En 29-årig mand fra Randers blev onsdag ved Retten i Randers idømt et år og tre måneders fængsel, heraf de 3 måneder ubetinget, for at have lavet og udbredt AI-genereret seksuelt materiale med børn.
Det er første gang i Danmark, at en person bliver dømt for at lave og distribuere krænkende materiale med børn, som er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens.
Sagen begyndte at rulle ved politiet i efteråret 2023, da National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) via deres internationale politisamarbejde fik oplysninger
om, at en anonym profil på nettet solgte AI-genererede seksuelle billeder af børn.
Over 36.000 billeder med børneporno
NSK delte oplysningerne med Østjyllands Politi, der den 15. november slog til på mandens adresse i Randers.
Da politiet trængte ind i lejligheden, greb de manden på fersk gerning, mens han sad foran skærmen, der viste computergenererede billeder af børn.
Under den efterfølgende ransagning og gennemgang af mandens computere, harddiske og telefon, fandt politiet over 36.000 billeder af seksuel karakter med børn.
En advarsel til andre
Efterforskningen af sagen har vist, at den 29-årige via en hjemmeside og chatkanal i en periode fra marts til november sidste år har distribueret og solgt et omfattende antal billeder til brugere flere steder i verden for et beløb på mindst 25.000 kroner.
”De voldsomt seksualiserede billeder af børn, som den 29-årige har fremstillet, er så virkelighedstro, at det er stort set umuligt at se forskel,” siger specialanklager Jesper Rubow, Østjyllands Politi, og fortsætter:
”Uagtet at der ikke er tale om rigtige personer på billederne, så er det er en alvorlig sag, der falder ind under straffelovens bestemmelser om distribution af krænkende seksuelt materiale med børn.”
Jesper Rubow håber, at denne sag forhåbentligt kan være en advarsel for dem, der måtte tro, at det ikke er strafbart at besidde eller videresende krænkende materiale, der er lavet med kunstig intelligens.
Første dom af sin art
Straffen blev fast sat til fængsel i 1 år og 3 måneder.
Straffen blev udmålt som en kombinationsdom, der betyder, at den dømte skal afsone tre måneder af straffen, og at et år af straffen gøres betinget med de vilkår, at dømte skal udføre 200 timers ulønnet samfundstjeneste.
Desuden skal han modtage sexologisk behandling efter Kriminalforsorgens bestemmelser.
Den 29-årige erkendte fremstillingen og distribueringen af billederne, men nægtede kendskab til, at det var strafbart.
Han tog betænkningstid i forhold til at anke.
I forbindelse med dommen fik han konfiskeret 25.000 kroner plus telefon, computere og harddiske.