Den 14-årige dreng, der er tiltalt for i maj at have affyret skud mod den israelske ambassade i Stockholm har ifølge svensk politi modtaget 80.000 svenske kroner for at udføre jobbet.
Det skriver den svenske avis Expressen.
Ifølge politiet var det hans 16-åreige storebror, der hentede pengene, som deres far efterfølgende gemte i en pude.
Ligeledes har politiet mistanke om, at den 14-åriges storebror har påtaget sig en drabsmission i København.
Blev pågrebet på stedet
Skuddene blev affyret klokken fem om morgenen mod den israelske ambassade på Strandvägern i Stockholm.
En politipatrulje, der bevogtede ambassaden, så en mørkklædt person løbe fra stedet og var kort efter i stand til at pågribe en 14-årig dreng ikke langt derfra.
En pistol og tre tomme hylstre blev efterladt på gerningsstedet, omkring 80 meter fra ambassadens bygning.
Mossad: Iran står bag
En uges tid efter affyringen af skuddene mod ambassaden oplyste den israelske efterretningstjeneste Mossad, at svenske kriminelle bander udfører opgaver for Iran.
Ifølge Mossad bliver både det svenske dybt kriminelle Rumba netværk og det lige så kriminelle Foxtrot netværk finansieret af Iran til at udføre terroropgaver.
I tilfældet med skudepisoden ved den israelske ambassade peger Mossad på, at det er Rumba netværket, der står bag.
Til gengæld var det ifølge den israelske efterretningstjeneste Foxtrot netværket, der stod bag den håndgranat, der i januar blev kastet mod den israelske ambassade i Stockholm.
Ligeledes skal Iran ifølge Mossad også være involveret i et håndgranatangrebet på den israelske ambassade i Belgien.
Erkender Irans samarbejde med svenske kriminelle
De svenske myndigheder lægger ikke skjul på, at de kender til Irans samarbejde med svenske kriminelle.
Således skriver Expressen, at den svenske sikkerhedstjeneste Säpo allerede sidste forår konstaterede, at Iran havde gennemført omfattende planlægning af forskellige typer angreb på svensk jord.
Det blev fastslået i et såkaldt situationsbillede fra Säpos kontraspionage.
Så sent som på et pressemøde den 31. oktober bekræftede Säpo, at der er forbindelser mellem svenske kriminelle bander og personer med tilknytning til Iran.
Der er sammenhænge mellem handlinger begået i Sverige og Iran, som nogle gange siges at være begået af børn, lød det fra den svenske sikkerhedstjeneste.
Og fra den svenske justitsminister Gunnar Strömmer lyder det:
”Säpo og politiet har beskrevet en alvorlig udvikling. Vi har tidligere set, at folk i vores land kan bevæge sig mellem terrorisme og voldelig ekstremisme. Nu ser vi eksempler på en sammenhæng mellem kriminelle netværk og statslige aktører.”
”Den svenske regering vil gerne være meget tydelig på, at Sverige ikke skal være en platform, hvor udenlandske aktører kan fremme deres interesser,” understreger Strömmer.
Spørgsmålet er blot, om de svenske myndighederne nogensinde vil få styr på banderne i en situation, hvor de godt og grundigt allerede nu har infiltreret det svenske samfund.
Det kan du læse mere om her: https://denkorteavis.dk/2024/nu-betjent-doemt-for-at-laekke-oplysninger-til-bandekriminelle/
Kilder til denne artikel:
https://www.expressen.se/nyheter/sverige/foxtrot-jobbar-for-iran-enligt-mossad-/