banderne hvidvasker deres penge ved at investere dem i helse- og sundhedssektoren, hvor de iflg Sara Eriksson fra politiets Ekobrottsmyndigheden også driver lægehuse og vaccinationssteder.
Her udfærdiges falske sundhedsattester og falske prøvesvar som fx negative prøvesvar under pandemien og anden svindel, mens man malker den svenske stat for enorme beløb. Se Svenska Dagbladet 22. 10. 2023. Iflg. Rikspolischef Anders Thornberg beregnes den kriminelle økonomi til at omfatte mellem 100 og 150 milliarder svenske kroner om året i Sverige.
Det svenske politi melder også om infiltration både i politiet og i retsvæsenet og blandt advokatstanden. Således blandt den sidste advokatkontoret Devlet i Stockholm med de 2 brødre Ekrem Güngör og Amir Amdouni, der på grund af adgangen til Encrochat afsløredes at de lækkede fortrolig information til kriminelle i flere kriminelle netværk og malkede staten for store beløb (Diamant Salihu; NÄR INGEN LYSSNAR, ss. 168ff). De er blevet udelukket fra det svenske Advokatsamfund og har dermed mistet retten til at være advokat.
Gängkriminaliteten er en følge af segregationen, primært den muslimske segregation, der igen er en følge af, at muslimer ikke vil bo sammen med de vantro og derfor flytter sammen med andre muslimer. Det dokumenterede Aje Carlbom så tidligt som 2003 i sin avhandling (disputats) ved Lunds Universitet. Den havde titlen The Imagined versus the Real Other – Multiculturalism and the Representation of Muslims in Sweden. Department of Sociology tiLund Monographs in Social Anthropology, 2003 (238 ss.). Avhandlingen er frit tilgængelig på nettet, søg blot på forfatter og titel. Det er et feltstudie af Rosengården i Malmö. Carlbom boede i næsten 3 år i Rosengården med sin familie (The Imagined …, s. 30). Muslimer segregerer sig blandt trosfæller for ikke at blive fristet af de vantros liv.
Aje Carlbom blev efterfølgende i mange år persona non grata i den offentlige svenske debat.
Blodhævn og undergravende virksomhed
Den nuværende voldsbølge i Sverige er et resultat af, at det kriminelle netværk Foxtrot, der siges at kontrollere hovedparten af det svenske narkotikamarked, er kommet i intern blodig strid mellem de tidlige kompagnoner og venner, lederen af netværket, den 37-årige kurder Rawa Majid (Den Kurdiske Ræv) og hans næstkommanderende, den 32-årige Ismail Abdo (Jordbærret). Både Majid og Abdo menes at opholde sig i Tyrkiet. Majid købte et tyrkisk statsborgerskab. Det kunne han, fordi han havde investeret i Tyrkiet. Den kobling mellem tyrkisk statsborgerskab og kriminelles investeringer i Tyrkiet, har gjort Tyrkiet til en vigtig beskytter af storkriminelle i EU iflg den tyrkiske journalist Timor Soykan (Diamant Salihu; NÄR INGEN LYSSNAR. Mondial, 2023r, ss. 305 – 308). En melding fra 9. 10. er dog, at Majid skulle være arresteret ved grænsen inde i Iran. Gnisten til opgøret menes iflg det svenske politi at være, at et parti narkotika blev ombyttet med et andet på ét af Foxtrots salgssteder.
På svensk jord eskalerede konflikten, da Abdos mor, der var i 60-årsalderen, 7. september 2023 blev myrdet i sin bopæl i Gränby i Uppsala, Döda i september – Milo, Erik, Giovanni, Mogos Amanuel (aftonbladet.se) .
Konflikten har herfra bredt sig til andre svenske byer, så myrderierne fortsætter. De 2 grupperingers myrderier lettes af, at lederne kender hinanden, har gået ud og ind hos hinanden, måske siden barnsben, og de ved derfor, hvor familier og venner bor, så de kan hurtigt finde hinanden og myrde hinanden overalt i Sverige og formentlig også i udlandet. Disse rullende aktioner og reaktioner af hævn tyder på, at der er tale om mere end hævn. Det tyder på blodhævn. (Her henvises til Diamant Salihus 2 fremragende bøger, Tills alla dör. Mondial, 2021 (354 ss.) og NÂR INGEN LYSSNER. Mondial, 2023 (360 ss.)).
