Den Korte Avis | Efter krigen blev Montgomery hyldet i København – det markeres på årsdagen,12. maj, på en helt særlig måde på Langelinje

Den Korte Avis | Efter krigen blev Montgomery hyldet i København – det markeres på årsdagen,12. maj, på en helt særlig måde på Langelinje


Danmarks befrielse den 5. maj 1945 skabte begejstring for alt engelsk, for det var Englands premierminister Winston Churchill (1874-1965) og hans mænd, der var i front i krigen mod Adolf Hitler og Tyskland. Churchills bedste general var Bernard Montgomery (1887-1976), som under 2. verdenskrig stod i spidsen for en afgørende sejr ved El Alamein (1942) i Egypten. Han var også chef for tropperne i Operation Overlord i Normandiet i 1944 – den største landgangsoperation i historien og siden kaldt D-Day – under overkommando af den amerikanske general D. Eisenhower.

 

Winston Churchill anerkendte Montgomerys militære evner til at stå i spidsen for en hær, men personligt havde de ikke meget tilfælles. Churchill sagde om Montgomery: Ukuelig i tilbagetog, uovervindelig i fremrykning, uudholdelig i sejr. En engelsk officer kunne tilføje: Monty var ikke en flink mand, men flinke mænd vinder ikke krige. Montgomery havde respekt for Churchill og vidste, at han var den bedste til at stå i spidsen for at bekæmpe tyskerne. De havde respekt for hinanden.

 

Efter krigen kom feltmarskal Montgomery 12. maj 1945 med et Dakota-fly til København. Han blev hentet i en Humber Super Snipe bil fra 1939 med chauffør gross. Gudmund Schack, der under krigen var kontaktmand til Holger Danske – en af de største modstandsgrupper i København. Turen endte på Langelinie, hvor den engelske flåde lå. Man har via fotos fundet, hvor Montgomery stod, og den 12. maj 2024 bliver der opsat mindeplade på Langelinieskuret for at markere begivenheden. Alle er velkomne:

 

Artiklen fortsætter under invitationen…

Montgomery skiftede bil undervejs og var forbi Amalienborg hos Christian X og kørte et stykke i Krone 1, men turen gennem strøget var i en jeep, så han kunne hyldes af københavnerne. Folk kravlede op i lysmaster, mens andre stod i gaderne og hyldede Danmarks befrier. Butikkerne stod tomme, og en ung Kirsten, der var ansat hos det eksklusive Parfumerie Breining, Østergade 26, var også på gaden for at hylde de engelske soldater, og hun mødte den eng. officer Justin Brooke, der var med i Montgomerys kortege. Forbindelsen holdt, og de blev senere gift. Justin Brooke var efterkommer af Brooke Bond Tea firmaet, som Arthur Brooke grundlagde i 1869 i Manchester.

 

Ti år efter krigen – i 1955 var jeg au pair hos familien Brooke i Harrow, nær London og hørte om mødet i København. Jeg deltog også i en hyldest til Winston Churchill den 24.11.1955 på Harrow skole, hvor han havde gået. Churchill viste sit V-tegn fra scenen, og eleverne sang: 40 years on.

 

I 1945 var jeg 8 år gammel og boede  i landsbyen Janderup i Vestjylland. Vi havde strikket hårbånd i rød-hvid-blå farver og ville vinke til Monty, hvis han skulle køre forbi ud til Atlantvolden på vestkysten.Ved befrielsen var alle bevidste om den engelske indsats, og min bror kom ud af Ribe arrest, hvor han som modstandsmand blev holdt skjult for Gestapo. Han kunne via betjenten aflevere sine terminsprøver til Ribe katedralskole, så han fik sin studentereksamen i 1945.

 

Danskerne var taknemlige over den engelske indsats, der var større end den danske, da de danske politikere havde valgt at samarbejde med Hitler – for at skåne den danske befolkning. De tyske soldater var heldige, hvis de blev sendt til flødeskumsfronten i Danmark, og en tysk general, der var med til at indtage Paris, havde derfor sendt sin søn til Danmark, hvor han havnede hos min onkel i Hillerup nær Ribe. Han var musiker og fik lov til at spille på Ribe domkirkes orgel, for som organist og komponist Rued Langgaard (1893-1952) og min bror, der trods sin modstandskamp holdt sig gode venner med de tyske soldater, blev enige om, havde det ikke noget med krigen at gøre. Den tyske soldat var lykkelig nogle få timer under krigen – med sin musik.

 

Familien i Hillerup havde mange tyske soldater indkvarteret, og i min onkels stue var der sat 16 køjer op. For os børn var de tyske soldater venlige mennesker, som forærede os chokolade. Det onde ved krigen lærte vi børn først, da krigen var forbi. Desværre har vi mennesker ikke lært meget af ondskaben og krigene, om magt og griskhed – selvom vi i dag burde være klogere!

 

Jonna Vejrup Carlsen, global-alarm.dk, earthissue.com





Source link