Adventskransen
Af Visti Christensen
Adventskranse nu vi tænder i de lune stuer;
alles øjne tavst sig vender mod de rene luer.
Og i granens duft forventes noget, der skal komme;
freden frem af sindet hentes, snart er mørket omme.
Første lys har alt fornyet, og vi kan fornemme
ham, som først i morgengryet bød, med skaberstemme.
Andet lys er juleaften, Jesus kom og boe’de
midt blandt os med skaberkraften svøbt i jordens klude.
Tredje lys på kransen brænder for Guds Ånd på jorden,
hvorved vi Guds Rige kender: fællesskab om glæden.
Fjerde lys vi bare skimter som en lille stjerne;
Riget kommer, herligt glimter lyset i det fjerne.
Han, som var fra Evigheden, kommer for at sige:
Jeg er lyset – kærligheden – komme lad mit Rige.