Men hvad er dynamikken i myrderierne – om nogen?
Det spørgsmål er det meget vigtigt at få svar på, også for DK, fordi de samme mekanismer af tilsvarende grunde kan omend med andre personer opstå i DK og med samme forfærdelige myrderier til grund.
Først er det helt centralt at fremhæve den store indvandring til Sverige fra lande i Mellemøsten og Nordafrika, Pakistan og Afghanistan, Somalia og det muslimske Afrika. Alle disse steder – og flere med måske – er stammeområder, hvor blodhævnen stadig dominerer. Den er også stadig til stede i visse dele af det sydlige Europa, såsom Korsika, Sardinien, Sicilien og på Balkan. Og blodhævn var historisk også til stede i Norden, som det fremgår af de islandske sagaer, og formentlig i hele det germanske Nordeuropa (Bruno Gebhardt: Handbuch der deutschen Geschichte. 1. Bd. Union Verlag, 1962, s. 594). Iflg. Munksgaards Historie Leksikon (1966) forsvandt blodhævnen i Norden i 1300-tallet.
Jeg antager derfor, at årsagen har stammesamfund som fornavn og blodhævn som efternavn. Blodhævn kender vi som ”øje for øje, tand for tand” fra Det Gamle Testamente, men denne såkaldte lex talionis kendes helt tilbage til Hammurabis Lov opkaldt efter kong Hammurabi af Babylon (1792 – 1750 f. Kr.). Stenen med lovindskriften står i øvrigt på Louvre i Paris.
Blodhævn er udbredt i muslimske lande, men er, som jeg netop har skrevet, mindst 2500 år ældre end islam, så blodhævnen er adopteret af såvel islam som jødedom og kristendom. I Koranen omtales blodhævnen i sure 2, 178 – 179 og sure 17, 33, hvor blodhævn legitimeres. I Det gamle Testamente sker det i 2. Mosebog 21, 23 – 25. Derfor må blodhævnen slås fast som værende et bærende retsprincip i hele MENA-området.
Idet mordene tilsyneladende sker på ordre fra 2 muslimer, henholdsvis Rawi Majid og Ismail Abdo, vil jeg lægge islamisk strafferet til grund for forståelsen. I den forbindelse vil jeg i første omgang antage at hævnen gælder tyveriet af et parti narkotika fra Rawi Majid og andre bandemedlemmer. Iflg. klassisk islamisk strafferet er tyveri et privatretligt anlæggende, men et sådant tyveri ville ikke kunne straffes med dødsstraf endsige blodhævn, højest amputation af højre hånd og ved gentagelse også af venstre fod (Mathias Rohe: DAS ISLAMISCHE RECHT – Geschichte und Gegenwart. C. H. Beck, 2009, s. 129). Når det alligevel sker – og jeg bliver i den islamiske retssfære, kunne det tyde på, at det ikke er tyveriet som sådan, Rawi Majid reagerer på, men noget helt andet og langt mere fundamentalt, nemlig et brud på den loyalitet, som Rawi Majid mener at have krav på fra Ismail Abdos side, og som tyveriet er udtryk for brud på. Som en person med indblik i et andet netværks struktur, men i tilsvarende situation siger: ”Loyaliteten er et bånd som ikke kan købes for penge. Man må ikke svigte eller vise jalousi. Og man skal beskytte hverandre. Man skal vise at ”jeg er klar til at tage en straf for dig, klar til tage en kugle for dig og rede til at tage mig af din familie, skulle du ikke findes i morgen” (Diamant Salihu; NÄR INGEN LYSSNAR. Mondial, 2023, s. 206, min oversættelse).
Loyalitet hedder i islamisk sammenhæng bay’a eller bai’a og står oprindelig for troskabseden overfor khaliffen eller imamen (Mehdi Mozaffari: AUTHORITY IN ISLAM – FROM MUHAMMAD TO KHOMENI. M. E, Sharpe, Inc, 1987, s. 34 & s. 44). Tankegangen er af Hasan al-Banna overført til det af ham i 1928 grundlagde Muslimske Broderskab og til ham selv som emir (Gudrun Krämer: Hasan al-Banna. OneWorld, 2010, s. 28 og Richard P. Mitchell: THE SOCIETY OF THE MUSLIM BROTHERS. OUP, 1993, s. 196). Loyaliteten gælder både organisationen og lederen, emiren. Herfra er tankegangen vandret videre til andre fundamentalistiske islamiske grupperinger og mere eller mindre religiøse sammenhænge.
