Af Aia Fog, cand. jur., formand for Trykkefrihedsselskabet
På lørdag, den 13. september, er det fjerde gang Tommy Robinson arrangerer Unite the Kingdom-demonstration i det centrale London. Og det bliver efter al sandsynlighed en af de største demonstrationer London har set med over 500.000 forventede deltager fra hele landet.
Trykkefrihedsselskabet deltager også, som vi har gjort det siden den første demonstration fandt sted i begyndelsen af juni sidste år. Dengang deltog ca. 30.000 i demonstrationen, som siden er vokset næsten eksponentielt fra gang til gang.
Selvom Unite the Kingdom eventene er tænkt som en fredelig festligholdelse af engelske værdier og kultur og en markering af nationalt sammenhold, så er Tommy Robinsons initiativ – alene i kraft af opbakningen til demonstrationerne – blevet en tydelig markør på, at grundstemningen i den engelske befolkning er ude i en hurtigt nedadgående spiral som følge af Englands deroute som demokratisk rets- og velfærdsstat. Så meget endda, at flere og flere taler om England som et land, der kan udvikle sig til en såkaldt Failed State, hvis der ikke sættes ind.
Og selvom der er endog meget langt til kendte sammenbrudte stater som Somalia, Afghanistan og Syrien, så udviser England stærkt bekymrende symptomer på svækkelse målt på en række af de parametre, der kendetegner en Failed State.:
Manglende kontrol over eget territorium:
England har store problemer med – eller har nærmest opgivet – at stoppe strømmen af illegale migranter over Kanalen, hvor hundredevis – og ind imellem op til 1200 – mænd fra MENAPT-landene (Mellemøsten, Afrika, Pakistan og Tyrkiet) dagligt strømmer ind til den engelske kyst i gummibåde. De seneste 5 år er der ankommet ca. 150.000 muslimske mænd illegalt til landet alene via Kanalen. Og staten magter ikke at sende dem ud igen.
Svigt i statens basale funktioner:
NHS, det engelske sundhedsvæsen er på sammenbruddets rand på grund af manglende ressourcer, og politi og retsvæsen er under heftig kritik for at udvise dobbelte standarder (two-tiering) ved ikke at beskytte – og i en lang række tilfælde at slå hårdt ned på – arbejderklassen: den årelange negligering af af de pakistanske grooming gangs og politiets klapjagt på borgere for ellers lovlige ytringer på de sociale medier, er blot et par eksempler.
Manglende legitimitet og autoritet
Keir Starmer og hans Labour regering har på lidt over et år nærmest formøblet den beskedne opbakning, han havde efter valget i juni sidste år og han er i dag en af de mest upopulære og udskældte premierministre i nyere tid: han har foretaget drakoniske indgreb i ytringsfriheden, frataget pensionisterne deres varmehjælp for (indirekte) at bruge pengene på illegale migranter og har dertil allerede været eksponeret i sager, hvor han ulovligt har modtaget ”gaver, fordele og gæstfrihed” for £ 107.000, svarende til godt 920.000 DKK. Senest har hans vicestatsminister, Angela Rayner, måtte trække sig fra sin post efter at have ”undladt” at betale £ 40.000 i skat.
Alvorlige brud på menneskerettighederne
Siden Southport attentatet sidste sommer er der sammenlagt idømt 39 års fængsel for at ytre kritik på de sociale medier og til demonstrationer af magthaverne og den manglende håndtering af befolkningsudskiftningen, politiet overvåger borgerne på de sociale medier og senest har en protestbølge under kampråbet ”Raise the Colours” rejst sig som reaktion på, at de lokale myndigheder og politiet i Birmingham, Englands næststørste by, forbød og fjernede St. George´s Cross ( det engelske flag) og Union Jack fra offentlige lygtepæle, fordi flaget signalerede manglende diversitet. Selv USA er bekymret for udviklingen i England og har offentligt bekendtgjort, at man overvåger ytringsfriheden i landet.
Manglende evne til at opretholde økonomien
England har en offentlig nettogæld på 96% af BNP svarende til svimlende £ 2,9 billioner og har en gældsrente, der forventes at nå £ 111 mia. årligt – mere end dobbelt så meget som Storbritanniens forsvarsbudget. Landets økonomiske bæredygtighed er svækket og landet er hårdt økonomisk presset, med risiko for faldende investor- og valutatillid, hvis ikke der gribes politisk ind. Og det er der ikke umiddelbart udsigt til at Keir Starmer kan eller vil.
England udviser således tydelige tegn på statsskrøbelighed og på lørdag vil flere hundrede tusinder møde op foran Westminster i en fredelig og festlig demonstration med sange og talere fra ind- og udland. Men man skal ikke tage fejl: den gode stemning er et tyndt lag fernis over den stigende frustration over, at briterne ikke længere kan genkende deres eget land og vrede over, at myndighederne og retsvæsenet ikke længere kan eller vil beskytte deres frihedsrettigheder og sikre deres velfærd. Derfor kan det også blive sidste gang i lang tid, at vi vil se dem protestere i en fredelig og festlig form.