Først griner de af dig…
Af Aia Fog, cand. Jur., formand for Trykkefrihedsselskabet
First they laugh at you
then they ignore you
then they fight you
then you win
Citatet ovenfor tilskrives Mahatma Ghandi, men oprindelsen henstår vist i det uvisse. Ikke desto mindre er det en præcis beskrivelse af de stadier for modstand fra magthavernes side, som protester mod undertrykkelse og krav om frihed gennemlever, indtil presset bliver så stort, at undertrykkerne må give op.
De senere år er befolkningernes utilfredshed mod kulturmarxismens tiltagende totalitære dominans i de europæiske parlamenter og institutioner vokset, og har givet fremdrift og stemmer til en bevægelse i europæisk politik, som det på lange stræk er lykkedes magthaverne i EU og Vesteuropa at ignorere ved at udgrænse dem og distancere sig til dem: i Sverige er Sverigesdemokraterne, trods den ene valgsejr efter den anden, forbigået af Riksdagens øvrige partier og nægtet den indflydelse deres stemmetal berettiger til – og deres partiformand, Jimmie Åkesson, bliver som den eneste partileder udelukket fra deltagelse i Nobelfesten.
I Tyskland har AfD haft et parallelt forløb med stigende vælgertilslutning og lige så utilslørede og intensiverede bestræbelser fra de såkaldt ”liberale” politiske magthavere på at ignorere den parlamentariske situation ved at undertrykke partiet og dermed demokratiet.
Alligevel er modstanden mod kulturmarxismen i dens forskellige forklædninger og de negative konsekvenser af dens dominans fortsat med at vokse: de europæiske befolkninger vil ikke længere finde sig i den grasserende befolkningsudskiftning med deraf følgende pres på økonomi, stigende kriminalitet og ikke mindst: angreb på vestlige værdier og kultur. De fortsætter derfor med at bruge deres demokratiske prærogativ og flere stemmer på de partier, der tilbyder en mere afvisende politik overfor muslimsk indvandring og ditto hardline fastholdelse den kulturelle egenart, hvilket har gjort partier som Sverigesdemokraterne, AfD, Rassamblement National og Reform større i takt med, at befolkningerne oplever, at deres bekymring og utilfredshed bliver siddet overhørig.
Det har skabt et stigende pres på de såkaldt centrum-venstre magthavere, både i de enkelte lande og supranationalt i EU, der nu kan se deres årtier gamle magtbastioner vakle, hvilke har fået dem til at gribe til totalitære metoder i overgangen fra at ignorere til at bekæmpe: I England isolationsfængsles Tommy Robinson i 9 måneder for at offentliggøre en dokumentarfilm og utallige borgere er sendt i fængsel for at ytre sig kritisk på de sociale medier. I Rumænien annullerer myndighederne et lovligt valg, fordi man ikke bryder sig om valgresultatet. I Frankrig idømmer man Marine Le Pen en højst tvivlsom fængselsdom for bedrageri med EU-midler for at forhindre hende i at opstille til det kommende præsidentvalg – og senest har den tyske efterretningstjeneste, Bundesamt für Verfassungsschutz, erklæret AfD for et højreekstremistisk parti, som det er tilladt at overvåge og slå hårdt ned på.
Det er uhyggeligt i mere end én forstand, at de ellers så dydssignalerende ”liberale” politikere og magthavere så hurtigt forfalder til totalitarisme og magtfuldkommenhed. Men det er, hvad vi oplever i Europa og i EU i denne tid, fordi det ikke længere er muligt for dem at ignorere de nye strømninger, der afviser det kulturmarxistiske paradigme, der har været dominerende i snart 6 årtier, og som de herskende europæiske klasser er rundet af: de nægter på én gang at acceptere deres dogmers endeligt og besinde sig på en ny virkelighed – og det ligger hinsides deres begrebsapparat at give magten fra sig.
Fra den position er der kun totalitære midler tilbage, dvs. indskrænkning af frihedsrettighederne og det demokratiske spillerum, underkendelse af demokratiske valghandlinger, kriminalisering af kritik af magthaverne og forfølgelse af dissidenter – og dermed er vi tæt på tilstande i Europa, der ikke kan skelnes fra forholdene i det tidligere DDR og Sovjet.
Aia Fog, cand. jur. Formand for Trykkefrihedsselskabet