Blodhævnen hviler på, at stammen som kollektiv er ansvarlig for et stammemedlems forbrydelse, særlig drab. App’en Det Danske Sprog udgivet af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab definerer blodhævn som en ”praksis ifølge hvilken en slægtning til en dræbt har ret eller pligt til at slå drabsmanden ellen en slægtning til denne ihjel.”
Men hvem er slægtninge? Jamen, det er jo klart, vil vi i Norden sige! Dem der er i familie med hinanden, naturligvis! I stammesamfund har man imidlertid væsentlig andre opfattelser af familiebegrebet end vi i det nutidige Norden har.
Stamme – klan – lineage – hushold
Vi kan for nemheds skyld forestille os en stamme som den yderste ring i en skydeskive, sådan som Kirsten Hastrup & Jan Ovesen gør det i lærebogen: Etnografisk grundbog. Gyldendal 2. udg, 4. opl., 1999, s. 167. Næste ring på et lavere niveau er klanen, næste igen lineagen og inderst inde husholdet, som er pletten på skydeskiven. En stamme kan omfatte flere klaner igen med flere lineager og mange hushold.
Tilsammen udgør de i den aktuelle situation et kompliceret, stærkt lagdelt slægtsforhold formentlig med spredning ud over Sveriges grænser til flere lande og kontinenter. Konflikter kan opstå både inden for en enkelt stamme og/eller mellem én eller flere stammer.
Hastrup & Ovesen skriver: ”Begynder vi nedefra, er der for det første husholdet, som regel én eller anden form for familie eller ”storfamilie”. Et antal hushold er forenet i en slægtsgruppe, som kaldes en æt eller en lineage; en lineage er en slægtsgruppe, hvis medlemmer alle kan føre deres afstamning tilbage til en fælles stamfader. Et antal lineages er igen forenet i en klan, som er en slægtsgruppe, hvis medlemmer alle betragter sig som beslægtede, men som ikke nødvendigvis er kan spore deres afstamning tilbage til en faktisk stamfader; ofte er slægtens stamfader en nærmest mytologisk figur. Et antal klaner udgør så igen en stamme, som på forskellig vis kan betragte sig som udgørende en enhed med rådighed over et bestemt territorium.”
Familie bliver således i stammesammenhæng en for os meget uklar og vidtforgrenet størrelse, der også kan overskride religionsgrænserne.
Som et kuriosum kan nævnes, at en af mine yngre kolleger på Hærens Officersskole tog problemstillingen op i sin undervisning på Officersgrunduddannelsen (OGU) og gav udtryk for, at det der med stammer og klaner vist ikke kunne passe i dag. En af hendes kadetter (dvs. elever) rakte imidlertid hånden op og sagde, at det var fuldstændig rigtigt, og så nævnte han både sin klan og sin stamme. Hun blev lidt forbavset, fortalte hun!
Derfor må vi regne med, at der på grund af indvandringen findes tilsvarende slægtsforhold i DK som i Sverige – og i hele Norden, ja i hele Europa for den sags skyld. Det betyder, at under de rette omstændigheder kan tilsvarende myrderier bryde ud overalt, også i DK.
Det er let at se at udøvelse af blodhævn i sådanne slægtsforhold indeholder alle muligheder for at ramme, hvad vi forstår ved uskyldige. Denne risiko bliver forstørret voldsomt, fordi Sverige ikke er et blodhævnsland. Derfor behøver udøverne af en konkret blodhævn ikke at frygte at trigge nye blodhævn, sådan som risikoen typisk ville være i fx Mellemøsten. Her er man tvunget til at være helt præcis, men i Sverige kan en blodhævnsudøver tillade sig at ramme ved siden af, dvs. ramme nogen, som objektivt set slet ikke har noget med den handling, der foranledigede blodhævnen, at gøre, uden at frygte selv at rammes af en ekstra kæde af blodhævn, i hvert fald hvis de nye ofre ikke selv kommer fra et blodhævnsområde. Det er formentlig forklaringen på sprængningerne og fejlskydningerne. De er både udtryk for foragt for liv og hvad sprængningerne angår også for ejendom. Det svenske politi mener, at sprængningerne også anvendes, fordi morderne in spe er bange for at blive opdaget. Så er det lettere at antænde en sprængladning og derefter bare løbe for at nå så langt væk som muligt før eksplosionen indtræffer.
