**** 4 stjerner ud af 6
Emily Brontë er en af de tre berømte Brontë-søstre – de to andre hedder Charlotte og Anne. Alle skrev de romaner, hvor især Charlotte Brontës ”Jane Eyre” og Emily Brontës ”Wuthering Heights” (’Stormfulde højder’) stadig er kendt i en bredere offentlighed. I parentes bemærket nok fordi bøgerne gentagne gange er blevet filmatiseret.
Sidstnævnte blev udgivet i 1847 og regnes i dag for en klassiker i engelsk litteratur.
I samtiden i første halvdel af 1800-tallet skrev søstrene under mandligt pseudonym, henholdsvis Currer (Charlotte), Ellis (Emily) og Acton (Anne) Bell. Ikke mindst ”Stormfulde højder” blev regnet for at være et kontroversielt værk, fordi det så råt for usødet skildrede både psykologisk og fysisk ondskab.
Brontë-familien har altid fascineret
Brontë-familien har altid fascineret, fordi de tre (overlevende) søstre og broderen Branwell alle havde store kunstneriske talenter og levede ret isoleret. De voksede op med deres far, der var sognepræst i landsbyen Haworth i Yorkshire, og ligesom moderen døde alle søskende unge. Deres skæbner er det stof, legender er gjort af.
Såvel ”Jane Eyre” som ”Stormfulde højder” er som nævnt blevet filmatiseret utallige gange, og nu har instruktør Emerald Fennell (f. 1985) så givet sin version af det romantiske og uhyggelige kærlighedsdrama, der udspiller sig mellem de to passionerede og vilde karakterer, Cathy og Heathcliff.
Ud over at være instruktør er Emerald Fennell også skuespiller og manuskriptforfatter, og nogle vil måske huske hende for rollen som Camilla Parker-Bowles i The Crown (2019–2020)?
Hun debuterede som instruktør på spillefilm med thrilleren ”Promising Young Woman” (2020) og instruerede sin anden film ”Saltburn” i 2023, der også er en psykologisk thriller.
Handling
Tid og rum er et skarpt klassedelt England omkring 1800-tallet, mere præcist Yorkshire med dets ofte kolde og stormfulde heder. Historien tager sin begyndelse i 1770’erne og forløber over ca. 30 år.
Heathcliff (som voksen spillet af Jacob Elordi) er et hittebarn, som faderen (Martin Clunes) i Yorkshirefamilien Earnshaw bringer hjem til gården på Wuthering Heights.
Til trods for adoptionen behandles drengen som et tyende, og Earnshaws godhjertethed får sjældent lov til at trumfe hans trang til hård og brutal afstraffelse af den nytilkomne. Hyppigt under indflydelse af alkohol.
Lyspunktet er datteren i huset, Catherine (som voksen spillet af Margot Robbie), med hvem Heathcliff først opbygger et nært, tillidsfuldt og uskyldigt venskab, siden forelsker sig lidenskabeligt i.
Hans kærlighed udvikler sig med årene til en besættelse, men også et had, da Catherine ikke kan se nogen fremtid for dem sammen. Klasseskellet er for stort, deres kærlighed tilsyneladende umulig til trods for begges kompromisløse karakter.
De går fejl af hinanden, og Catherine ender med at gifte sig med den velstående herremand, Edgar Linton (Shazad Latif).
Dette valg skal vise sig at få tragiske konsekvenser.
Vurdering
Genren er alt andet end den traditionelle romantiske kærlighedshistorie med happy ending. Derimod en gotisk fortælling, der mørkt og dystert kobler realisme sammen med det overnaturlige og irrationelle. Antitesen til Jane Austens roman ”Stolthed og fordom”.
Hovedtemaerne er heftig passion, død, vold, destruktion og hævn, og såvel Margot Robbie som Jacob Elordi er dygtige skuespillere med et bredt register, for hvem det lykkes at skabe (næsten troværdige!) levende mennesker ud af sære, excentriske romanpersoner.
Derfor ender filmen da også på fire stjerner, da underholdningen ikke fejler noget, og billedsiden på lange stræk er meget smuk og med original kameraføring. Dertil kommer, at Lintons gods og overklassens møblement og beklædning er en fryd for øjet.
Af skønhedspletter er der dog en del: Filmen er for lang. Den gudesmukke Margot Robbie er lidt for gammel til rollen som den voksne Catherine. Den voldsomme lydside er i flere scener direkte generende – eftersom plottet i sig selv er melodrama på højeste plan, er der ingen grund til at skrue yderligere op.
Det er og bliver en smagssag, hvor meget en manuskriptforfatter kan tillade sig at lave om på et romanforlæg, men Emerald Fennell holder sig i mine øjne for frit i sin bearbejdning. Fx er kærlighedsmøderne og sexscenerne alt for udpenslede. Lidt overladt til fantasien ville have været velgørende.
En decideret torn i øjet er det, at instruktøren har valgt at lade en asiat spille den betydningsfulde rolle som Nelly (Hong Chau), hovedfortælleren i Brontës roman.
I Hollywood-manualens hellige navn?
Længde: 2 timer og 16 minutter
- Medvirkende: Margot Robbie, Jacob Elordi, Hong Chau, Shazad Latif m.fl.
- Manus: Emerald Fennell – baseret på romanen ”Wuthering Heights”.
- Instruktør: Emerald Fennell
- Trailer: Wuthering Heights” | Official Trailer
- Premieredato: Torsdag d. 12. februar

