I programmet Debatten af 11.9.2025 om forholdene i Gaza deltog blandt flere overlæge Suher Othman. Jeg vil her vælge at fiksere på hende, fordi hun er et godt eksempel på, hvorfor man i mødet med muslimer så ofte overmandes af følelsen, at her lades alt håb ude.
Hun var stålsat i sin skråsikkerhed. Gazas muslimske befolkning var sagesløse ofre, mens israelerne var ondsindede og nådesløse dæmoner. For mig kandiderede hun i al sin skråsikkerhed til verdensmesterskabet i den noble muslimske debatform, som islam benævner taqiya.
Taquias formål er via fortielse, manipulation og løgne at sikre den islamiske umma omgivelsernes sympati.
For andre gælder det jo, at man faktisk kan debattere med det mål for øje at nå til en større indsigt, men det gælder ikke for den særlige muslimske debat, hvor det primære mål er, at generere emotionel antipati mod islams fjender.
Suher Othman virker som en taqiya-kæmpere for hvem det er ligegyldigt, om noget overordnet set er rigtigt eller forkert. Det afgørende er, at den islamiske menighed (umma) får al indignation og sympati på sin side.
Modstanderne skal demaskeres, så de kommer til at fremstå som umenneskeligt grusomme overfor islam umma, det vili denne sammenhæng sige palæstinensiske kvinder og børn.
Med taqiya er vi tilbage i teenage værelset, hvor de godes kamp mod de onde, gør debat til en kampsport. Islams gennemdualistiske univers er på den ene side beboet af uskyldige palæstinensiske kvinder, martyrer og børn, mens israelerne på den anden side optræder som det ondes repræsentant.
Taqiya og debatten
I dette golde og umodne miljø dør debatten. Det er den barnagtige os mod dem model i fuldt flor.
Det gør det svært at træde op mod muslimer, at de insisteren på, at de er bærere af sandheden. Resultatet bliver alt for ofte, at de ligesom får det sidste ord. Andre bliver simpelthen overvældet af deres anklagende og forurettigede facon. Man mangler energi til at deltage videre i denne formålsløse diskussion.
Taqiya og Mellemøsten
Den særlige muslimske debatform kommer i dag klarest til udtryk i spørgsmålet om Mellemøstkonfliktens historiske forhold, hvor især spørgsmålet om en to-statsløsning spiller en kæmpe rolle. Her er islams tolkning total afvisning af, at de har et ansvar for, at fredsporcessen aldrig har kunnet gå i gang.
Her blot nogle få eksempler på den massive afvisning af egen skyld, som det blev berørt i Debatten:
- Fra islamisk hold glemmer man fuldstændigt, at Israel faktisk gav sit samtykke til en to-statsløsning i 1948. Men muslimerne sagde nej. De ønskede Israels ødelæggelse, så de valgte krigen.
- Osloaftalernes to-statsløsning fra 1993 afvistes både af PLO og Hamas. Ingen muslim vil opgive Jerusalem (Al-Quds) og Tempelbjerget (Haram al-Sharif). Det forræderi overfor Allah, Koranen og Profeten, vil ingen muslim være med til.
- Det er ikke rigtigt, at Hamas nogen sinde har vist vilje til at ville anerkende staten Israel.
- Det er ikke rigtigt, at PLO på Vestbredden og Hamas i Gaza har kunnet enes om et fælles politisk program.
- Det er ikke rigtigt, at PLO og Hamas nogen siden har kunnet enes om noget som helst
- Det er ikke rigtigt, at den palæstinensiske befolkning er moderat og ønsker Hamas fjernet. Folkeafstemninger og undersøgelser bekræfter til fulde, at Gazas befolkning er bag Hamas.
- Det er ikke rigtigt, at der på Vestbredden og i Gaza er et folkeligt krav om, at de jødiske gidsler fra Hamas terrorangreb af 7.10.23 skal frigives.
Og hvor er vi nu?
Det er lykkedes for terrororganisationen Hamas via en vedholdende strategi at forføre Vesten og FN, så vi nu ser Israels adfærd som hovedproblemet. Gidslerne er selvfølgelig en umenneskelighed, men vi anerkender nu stadigt mere og mere, at Hamas gidseltagning 7.10.23 var et produkt af bosættelser og anden israelsk inhumanitet overfor palæstinenserne. Så jøderne havde og har bare sig selv at takke for gidslerne. Keine hexerei, nur behändichkeit.
Dermed være ikke sagt, at Nethanyahu, bosættere og de ultraortodokse politiske partier fører en politik overfor palæstinenserne, som jeg bryder mig om.
Men vi har efter min opfattelse en ubetinget forpligtelse til at opretholde den jødiske stat, som et flertal i FNs Generalforsamling i 1947-48 sanktionerede oprettelsen af. Og der må vi ikke lade os forføre af Hamas falske sirenesang om, at det alt sammen er jødernes skyld.
Svend Lindhardt