Dertil kommer, at vi i vor del af verden derudover mangler de konfliktdæmpende og konfliktregulerende mekanismer i form af mægling og bod, som findes i blodhævnens hjemlande. Derfor kan blodhævnen i indvandrerlandene mod her mod Nord brede sig til 100-vis af hævnmord eller mere. Hastrup & Ovesen gennemgår teorien ss. 167 – 169, men jeg vil nøjes med et konkret eksempel til at illustrere mægling og bod. Eksemplet er fra tiden, da DK havde tropper i Irak.
En gruppe Hærofficerer overværede en sådan mægling. Jeg har fået hændelsen gengivet i undervisningen. Jeg husker ikke omstændighederne, men gætter på, at de kom forbi på en rutinerundering og blev inviteret til at overvære slutforløbet for mæglingen:
Et medlem af klan A var i det pågældende tilfælde uforvarende kommet til at slå et medlem af klan B ihjel. Mæglingsresultatet var, at x antal kameler skulle overgives fra klan A til klan B, men lidt ekstra i form af en ung kvinde kom oveni. Hvorfor husker jeg ikke. Hvis kamelerne i regnskabet svarede til boden i kroner, så svarede den unge kvinde til ørebeløbet. Hun blev hentet frem og fremvist og godkendt. Og hun skiftede derefter ejer sammen med kamelerne.
At netop en ung kvinde skal bidrage til med sit liv at slå bro over en konflikt mellem 2 i dette tilfælde klaner i konflikt, gør den unge kvinde endnu mere sårbar, end hun ellers ville være som kvinde i Irak (Hastrup & Ovesen, s. 169).
Mæglingen lykkedes efter lange og højlydte forhandlinger, forhandlerne siddende over for hinanden på et tæppe under en teltdug, konstant drikkende the i 35 – 40 graders varme.
Her nåede de 2 klaners ledere selv til enighed, ellers ville mordet være blevet hævet op til højeste niveau, stammeniveauet med henblik på her at udpege en mægler. Først hvis det mislykkedes eller mæglingen mislykkedes ville blodhævnen kunne bryde ud.
Den skadelidte klan fik sine kameler og en ung kvinde oveni og blodhævnen kom ikke i gang. Frygten drev alle parter til forsoning. Men Sverige er ikke Irak og i Sverige findes hverken den samme frygt eller en forhåndenværende mæglingsinstitution. Nu er det ikke en hvilken som helst, der har den nødvendige anseelse og nyder den nødvendige respekt blandt klanerne til at kunne fungere som mægler i Sverige. Skulle han findes – for det skal naturligvis være en mand, bor han sandsynligvis langt borte og er derfor udelukket fra at møde op. Eller han opholder sig måske i Sverige, men sidder i fængsel, fx for narkotikasmugling? Eller han kan måske allerede være faldet for blodhævnen?
Det vil sige 1
Sammenfatningsvis kan vi sige, at der i Sverige ligesom i det øvrige Nordeuropa findes rigeligt med muligheder for at starte blodhævn, men få eller ingen muligheder for at stoppe den på et tidligt tidspunkt på en traditionslegitimeret måde. Stammer, klaner og alt det dermed sammenhørende er uforeneligt med et moderne samfund med en moderne stat. I takt med at der er kommet flere og flere indvandrere fra blodhævnsområder er drivkræfterne frem mod at genoplive de førmoderne statsdannelser voksende og hovedkendetegnet er aflagt troskabsed til person, en førertype, det være sig en caudillo, en emir, en mafiaboss eller slet og ret en diktator, efterfulgt af en kæde af troskabseder i en nedadgående troskabs- og lydighedskæde med fixeren som det sidste led.
2 Historiske statstyper i voldelig kamp med hinanden
Her er mine hovedpåstande, at der (1) er en faktisk lighed i organisationsform mellem de muslimske bander og den statsform, vi kendte i middelalderens Europa og (2) at de muslimske bander ikke kun er de kriminelle organisationer, som myndighederne i Vesten tror, men også statsforberedende proto-imamater, altså muslimske stater dannet af såkaldte flygtninge og indvandrere til Europa og deres børn.
