Af Kirsten Damgaard, kulturpsykolog, uddannet lærer i religionskundskab, medlem af Forum for islamforskning
Fra pro-palæstinensere, der tiljubler Hamas angreb på Israel i okt. 2023, hører jeg en del historisk mis-information.
Jeg beskriver her meget enkelt den historiske udvikling om hvad der egentlig gik forud for Israels oprettelse i 1948. Hvis du vil have mere end denne pixi-udgave, så er der henvisninger til sidst.
Kun få arabiske palæstinensere vil acceptere at få mindre end hvad de kalder hele Palæstina ”From the river to the sea”, som et jødefrit område. Og den nuværende israelske regering heller ikke vil gå af end afgive land.
Men ikke desto mindre, så er delingen af Israel faktisk sket.
Mange folkeslag
Engang var landet kendt som områderne Judæa, Samaria, Galilæa, Golan, Transjordanien og Negevørkenen. Man kaldte det Palæstina og efter 1. verdenskrig Det Britiske Palæstina Mandat.
Hensigten var ifølge forskellige britiske løfter ( Balfourdeklarationen 1917), at der skulle skabes ”et nationalt hjem for det jødiske folk (…) udfra den klare forudsætning, at der ikke vil blive gjort noget, der kan skade eller forringe de religiøse eller borgerlige rettigheder for de bestående ikke-jødiske samfund i Palæstina ”. De folk, der allerede boede i området var muslimske arabere, kristne arabere, indfødte jøder (yusiv), tilvandrede jøder og drusere.
Mens briterne styrede Palæstina Mandatet udspaltede de områder øst for Jordanfloden, det såkaldte Transjordanien. En mand af hashimitisk familie (fra det nuværende Saudi-Arabien) blev indsat som emir i 1923 i en slags hjemmestyre. I 1946 fik denne del af det historiske Palæstina fuld selvstændighed og emiren skiftede titel til konge. Landet kaldte sig derefter Jordan, nu man havde egen stat for palæstinensiske arabere.
To delinger
Det tilbageværende britiske Palæstina mandatområde var nogenlunde på størrelse med Jylland, langt og smalt. Briterne afgav også noget af Golanhøjderne i nord, til det daværende franske mandatområde Syrien-Libanon.
Længe før staten Israel blev etableret, var der kampe mellem jøder og især muslimske arabere i hele det britiske mandatområde. Siden 1882 var jøder indvandret fra Rusland, Østeuropa og Vesten. Der var gennem zionistiske organisationer opkøbt jord i stor stil. Men folkene – muslimer og jøder – følte ikke fællesskab, der var ”rivaliserende og uforenlige nationale bevægelser” (Hvidbog 1939), hvilket blev anledning til mange gnidninger og angreb – også rettet mod briterne.
To stater på ét territorie
Da briterne løb tør for løsningsforslag til det nationale hjem for det jødiske folk, blev Palæstinaspørgsmålet overdraget til det nydannede FN. Der blev nedsat en specialkomité UNSCOP med Australien, Canada, Tjekkoslovakiet, Guatemala, Iran, Holland, Peru, Sverige, Uruguay og Jugoslavien.
Deres rapport blev fremlagt på FN’s generalforsamling i november 1947. Opdelings-resolutionen blev vedtaget og delte Palæstina op som et skakbræt, i seks felter, tre arabiske og tre jødiske, dertil Jerusalem under et internationalt formynderskab. Planen tilkendte omkring 55% af det allerede barberede Palæstina til jøderne. Uden at medregne Jordan ejede araberne i 1947 80% af landets dyrkbare landbrugsjord.
Vestbredden ( som egentlig var Judæa og Samaria) indgik i ”skakbrættet” og skulle være en del de to stater, der altså hver især blev spredt på tre felter.
Jeg pointerer ”skakbræts-resolutionen”, fordi mange tror, at det vedtagne var sammenhængende landområder, altså en grænse på langs ned gennem landet, således at den ene stat ikke fik adgang til Middelhavet. Andre forestiller sig et Jylland delt over på tværs på midten.
Vestbredden er ikke besat
Vestbredden er en del af det hjemland, som de to nye stater skulle deles om, ifølge det vedtagne i FN 1947.
Men de palæstinensiske arabere har aldrig accepteret en egen stat – bortset fra Jordan – i det tidligere britiske mandat område.
Det samme gælder for så vidt Gaza-striben.
Undervejs og mellem alle de krige araberne har påført Israel, har disse to områder haft svingende held med selvstyre. Fuldt uafhængige stat(er) har de aldrig været. Derimod var Vestbredden annekteret/besat af Jordan i ca.18 år efter den første krig (1949-1967 ), så det er lidt af en tilsnigelse, at kalde det besat af Israel i vore dage.
Jødisk tilhør ignoreres
Som bekendt var/er den arabiske verden generelt og de palæstinensiske arabere heftige modstandere af at jøder atter fik egen stat, netop i det territorie Yusiv = de mange, mange , mange generationer jøder født i Palæstina – har beboet i århundreder før islam etableredes i 600 tallet.
Det forekommer mig absurd at have tiltro til at endnu en deling af Palæstina, vil få lokale arabere til at praktisere fred.
Anbefalet litteratur : professor Eugene Rogan Oxford University : Arabernes historie fra Osmannerriget til det arabiske forår (2017); Gads Leksikon om islam (2008) ; Dansk Israelsk Forening: oversigtskort over Israel, Samaria, Judæa, Golan og Gazastriben (2022).Lektor ph.d.. Morten Valbjørn: ‘Jordan er Palæstina’ – 90 års konflikter samlet i et slogan. 27. aug. 2012 Videnskab.dk