Nordjyllands Politi skred tidligere fredag til anholdelse af en 50-årig mand.
Anholdelsen sker som en udløber af den efterforskning, hvor en ukendt mand den 9. november pludselig stod i en yngre kvindes soveværelse på en adresse i Aars.
Politiet ser med stor alvor på sagen, og man efterforsker den som et forsøg på voldtægt.
Henvendelser fra offentligheden og efterforskning
Men i dag lykkedes det altså for politiet at anholde en mistænkt i sagen, og anholdelsen sker, oplyser efterforskningsleder og politikommissær Mikkel Brügmann, på baggrund af både henvendelser fra offentligheden samt diverse efterforskningsskridt.
Den mistænkte mand, der ligeledes er bosiddende i lokalområdet, fremstilles i løbet af lørdag i grundlovsforhør ved Retten i Aalborg.
”Det glæder mig, at vi hurtigt har kunnet anholde en mistænkt mand i sagen, og jeg vi også gerne takke borgerne for at henvende sig til os med relevante og brugbare information,” lyder det fra politikommissær Mikkel Brügmann, som fortsætter:
”Den viden, som lokalbefolkningen har, er vi meget afhængig af som politi.”