For at vise det, vil jeg låne 2 begreber fra den østrigske historiker Theodor Mayer: ”DIE AUSBILDUNG DER GRUNLAGEN DES MODERNEN DEUTSCHEN STAATES IM HOHEN MITTELALTER” (Historische Zeitschrift, Bd. 159, Heft 3, 1939, ss. 457 – 487), begge fra hans undersøgelser af grundlagene for dannelsen af den moderne europæiske stat. Han kalder de 2 statstyper for henholdsvis Personenverbandstaat og Institutionalisierter Flächenstaat.
Personenverband betyder en sammenslutning af personer, der har en særlig nær forbindelse med hinanden og som står under en leder, som personerne har svoret troskabsed til. Mayer nævner som eksempler middelalderens lensstat og aristokratiske stat. Det helt centrale er her, at myndigheden udøves af en enkelt leder, i middelalderen, fx en konge, over andre personer igennem sine edsvorne personer. Lederen sidder i toppen af en troskabs- og lydighedspyramide og har alle undersåtterne i et nedadgående hierarki under sig.
I modsætning hertil har vi iflg. Theodor Mayer den institutionaliserede territorialstat. Her udøves myndigheden ikke af personer, men af institutioner, og den myndighed udøves over befolkningen på et territorium, idet Fläche betyder flade, område, territorium.
Ganske vist er institutionerne bemandet af personer, men deres myndighedsudøvelse sker efter et sæt afpersonaliserede standardprocedurer, der tilsammen udgør institutionen, ikke efter personernes individuelle meninger. De personer, der bemander institutionerne, er formelt uddannede til at bemande institutionerne. De er embedspersoner. I deres fritid er de derimod privatpersoner, men de må ikke lade deres private meninger eller sym- og antipatier influere på embedsudøvelsen.
Jeg anser, at uanset, hvad lederne selv siger eller ikke siger, er de forskellige muslimsk dominerede forbrydernetværk i Vesten også undergravende islamisk infiltration i de forskellige lande og stater, hvortil de er indvandrede. Disse netværk er de facto etablerede islamiske proto-stater med det formål til rette tid at overtage de vestlige stater som muldvarper fra undergrunden. Forbrydernetværkerne er organisatorisk opbyggede som en Personenverbandstaat og lederne er de facto emirer og midlertidige stand-ins for kommende islamiske imamer og khaliffer/emirer i Europa. Egentlig er det ikke nyt, ej heller noget jeg finder på! Allerede december 1983 forelagde ISLAM-RÅDET FOR EUROPA en modelforfatning for en islamisk magtovertagelse i Vesteuropa (NB: det var før Murens fald!) (deloversat af og i Gudrun Krämer: Gottes Staat als Republik. Nomos, 1999, ss. 288 – 294).
Forbrydernetværkerne vil efterhånden undergrave den moderne sekulariserede og institutionaliserede territorialstat, så staten hen ad vejen udvikler sig til først en svag stat og dernæst en failed state. Det primære kendetegn ved en svag stat er at staten ikke har kontrol over sit territorium og derfor ikke kan få sine legalt vedtagne love ført ud i livet over hele sit territorium. Det primære kendetegn på en failed state går et skridt videre, idet statens myndigheder ikke længere danner en legitim enhed. I takt med at det sker, forvandles lederne af de kriminelle netværk til alternative myndighedsperson i form af emirer i et imamat/khalifat. Dermed træder den gamle Personenverbandstaat frem igen, nu med en imam/khalif i spidsen, og overtager territoriet fra den moderne institutionaliserede europæiske stat, der forvandles til en potemkinkulisse eller opløses. Denne overtagelse – og her vil jeg benytte Sverige og den svenske stat som eksempel – lettes af den svenske stats ejendommelige decentraliserede karakter, hvor de enkelte statslige myndigheder er selvstændige organer, der ikke som i et ministerstyre som det danske er underlagt et ministerium med en minister i spidsen. Da jeg tidligere har skrevet om det særlige ved den svenske forvaltningsmodel her i Den Korte Avis, vil jeg tillade mig at henvise hertil, se https://denkorteavis.dk/2020/sverige-er-nordens-farlige-saerling/. På grund af flere svenske partiers afhængighed af muslimske indvandrerstemmer (Socialdemokratiet, Vänsterpartiet og Miljöpartiet De Gröna) står islamismen meget stærkere i Sverige end i DK og har sammen med de syriankristne storkriminelle banders indflydelser på de borgerlige partier (Moderata, Centerpartiet og Liberalerna) direkte og indirekte kunnet forhindre at de svenske myndigheder har kunnet få tilladelse til at udveksle oplysninger på tværs med henblik på fx at komme svindel og bedragerier til livs. Denne kobling har også kunnet blokere for fx indførelse af visitationszoner à la DK, der er diskriminerende, da politiet dermed mistænker uskyldige, lød argumentationen. Se bla. Olle Lönnaeus: ”Därför är Jamal El-Haj ett problem för Magdalena Andersson” i Sydsvenskan, 14. 10. 2023 https://www.sydsvenskan.se/2023-10-14/darfor-ar-jamal-el-haj-ett-problem-for-magdalena-andersson
Det er samtidigt vigtigt at fremhæve at de betydelige resultater, som svensk politi trods alt har opnået de sidste 3 – 4 år, skyldes at politiet fik adgang, dels til den krypterede ENCROCHAT chattjenester, hvis kryptering blev brudt af det franske gendarmeris cyberpoliti C3N og stillet til rådighed for EU-landenes politier og den af FBI hemmeligt skabte ANOM, som mange kriminelle lokkedes over på efter at det var afsløret at ENCROCHAT var blevet knækket (Diamant Salihu: NÄR INGEN LYSSNAR, s. 22, ss. 191 – 200, ss. 215 – 235). Her kunne det svenske politi læse med i realtid om narkotikaforsendelser fra og til og med hvem (fx Manila Maersk fra Casablanca til Göteborg), hvad banderne talte om, og hvilke mord banderne planlagde. Mange af de planlagde mord er det efterfølgende lykkedes politiet at forhindre. Selv om forsvarsadvokater forsøgte at forhindre anklagemyndighederne i at anvende indhentede oplysninger fra ENCROCHAT og ANOM med henvisning til at oplysningerne ikke var indhentede i overensstemmelse med svensk ret, har Högsta Domstolen ikke villet tage sagen op til prøvelse (NÄR INGEN LYSSNAR, ss. 233 – 238).
Det er netop i forbindelse med spørgsmålet om legitim og legal regeringsudøvelse ildevarslende, at professor i migrationsforskning Naika Foroutan, der også er direktør for Deutsches Zentrum für Integrations- und Migrationsforschung ved Humboldt Universitet i Berlin, under overskriften Der Deutschland-Plan i Focus online 4. 9. 2023 skriver, at Tyskland per se ikke tilhører nogen https://www.focus.de/politik/meinung/gastbeitrag-von-naika-foroutan-sie-erkennen-ihr-land-nicht-mehr-dann-haben-sie-etwas-falsch-verstanden_id_203146719.html . Tydeligere kan tesen om den store befolkningsudskiftning vel ikke siges fra en person, der tilsyneladende har rødder i Iran. Med hendes ord er indvandrerne kommet for at overtage Tyskland via stemmesedlen, ikke for at tilpasse sig. Det må vi formode også gælder for indvandrere til både Sverige og DK og det øvrige Norden. Det betyder i så fald også fremtidige interne tyske kampe om, hvordan landet skal styres, og hvor grænserne skal gå. Det var bl.a. en sådan situation OSCE-Helsinki Slutakten (1975) og Paris Charter for a New Europa (1990) skulle forebygge ved at slå det repræsentative demokrati fast som styreformen i Europa efter Murens fald (1989) og ophøret af Den Kolde Krig, idet grænserne ligger fast, skrev man under på, men de skal være åbne.
Med europæiske øjne vender oldtiden og middelalderen dermed tilbage, men med muslimske øjne vender Muhammeds tid tilbage. Islams historieopfattelse er en fortløbende forlængelse af Muhammeds tid ind i nutiden. Der findes ingen tanke om progressivitet, kun tilbagevenden til Muhammeds tid.
Lyder det langt ude at tillægge forbrydernetværk revolutionære statsomstyrtende hensigter, så husk på at havde nogen peget på, at muslimer kunne finde på at anvende kommercielle rutefly som missiler i et angreb på USA, ville han eller hun næppe være blevet troet, men rådet til at søge psykiatrisk hjælp. Havde nogen før lørdag 7. oktober 2023 sagt at HAMAS om kort tid ville indlede et storstilet og morderisk angreb på Israel til lands, til vands og i luften, ville vedkommende højst sandsynligt blevet afvist som ikke rigtig klog. Det ville ikke kunne finde sted, for Israel har verdens bedste efterretningsvæsen, ville man indvende.
Henry Kissinger sagde rammende i et interview med politico.eu i den anledning, at Tyskland havde begået en alvorlig fejltagelse ved at lukke så mange udlændige ind, se https://www.politico.eu/article/henry-kissinger-germany-let-in-way-too-many-foreigners/ . Det gælder for alle landene i Europa, vil jeg tilføje, men med den kvalifikation at udlændinge bør præciseres til ”muslimer”. Muslimerne flest afviser den på historisk kristen grund etablerede sekulære samfundsorden, som vi har udviklet den i Europa siden den franske revolution i 1789 og de efterfølgende Napoleonskrige. Og allervigtigst for os: De mener at de har et bedre og mere retfærdigt alternativ, der hviler på sharia.
Jeg synes, at det er på allerhøjeste tid, at myndighederne i Europa begynder at tage både de politiske intentioner hos afsenderstaterne for flygtninge og de politiske landtidskonsekvenser af den store muslimske indvandring til Europa for Europa rigtig meget alvorligt. Muslimerne er – og det er min påstand – for de flestes vedkommende ikke kommet for at tilegne sig det sekulære vestlige demokrati med menneskerettigheder. De finder det ikke efterstræbelsesværdigt. De er kommet for om nødvendigt at gennemtvinge en islamisering af Europa, for at gennemføre en afskaffelse af den sekulære stat med demokrati, for at redde os som vantro og give os lejlighed til at konvertere til islam, eller blive dhimmi i et imamat eller et khalifat eller slet og ret skulle man ikke tilhøre bogens folk dø ved sværdet. Det er indholdet i den islamiske folkeret al-siyar (Majid Khadduri: War and Peace in the Law of Islam. The Johns Hopkins University Press, 1955). Jeg vil her henvise til min artikel på respublica.dk https://www.respublica.dk/?p=2842 .
Det vil sige 2
Den svenske stat er igennem mange år blevet undergravet nedefra og ovenfra i en slags knibtangsmanøvre. De muslimske forbrydernetværk udgør statsundergravende proto-emirater, der sammen med de muslimske vælgeres vægt internt i Socialdemokratiet, Vänsterpartiet og Miljöpartiet har gjort det muligt at forhindre gennemførelsen af de reformer, der er nødvendige for at sikre at de statslige myndigheder kan arbejde sammen som en enhed. I stedet har deres blokering medført at den svenske stat i stigende grad er blevet det, der i fagterminologien i faget international politik hedder en svag stat. Den nuværende regering Ulf Kristersson bestående af Moderaterna, Kristdemokraterna og Liberalerna gør med afgørende hjælp fra støttepartiet Sverigedemokraterna for øjeblikket, hvad den kan for at hindre at denne udvikling fortsætter i retning mod en fuldbyrdet failed state. Tiden vil vise om den lykkes.
Overordnet perspektivering
Der går en mere eller mindre lige linje fra USA’s og Vestens nederlag i Afghanistan og USA’s tilbagetrækninger herfra i 30. august 2021 over Ruslands sidste angreb på Ukraine 24. februar 2022, Ruslands og Kinas mobilisering af Det Globale Syden mod USA og Vesten og HAMAS’ overraskelsesangreb på Israel 7. oktober 2023 – og for den sags skyld også de muslimske oprør med de svenske myndigheder. Ind imellem på denne linje er flettet det muslimske indvandringspres på Vesten og det parallelle store indvandringstryk af afrikanere på grænsen mellem Mexico og USA, formentlig hjulpet over Atlanten af Rusland og Kina. Herved bliver det klart at grundforudsætningen for at lade så mange personer komme ind i Europa er borte og faktisk har været det siden den libanesiske borgerkrig 1975 – 1990, nemlig at indvandrerne gerne ville vesterniseres. I stedet er et pladderhumanistisk, forvirret og henfalden Vesten i fuld fart med under menneskerettighedernes smældende banner at lade sig opsluge af malstrømmen af mennesker fra Det Globale Syden. .
Henning Duus
Jeg er født i 1945 og cand. mag. i samfundsfag og idehistorie fra Aarhus Universitet og næsten bachelor i
religionsvidenskab og minoritetsstudier fra Åbent Universitet, København Universitet
Pensioneret lektor i statskundskab ved
Hærens Officersskole